Sæsonoptakt: 32 spillere der kan få sit gennembrud

0

AFC North

Skribent: Nicholas Isak Jørgensen

Læs også: Sæsonoptakt til AFC North

Baltimore Ravens: Travis Jones, DT 

Baltimore Ravens har et helt særligt øje for at finde defensive linjespillere på anden- og tredjedagen af draften og udvikle dem til at blive kampafgørende startere. Den næste spiller i rækken er Travis Jones, som Ravens valgte i tredje runde af 2022-draften, som efter sigende skulle have været fuldkommen ustoppelig i træningslejren.

Travis Jones besidder en iøjnefaldende kombination af eksplosive bevægelser og råstyrke, som gør, at han har alle de atletiske forudsætninger til at blive en profil i NFL. Den 24-årige tackle viste allerede lovende takter i 2023, hvor han blev en væsentlig spiller i Ravens’ defensive rotation. Jones sluttede sæsonen med 36 tacklinger, 1,5 sacks og fem quarterback-hits, men I kan godt forvente, at han kommer til at forbedre de tal markant i den kommende sæson. 

Cincinnati Bengals: Chase Brown, RB    

Efter syv sæsoners tro tjeneste har Bengals sagt farvel til Joe Mixon, hvilket efterlader et tomrum på running back-positionen, der skal udfyldes af nytilkomne Zack Moss og purunge Chase Brown. Brown spillede bare 90 spil i sin debutsæson i NFL i fjor, men han viste, at han har alle de atletiske kvaliteter til at blive et nyt våben i Bengals’ angreb.

For selvom Joe Mixon er en bundsolid spiller, så har han sjældent leveret de helt store spil. Faktisk har Bengals kun produceret 10 løb à mindst 20 yards i de seneste to sæsoner, hvoraf Mixon leverede syv af disse på 467 forsøg, mens Chase Brown leverede to på bare 44 forsøg. 

Chase Brown er Mixons modsætning, da han både er lynende hurtig og afbalanceret. Brown er også en trussel i kastespillet, hvilket han beviste i fjor, hvor han greb 14 bolde for 156 yards og et touchdown. Brown kan blive guld værd i kastespillet, når vi tager højde for, at mange forsvar stiller konservativt op og trækker mange spillere tilbage i opdækningen, når de møder Joe Burrow.

Cleveland Browns: Alex Wright, Defensiv End 

Med profiler som Myles Garrett, Za’Darius Smith og nytilkomne Ogbo Okoronkwo på ydersiden af den defensive kan der virke til at være lang vej til spilletid for den 23-årige Alex Wright. Ikke desto mindre viste Wright glimt af sit talent i fjor, hvor han leverede 25 tacklinger og fem sacks, mens han også forcerede to fumbles.

Kombineret med at Za’Darius Smith er fyldt 31 år og ikke imponerede voldsomt i 2023, så bør I holde et vågent øje med Alex Wright i den kommende sæson. Wright kommer til at blande sig i rotationen på Browns’ defensive linje, og hvis han tager et skridt frem i sin karriereudvikling, så er det slet ikke utænkeligt, at han etablerer sig som starter på bekostning af Za’Darius Smith. 

Pittsburgh Steelers: Keeanu Benton, Defensiv tackle 

Én af de spillere som får mest omtale i sæsonoptakten, er den 23-årige Keeanu Benton. Pittsburgh Steelers valgte Benton i anden runde af 2023-draften, og selvom han fik begrænset spilletid i sin debutsæson, så viste han glimt af storhed. 

Benton udmærkede sig især i presspillet, hvor han leverede seks pressures på bare 53 kastespil. Han sluttede 2023 med 36 tacklinger, et enkelt sack og to forcerede fumbles, og nu er der lagt i kakkelovnen til, at han skal starte ved siden af sin mentor Cameron Heyward. Tilsammen kan de danne en spændende duo, som kommer til at gøre ondt på modstanderne. 

Hop til:
AFC East AFC North | AFC South | AFC West
NFC East | NFC North | NFC South | NFC West