
Seattle er Super Bowl-favoritter. En stor del af grunden er deres imponerende forsvar, som har fået et catchy navn. Lyder det bekendt?
Seattle Seahawks går ind i divisionsrunden som Super Bowl-favoritter med chancen for at vinde deres anden Super Bowl i holdets historie. Den første kom for 12 år siden, da Seahawks leverede en af de mest chokerende Super Bowl-præstationer nogensinde: en 43-8-udradering af Peyton Manning og Broncos’ rekordangreb i Super Bowl XLVIII.
Hvis Seahawks skal gentage bedriften, bliver det med en velkendt opskrift: enkelte eksplosive kast, et fysisk løbeangreb og – vigtigst af alt – NFL’s bedste forsvar.
Det virkede dengang med Russell Wilson, Marshawn Lynch og Legion of Boom. Og det kan virke igen med Sam Darnold, Jaxon Smith-Njigba og det nye forsvar, som spillerne selv har døbt “Dark Side”.
Navnet kunne lyde som en Nirvana-sang, men ifølge spillerne er det inspireret af det grå, dystre efterårs- og vintervejr i Seattle. Og modstanderne har mærket det: Seahawks sluttede sæsonen som NFL’s bedste forsvar målt på point imod, første gang siden Legion of Boom-æraen for over et årti siden.
Forsvaret sikrede Seattle topseedning og en bye efter en afgørende sejr over 49ers i Week 18. Her sørgede Seattle forsvaret for, at San Francisco leverede en af deres svageste offensive præstationer under Kyle Shanahan. De to hold mødes igen lørdag aften på et mørklagt Lumen Field.
For at forstå, hvor langt dette forsvar kan føre Seahawks, må man forstå, hvor det kommer fra – og hvordan Seattle har bevæget sig fra Legion of Boom til Dark Side.
Legion of Boom banede vejen for “The Dark Side”
Det er umuligt at tale om et dominerende Seahawks-forsvar uden at nævne Legion of Boom, som havde en af de mest imponerende defensive runs i NFL-historien.
Seattle førte ligaen i scoring defense i fire sæsoner i træk, noget ingen havde gjort siden Cleveland Browns i 1950’erne. Forsvaret blev sammenlignet med historiens største – 1985 Bears, 2000 Ravens og 2002 Buccaneers – og kulminerede med Super Bowl XLVIII, hvor Broncos blev holdt på otte point trods en historisk sæson med 606 point, 5.477 passing yards og 55 touchdowns fra Peyton Manning.
Disse rekorder står stadig i dag – selv med en sæson på 17 kampe.
Legion of Boom var personligheder, store hits og legendariske øjeblikke. Richard Shermans ikoniske interview efter NFC Championship-sejren over 49ers i 2013 er blevet et evigt symbol på æraen. Det var også seneste gang, at 49ers og Seahawks spillede en slutspilskamp i Seattle – mon vi bliver forkælet med et ligeså ikonisk moment denne gang?
Men det sluttede brat. Skader, alder og kontrakter indhentede forsvaret hurtigt. Richard Sherman, Earl Thomas og Kam Chancellor fik alle sæson- eller karriereafsluttende skader. Michael Bennett blev tradet, Cliff Avril måtte stoppe – og i 2018 var det reelt slut.
Mike Macdonald skulle være McVay og Shanahans kryptonit
Efter Legion of Booms fald fulgte nogle år med defensive problemer for Seahawks, hvor man havde et af ligaens dårligste forsvar. Pete Carroll og Russell Wilson vandt stadig kampe, men Seattle blev kørt over i slutspillet af en ny generation af offensive genier: Kyle Shanahan, Sean McVay og Matt LaFleur.
Budskabet var derfor ikke til at tage fejl af: Seattle havde brug for en genopbygning.
Løsningen blev Mike Macdonald, som i 2024 – blot 36 år gammel – blev NFL’s yngste head coach efter at have ført Ravens til ligaens bedste forsvar i 2023. Han skulle vise sig at være lige netop det, Seattle havde brug for. To år senere har han gjort det igen. Seahawks er gået fra det 25. bedste forsvar i 2023 til det bedste i 2025.
