I en af de mest overraskende udmeldinger NFL længe har set, fortalte Colts-quarterback Andrew Luck den 25. august amerikansk tid, at han indstiller karrieren.

Andrew Luck, en af NFLs bedste og mest elskede quarterbacks, går på pension i en alder af blot 29 år. Det kan meget vel ende med at være den største, mest overraskende og betydningsfulde nyhed vi hører meget længe i NFL-regi.

Quarterbacken var udset til potentielt at lede sit hold til Super Bowl i år, men mange vedvarende skader og et tab af kærligheden til spillet har fået den firedobbelte Pro Bowl-spiller til at stoppe karrieren. 

Mange af skaderne skyldes desværre, at den meget talentfulde quarterback blev fysisk nedslidt. Luck var hver sæson blandt ligaens mest sackede quarterbacks. Den offensive linje var aldrig god nok til at beskytte ham. Kontinuerlige hits fra tonstunge, afsindigt atletiske forsvarsspillere kunne aldrig holde i længden. Skaderne kom.

Her er et overblik over de skader:

  • Den første store skade er den skade, der lader til at have påvirket Lucks beslutning mest. I spilleuge 3 i 2015 pådrager Luck sig en slem skulderskade, der kom til at præge de næste tre år af karrieren. I sidste ende førte den også til beslutningen om at stoppe med at spille football.
  • Luck spiller videre med skulderskaden, men i spilleuge ni slutter 2015-sæsonen. Luck pådrog sig en flænge i nyren, der gjorde det umuligt at spille videre.
  • Inden 2016-sæsonen besluttede Luck ikke at få opereret sin skadede skulder. Han ville modtage intensiv behandling og fysioterapi og spille videre trods smerter. Luck kæmper sig gennem sæsonen, men har besvær med overhovedet at træne med.
  • I 2016 pådrog han sig også en hjernerystelse, og det forlyder, at der var brud på brusk omkring to ribben.
  • I 2017 bliver quarterbacken endelig opereret for skulderskaden. Der var tale om en skade på den brusk, der hjælper med at stabilisere skulderen og holde knoglen fra at beskadige resten af leddet og ledkapslen i skulderen. Det har altså været utroligt smertefuldt bare at bevæge armen, alligevel kastede Luck bolden 545 gange i løbet af 2016-sæson. Luck spillede faktisk en overvejende flot sæson i det skadesplagede år. Det er umuligt at betvivle quarterbackens fighterhjerte.

Uden at kende det præcis omfang, kan der spekuleres i, hvor mange af de andre små strukturer, nerver og ligamenter har lidt under dette pres. Faktum er, at det ikke var et problem, der var hurtigt løst. Luck vendte tilbage til træning i oktober 2017, men blev hurtigt ramt af eftervirkninger fra skaden igen. Han kom aldrig på banen i den sæson.

Først kort før 2018-sæsonen så det godt ud for Luck og højre skulder. Han spillede gennem hele sæsonen og gjorde det fremragende for et overraskende dygtigt og seværdigt Colts-hold. Men lykken varede kort.

I løbet af foråret 2019 begyndte læggen at drille for Andrew Luck. Den skade udviklede sig så til at ramme anklen og hele underbenet. I pressekonferencen efter Colts’ preseasonkamp, hvor Luck fortalte om sin beslutning om at stoppe karrieren, udtalte han sig også om den nuværende skade. Det havde udviklet sig til et så komplekst problem, at han stod i samme situation som i 2015 og 2016. Forstuvning, nerveskader og et væld af andre småproblemer har ingen let løsning. Derfor trækker Luck sig fra sporten.

Han skulle ikke gennemgå samme komplicerede forløb som i 2016. Skulderskaden havde tæret på quarterbacks fysiske og psykiske velbefindende. Han havde svoret aldrig at ofre sig sådan igen.

Det kan du læses mere om det i vores historie om quarterbackens beslutning.