New Orleans Saints-profilerne Mark Ingram og Marshon Lattimore forventes begge at spille i nattens NFC South-brag mod Atlanta Falcons. Atlanta får samtidig cornerback Desmond Trufant tilbage i aktion.

Vi har en vaskeægte lækkerbisken i vente i nat, når Atlanta Falcons kan bringe spændingen helt tilbage i NFC South med en sejr over divisionens nuværende førerhold New Orleans Saints.
Men opgaven for Falcons bliver en smule sværere, end Dan Quinns tropper nok havde håbet på. Runningback Mark Ingram, der har spillet forrygende i denne sæson, forventes klar til kamp på trods af en tåskade, mens favoritten til titlen som ‘Defensive Rookie of the Year,’ cornerback Marshon Lattimore, ser ud til at gøre comeback efter at have misset to kampe med en ankelskade.


På den positive side for hjemmeholdet Atlanta er holdets bedste cornerback, Desmond Trufant, tilbage igen efter en hjernerystelse, der holdt ham ude i nederlaget til Minnesota Vikings i weekenden.


Vi får tilsyneladende de to mandskaber at se i stærkeste udgave i et opgør, hvor New Orleans kan sparke Atlanta Falcons helt ud af kampen om divisionstitlen, mens Falcons med en sejr lever i bedste velgående i kampen om slutspilspladserne i NFC.