
Houston Texans har kniven for struben efter tre nederlag på stribe, og derfor er det potentielt sæsondefinerende, at de nu får Nico Collins tilbage fra skade.
Nico Collins har meldt sig under fanerne igen, efter at han har misset de seneste to kampe med en forstrækning i baglåret, som han pådrog sig til træning.
Konsekvenserne af Collins’ fravær har været uomtvistelige. Texans’ angreb scorede i gennemsnit bare 11,5 point i kampene mod Cincinnati Bengals og Indianapolis Colts, hvor de måtte undvære deres profilerede receiver.
Omvendt scorede Texans hele 31 point i sæsonpremieren mod Buffalo Bills, hvor Nico Collins spillede og greb syv bolde for 75 yards og et touchdown.
Houston Texans har tabt sine første tre kampe i sæsonen, og er dermed presset til at vinde, når de møder Dallas Cowboys denne søndag. Der er kun ét hold, som tidligere er startet en sæson med fire nederlag i træk, men alligevel kvalificerede sig til slutspillet. Det var San Diego Chargers tilbage i 1992.
Houston Texans valgte oprindeligt Nico Collins i tredje runde af 2021-draften, og efter en stille start på tilværelsen i NFL, har han i de seneste tre sæsoner etableret sig blandt de allerbedste på sin position.
Samlet set står Collins noteret for 296 grebne bolde for 4.422 yards og 25 touchdowns i karrieren.










