Som optakt til sæsonen bringer vi dig gennem hele august og lidt ind i september vores bidrag til en lang række emner. Denne gang tager vi de optimistiske briller på, og fortæller dig, hvorfor netop dit hold får en fantastisk sæson.

NFL-sæsonen kan skimtes for enden af den mørke off season-tunnel, og på Gul Klud varmer vi blandt andet op til sæsonen ved at kigge på en lang række emner.

Læs også:
Mest markante tilgang til alle hold
Mest markante afgang fra alle hold
Mest undervurderede spiller fra alle hold
Mest overvurderede spiller fra alle hold
Mest interessante rookie fra alle hold
Største breakout-kandidat fra alle hold
Fræk forudsigelse for alle hold
Derfor taber dit hold

Arizona Cardinals: Kliff Kingsbury designer et unikt angreb; Forsvaret læner sig op ad profiler
Det er simpelt. Det kræver blot, at Kyler og Kliff sparker døren ind til NFL-festen og overrasker alt og alle. Arizona har mange ingredienser til at brygge en potent offensiv mikstur sammen. Et nyt kuld af talentfulde, unge receivere som er ivrige efter at slå deres navn fast finder sig til rette i Kingsburys system og Kyler Murray lever op til al hypen. Derudover skal David Johnson præstere på et meget højere niveau end i fjor. Forsvaret skal galvaniseres omkring Jordan Hicks, Chandler Jones og Patrick Peterson (når han kommer tilbage fra karantæne). Sker alt dette, så kan Cardinals vinde flere kampe end forventet. – Jacob Graversen

Atlanta Falcons: Angrebet eksploderer
Falcons er fyldt med sprængstof på angrebet. Matt Ryan slog alle rekorder i forrige sæson, og med et toptunet hold omkring ham, en ny offensiv spilkalder i Dirk Koetter og en ny offensiv linje, så er der intet, der kan stoppe det angreb. De kommer til at sætte point på tavlen i en lind strøm, og bomber sig i Super Bowl LIV. – Nichlas Mohrsen

Baltimore Ravens: Lamar Jackson tager et kæmpe skridt
Ravens vinder sjovt nok pga. de modsatte årsager, som vi listede under, hvorfor holdet tabte. Lamar Jacksons udvikling er i fremskridt, Romans angreb flyder og forsvaret opretholder deres niveau. Sker dette, bliver Ravens en af de mest underholdende hold at følge i 2019. Koblet med en virkelig stærk trænerstab, kan det blive et rigtig godt hold. Men meget afhænger af Lamar. – Anders Kaltoft

Buffalo Bills: Josh Allen viser sit værd – Oliver bliver en ny Aaron Donald
Josh Allen spiller op til sit potentiale og blæser ind på scenen som en superstjerne, der kan spille op med de allerbedste. Han har fået rigeligt med våben omkring sig, til at det kan lade sig gøre. På forsvaret kan Ed Oliver vise sig som den næste Aaron Donald, og hvis det sker, er der rigtig gode tider i vente for Bills. – Magnus Jølnæs

Carolina Panthers: Den offensive linje holder Newton skadesfri
Cam Newton blev skadet sidste år, og det kostede dem 2018-sæsonen. Det skete bag en offensiv linje, der ikke var god nok. Holdet har derfor investeret tungt i at kunne samle fem solide startere. Daryl Williams blev forlænget og bør være en solid venstre tackle. Matt Paradis fik en stor kontrakt til at være manden i midten, og han kan nemt være en top 5 center i 2019-sæsonen. De to nye kombineret med allerede dygtige spillere som Trai Turner og Taylor Moton bør give en mere end godkendt offensiv linje. – Teis Joranger

Chicago Bears: Forsvaret holder niveauet uden Vic Fangio, og Trubisky viser sig som en franchise quarterback
Bears har utroligt meget talent på holdet, især på forsvaret. Derfor leverer de i endnu en sæson fantastisk forsvarsspil. Samtidig er angrebet blevet bedre, og især receiverne træder i karakter. Allen Robinson finder sit niveau fra Jaguars-tiden, Anthony Miller er ovenpå efter sidste års skulderskade og så bliver David Montgomery et stærkt våben på runningback. Trubisky viser sig også bedre og bedre, og kan dermed føre Bears dybt i slutspillet. – Mikkel Nielsen

