Kan Kyle Shanahan knække Mike Macdonald?

0

Det er bare to uger siden, at Seahawks og 49ers kæmpede om førsteseedet i NFC. Nu kæmper ærkerivalerne om en plads i NFC-finalen!

Det var en hæsblæsende Wild Card-weekend i NFC, hvor San Francisco 49ers tog fusen på Philadelphia Eagles, Los Angeles Rams afværgede et katastrofalt nederlag til Carolina Panthers, og Chicago Bears leverede et historisk comeback mod ærkerivalerne fra Green Bay Packers.

Nu skruer vi en tand op for niveauet, når førsteseedede Seattle Seahawks indleder slutspillet på hjemmebane mod divisionsrivalerne fra San Francisco 49ers.

Det er første gang siden 2017, at Seahawks for alvor kan drage nytte af hjemmebanefordelen i slutspillet. På papiret spillede Seahawks sin seneste hjemmebanekamp i slutspillet i 2020, men det var foran tomme tribuner og dermed uden deres fanatiske fans, da Lumen Field var lukket ned på grund af COVID-19.

Forventningerne er tårnhøje til Mike Macdonalds mandskab, der er udråbt som forhåndsfavoritter til Super Bowl-titlen af bookmakerne. Det er til trods for, at Seahawks ikke har vundet en slutspilskamp i fem år, og at de vandt deres seneste mesterskab i 2014.

Men det føles anderledes i år. Mike Macdonald har opbygget et altoverskyggende forsvar, som tillod færrest point i grundspillet, mens de forcerede sjetteflest turnovers (25) og syvendeflest sacks (47). Det er værd at bemærke, at det er første gang siden Legion of Boom-dagene, at Seahawks tillod færrest yards i NFL hen over en hel sæson.

Det er selvsagt tredje gang i sæsonen, at Seahawks og 49ers tørner sammen, så det er to hold, der har et indgående kendskab til hinanden.

Læs også: Her er Seahawks’ oversete dansker i NFL

De to rivaler udkæmpede senest en direkte duel om førsteseedet i NFC og førstepladsen i NFC West i 18. og sidste spillerunde af grundspillet. Som I nok husker, så vandt Seahawks med 13-3, efter at Mike Macdonalds forsvar kvalte Kyle Shanahans angreb. Brock Purdy scorede ikke et eneste touchdown, og Christian McCaffrey blev holdt til sølle 57 offensive yards.

Seneste nyt på skadesfronten

Det er ganske enkelt imponerende, at San Francisco 49ers er nået til divisionsrunden, og har slået de forsvarende mestre på udebane i slutspillet, når vi tager højde for, at de aktuelt har 20 spillere på skadeslisten. Deriblandt har 49ers manglet Brock Purdy i otte kampe, Fred Warner i 11 og Nick Bosa i 14 kampe.

Senest rev George Kittle sin akillessene over i Wild Card-runden, og den dygtige tight end misser selvsagt resten af slutspillet. Der er fortsat tvivl om, hvorvidt Ricky Pearsall (knæskade) og Dominick Puni (ankelskade) bliver kampklar.

Læs også: George Kittle alvorligt skadet

Én af de største nyheder i optakten til divisionsrunden har været Fred Warner, som er tilbage på træningsbanen, selvom det bare er knap tre måneder siden, at han brækkede sin ankel.

Warner ville ikke selv udelukke, at han kunne spille i divisionsrunden, men til syvende og sidst har 49ers valgt at passe på deres anfører, og således kommer Warner ikke i spil i divisionsrunden.

Til trods for at Seahawks har haft en uges ekstra fri, så er der tvivl om flere af deres normale startere. Den væsentligste spiller er quarterback Sam Darnold, som har døjet med smerter i sine mavemuskler i dagene op til divisionsrunden, der helt har afholdt ham fra at kaste bolden til træning!

Derudover Sam Darnolds dørmand på venstre tackle Charles Cross (knæskade), linebacker Ernest Jones (sygdom) og cornerback Riq Woolen (skade i maveregionen) meldt tvivlsomme fra Seahawks.

Løb bolden, Kyle!

San Francisco 49ers genvandt sin selvtillid, da de besejrede Philadelphia Eagles med 23-19 i Wil Card-runden, og det helt store spørgsmål er nu, om Kyle Shanahan kan knække koden til Mike Macdonalds forsvar i deres tredje møde i sæsonen?

Før 49ers tabte til Seahawks i 18. spillerunde, havde de vundet seks kampe på stribe, hvori de i gennemsnit scorede hele 35,7 point pr. kamp. Det var selvsagt bedst i NFL i den periode.

Det vidner også om Seahawks’ defensive styrke, at de holdt 49ers til henholdsvis 17 og tre point i deres to indbyrdes kampe.

Hvis 49ers skal stå en chance i divisionsrunden, så skal de have gang i – og fastholde – løbespillet. Kyle Shanahan kaldte bare 12 løbespil i 49ers’ seneste indbyrdes opgør mod Seahawks, selvom kampen var tæt til det sidste, og 49ers rent faktisk producerede hæderlige 4,4 yards pr. løb.

Uden et velfungerende og vedholdende løbespil risikerer 49ers at ende i lange og svære tredje-down-situationer, hvor Brock Purdy vil blive udsat for Mike Macdonalds exceptionelle maskerede presspil.

Det var også tilfældet i 18. spillerunde, hvor 49ers bare konverterede to af deres ni tredje-down-forsøg. I disse situationer fremtvang Seahawks’ forsvar en interception og leverede et sack. Samlet set sluttede Seahawks opgøret med tre sacks og otte quarterback-hits.

Forudsigelse

Vi kan have en tendens til at glemme, hvor gode de førsteseedede hold rent faktisk er, da der går to uger fra, at vi sidst så dem i aktion i grundspillet. Men tag ikke fejl; det her Seahawks-mandskab er decideret uhyggeligt.

Anført af deres frygtindgydende forsvar og den fænomenale Jaxon Smith-Njigba, der greb flest yards (1.793) af alle i grundspillet, så vandt de 14 kampe i grundspillet. Det var til trods for, at otte af deres 17 kampe var mod hold, som kvalificerede sig til slutspillet. Seahawks vandt seks af disse otte kampe!

Samtidig har Sam Darnold spillet endnu en bundsolid sæson, hvor han kastede femteflest yards (4.048) og niendeflest touchdowns (25), men også 14 interceptions. Darnold havde det dog relativt svært mod 49ers’ skadesplagede forsvar i 18. spillerunde, hvor han blev holdt til beskedne 198 kastede yards på 26 kasteforsøg og uden touchdowns.

Samlet set forventer jeg, at Seattle Seahawks trækker det længste strå. Seahawks har en frygtindgydende hjemmebanefordel, de har fået en uges ekstra hvile, og deres forsvar er simpelthen mesterskabsværdigt.

Jeg tror, vi får en tæt og intensiv affære, hvor to af de skarpeste trænerhjerner kommer til at teste hinandens grænser og opfindsomhed. Det bliver utvivlsomt et brag af en kamp.

Læs også: Kan Texans fortsætte deres vilde sejrsstime?