49ers-stjerne kæmper for at gøre comeback

0

All Pro-spilleren Fred Warner nærmer sig et mirakuløst comeback, efter at han brækkede sin ankel i oktober sidste år.

San Francisco 49ers vil ikke udelukke, at Fred Warner kan gøre comeback, hvis de kvalificerer sig til NFC-finalen.

Fred Warner er i hvert fald vendt tilbage til træningsbanen, og der florerer flere videoer af ham, som spurter rundt på grønsværen.

Det er ganske imponerende, når vi tager højde for, at Warner brækkede sin ankel tilbage i oktober.

Kyle Shanahan betonede på sit seneste pressemøde, at planen er, at Warner skal forsøge at spille i en eventuel NFC-finale, hvilket selvsagt afhænger af, om de slår førsteseedede Seahawks i divisionsrunden.

Hovedpersonen selv var endnu mere optimistisk anlagt:

– Vi tager det dag til dag. Jeg tror, at hvis I havde spurgt dem (trænerstaben) i sidste uge, så havde de heller ikke forventet, at jeg kunne træne med i denne uge. Så lad os nu se, udtalte Fred Warner.

Det ville have kolossal betydning for San Francisco 49ers, hvis Fred Warner kan vende tilbage, mens de stadigvæk er i live i slutspillet. 49ers har været særdeles hårdt ramt på skadesfronten i 2025-sæsonen, og de har mistet flere ledere undervejs – deriblandt Warner selv, Nick Bosa og senest George Kittle.

Samtidig har skaderne også ramt 49ers’ linebacker-korps, hvor Tatum Bethune, Luke Gifford, Dee Winters og Fred Warner alle har misset kampe, eller aktuelt er på sidelinjen.

Fred Warner er én af de allerbedste forsvarsspillere i NFL, og han er tidligere blevet udnævnt til fire All Pro-førstehold og stemt i fire Pro Bowls. Warner nåede at spille seks kampe, før han brækkede sin ankel i oktober, hvori han leverede 51 tacklinger og to forcerede fumbles.

Læs også: George Kittle alvorligt skadet