Cincinnati Bengals: Zac Taylor er det næste trænergeni, og alle er skadesfri
Sidste sæson er ikke en indikator på, hvad dette Bengals mandskab er i stand til. Holdet fandt aldrig en rytme på grund af skader, men alle mand er meldt klar til den kommende sæson. Læg dertil, at holdet har ansat en af Sean McVays disciple, og så ser fremtiden ikke så mørk ud endda. – Nichlas Mohrsen

Cleveland Browns: Baker Mayfield
Efter at have skudt forbi utallige gange(Johnny Manziel, Brandon Weeden, Deshone Kizer, Brady Quinn…) har Browns endelig fundet en quarterback i Baker Mayfield. Han havde en stærk rookie-sæson, og nu har han endda fået en superstjerne-receiver at kaste til i form af Odell Beckham Jr. Angrebet kan blive et af NFL’s bedste, hvis den offensive linje kan holde Baker oprejst. Browns’ forsvar underpræsterede i 2018, men den defensive side af bolden har en masse gode spillere. Hvis defensiv koordinator Steven Wilks kan udnytte talentmassen og få forsvaret til at præstere, kan Browns hive sejre hjem mod hvem som helst. – Nikolaj Sattrup

Dallas Cowboys: Forsvaret er et af NFLs bedste
Cowboys har måske ligaens bedste linebackerduo i Jaylon Smith og Leyton Vander Esch. At have de to på samme hold er næsten ikke fair og giver Cowboys forsvaret et hav af muligheder hvorpå de kan stille op og forvirre modstanderens quarterback. Når de så ydermere har et over middel pass-rush og en top 10 cornerback i Byron Jones er der grund til optimisme. – Lasse Meineche

Denver Broncos: Flacco stråler og Fangios forsvar er formidabelt
Flacco havde sin statistisk bedste sæson nogensinde i et lignende angrebssystem, og han har bedre støttebrikker i år. Vic Fangios forsvar bliver frygtindgydende, og hvis Broncos kan komme foran i kampe kan de blive uhyre giftige, fordi Von Miller og Bradley Chubb kan gå på quarterback-jagt. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Darrell Bevell får styr på angrebet
Jeg tror, at Detroits forsvar bliver fint i 2019, men hvis de skal overraske og blande sig i slutspilsræset, kræver det, at angrebet tager et syvmileskridt fremad i denne sæson. Det skal den nye offensive koordinator, Darrell Bevell, hjælpe med, og han skal først og fremmest få det bedste ud af Matthew Stafford. – Victor Risager

Green Bay Packers: Rodgers har endelig fået et hold
Mike McCarthy er væk, der er investeret tungt på forsvaret og de unge receivere har fået noget erfaring. Med andre ord: Aaron Rodgers har endelig fået et brugbart hold omkring sig. Angrebet må unægteligt blive mere opfindsomt strategisk med Matt LaFleur. Marquez Valdes-Scantling kan komplementere Davante Adams, så han ikke er eneste våben. På forsvaret ser pass rushet giftigt ud, og det bør hjælpe den unge secondary. Mike Pettine bør kunne samle et forsvar i den øverste halvdel af forsvarskategorierne. – Teis Joranger

Houston Texans: Deshaun Watson tager endnu et skridt fremad
Deshaun Watson er en af de bedste unge quarterbacks i NFL, og han har en stor aktie i Houstons succes i 2018. Tager han endnu et skridt fremad i denne sæson, kan det blive rigtig farligt. For at han skal gøre det, skal Texans håbe på, at den offensive linje ikke er så dårlig som frygtet, og at deres receivere kan holde sig mere eller mindre skadesfri. Desværre er runningback Lamar Miller allerede blevet skadet. – Victor Risager