Macdonald har formået at neutralisere to af NFLs bedste offensive hjerner i Sean McVay og Kyle Shanahan. Under Macdonald har Rams og 49ers i otte kampe mod Seattle i snit scoret under 23 point, og vejen til Super Bowl kan meget vel gå gennem netop dem.
Et forsvar bygget på fire år
General manager John Schneider har i løbet af fire sæsoner bygget forsvaret op fra bunden. Ingen startere har været i klubben længere end fire år.
Kernen er skabt via:
- Gode drafts
- Kloge trades
- Billige, men effektive free agents
Topvalg i draften:
- 2022: Boye Mafe, Coby Bryant, Riq Woolen
- 2023: Devon Witherspoon (blot den tredje defensive back i de seneste 40 år til at være i Pro Bowl i hver af sine første tre sæsoner)
- 2024: Byron Murphy II
- 2025: Nick Emmanwori
Nøgletilføjelser udefra:
- Leonard Williams (trade)
- Julian Love (free agent)
- Ernest Jones IV (trade)
- Demarcus Lawrence (free agent)
Resultatet er et forsvar med stjerner på alle tre niveauer – men med en anden identitet end Legion of Boom.
“Dark Side”: Et nyt navn, en ny identitet
Nu kender du stjernerne på forsvaret. Men du kender måske ikke enhedens navn.
Leonard Williams forklarer hvordan navnet blev til således:
“Vi hører altid om Legion of Boom. På et tidspunkt tænkte vi, at vi fortjente vores eget navn. Dark Side blev hængende.”
Men hvad betyder det?
“Det handler om at slukke lyset for angrebet. Vi lukker ned for modstanderens angreb, så de ikke får nogen tochdowns, field goals, ingenting. Det er sådan det skal være, når du spiller mod “The Dark Side. Det skal føles næsten umuligt at flytte bolden og som om, at nogen slukker lyset for dig. Det skal føles som om du spiller mod 12 på banen”.
Det er også essensen i Macdonalds filosofi: “12 as 1”.
Det går i alt sin enkelthed ud på, at manden med bolden skal være omringet af så mange Seattle forsvarsspillere som muligt. Der skal altid flyve en 9-10 spillere til bolden, så snart den er grebet. På et tidspunkt vil det føles som om, at der faktisk er mere end 11 modstandere på banen, udtaler Leonard Williams.
Den filosofi var især tydelig i Seahawks kamp mod netop 49’ers i uge 18, hvor holdet blot missede tre tacklinger og 49ers blot havde 2,6 yards efter catch i gennemsnit – det tredje dårligste i tiden under Shanahan.
Tallene bakker det op
Seattle sluttede sæsonen som nr. 1 i:
- Point imod (17,2)
- Defensive EPA
- Point per drive
- Yards per løb
- Third down defense
Deres front-fire er fundamentet:
- Færrest yards per løb tilladt
- Top-6 i pressure rate
- Bund-7 i blitz-frekvens
Leonard Williams og Byron Murphy II har tilsammen flest pressures, QB hits og sacks blandt alle defensive tackle-duoer i ligaen.
Shanahan vs. Macdonald – igen
I Week 18 holdt Seahawks 49ers på tre point, Shanahans laveste nogensinde i en grundspilskamp.
Læs også: Optakt til NFC-West braget
Seattle spillede ingen snaps i base defense, selv mod 49ers’ tunge personnel var Seahawks i stand til at stoppe løbet med nickel og dime forsvar. Deres “smalls” var bedre end San Franciscos “bigs”. Det siger også noget om, hvor dominerende Seattles front fire egentlig er, når de kan stoppe løbet kun med defensive backs. Dog får 49ers nu Trent Williams tilbage, der ikke spillede i uge 18, men mangler i stedet George Kittle. Ricky Pearsall kan muligvis spille – og det bliver nødvendigt. Pearsall greb for over 100 yards i de to holds første møde i sæsonen.
Alt det her med “Dark side” betyder selvfølgelig ikke særligt meget, hvis Seahawks ikke får succes i slutspillet. Uden slutspilssucces slår et navn sig aldrig rigtig fast – og det bliver helt sikkert ikke ligeså legendarisk som Legion of Boom.
Men hvis Seahawks’ Dark Side spiller som sidst de to hold mødtes, så er det svært at se, hvem der kan tænde lyset igen for 49ers.







