I går blev det ellers meldt ud, at LeSean McCoy ville sidde over i søndagens kamp mellem Bills og Dolphins. Nu viser det sig, at Rex Ryan og resten af trænerstaben presser på, for at få McCoy til at spille.

Det er en lyskeskade som ellers i første omgang var forventet, at ville koste den tidligere Eagles-profil en pause. Josina Anderson fra ESPN melder dog nu ud, at på trods af gårdagens meldinger vil Bills nu presse deres stjerne til at spille.

Ifølge Anderson ønsker Bills-ledelsen altså nu, at forsøge at overtale McCoy, og få ham til at spille igennem sine lyskeproblemer i søndagens kamp. Det selvom McCoy tidligere har været plaget af lyskeskader, som i sidste ende kan blive forværret og koste ham over en måneds pause.

Officielt kommer McCoy til at gå frem mod søndagens kamp som en tvivlsom spiller, hvor hans skæbne formentlig først kendes ude på søndag eftermiddag, dansk tid.