Indianapolis Colts: Trænerstaben får det til at lykkes uden Luck
Colts har fornuftige, men ikke nødvendigvis virkelig gode spillere, på de fleste positioner, men er nu i større grad afhængige af, at spillere som Hunt, Autry og nu også Jacoby Brissett viser et niveau, som de ikke tidligere har vist. Colts har en fantastisk trænerstab, og de nævnte spillere har værktøjerne til at hæve niveauet,så det kan godt lykkes. – Anders Kaltoft

Jacksonville Jaguars: Foles viser sig som en QB1
Foles viser sig som Floridas version af Jesus og får alle på holdet til at tro på ham. Dede Westbrook eller Lee tager rollen som WR1 på sig, Leonard Fournette viser sig mere som det talent, en del så inden draften, og forsvaret vender tilbage til et højt niveau. – Anders Kaltoft

Kansas City Chiefs: De har det bedste hold
Chiefs vandt ikke Super Bowl i sidste sæson, men var objektivt set det bedste hold over hele sæsonen. Forsvaret er blevet en tand bedre, og MVP Patrick Mahomes har et år ekstra på bagen. Derudover er Andy Reid en af de bedste cheftrænere i NFL. Av, det ser giftigt ud. – Alexander Paaske

Los Angeles Chargers: Dybde, dybde, dybde
Chargers har en virkelig balanceret trup med profiler i alle positionsgrupper. Angrebet har både våben i luften og på jorden, mens forsvaret både kan stresse quarterback med pres og med god opdækning. The Bolts er et af de mest komplette hold, og bør derfor også blive et af de bedre i jagten på en ring til Philip. Det selvom Derwin James selvfølgelig er et kæmpe savn. – Anders Kaltoft

Los Angeles Rams: Sean McVay lægger nye lag på sit giftige angreb
Rams-holdet er stærkt besat hele vejen rundt, men i Super Bowl så vi, hvordan Patriots fik lukket ned for McVays angreb, og McVay ikke havde en effektiv plan B. Derfor har McVay sandsynligvis brugt off season på at komme med nye idéer til angrebet, som kan give dem en ekstra dimension, når de møder modgang. – Teis Joranger

Miami Dolphins: Fitzmagic
Dolphins er på papiret det dårligste hold i NFL, men når Ryan Fitzpatrick er ens quarterback, skal man nok vinde et par kampe. Fitzpatrick kan til tider være Fitzmagic, der ligner en regulær Hall of Fame-quarterback, og når han spiller sådan, giver han sit hold en chance. Til gengæld ligner han på ligeså ofte en quarterback, der end ikke hører hjemme på et practice squad. Foruden Ryan Fitzpatrick skal Dolphins håbe på, at den nye trænerstab er kompetent, mens nogle unge talenter skal træde i karakter. – Victor Risager

Minnesota Vikings: Sammenhold og erfaring giver det sidste skub
Vikings har igen i år et hold, der på papiret, langt hen af vejen ser Super Bowl klar ud. Virkelig mange af de nuværende spillere har spillet sammen i klubben i mange år, og talentet på begge sider af bolden er ikke til at tage fejl af. Holdet vinder i år, fordi at de sidste to sæsoners fejl og mangler vil vise sig at havde været dyre, men også lærerige erfaringer. Erfaringer som i år vil give dem det sidste skub de mangler. Jeg kan ikke understrege hvor vild jeg er med tilgangen af Gary Kubiak, både som assisterende cheftræner, men også i rollen potentiel offensivrådgiver til Kevin Stefanski. Jeg tror virkelig på hans evner, og at han som tidligere Super Bowl-vindende cheftræner, kan hjælpe holdet med at finde en identitet på angrebet. Så det bliver altså en kombination af dyre lærepenge i banken, masser af talent, og en ny stabil offensiv identitet der kommer til at sikre Vikings mange sejre i år. På papiret har de rigtigt mange brikker på plads, nu skal det bare eksekvere på banen. – Marc Skafte

New England Patriots: De er Patriots
NFL’s ustoppelige maskine, der igen og igen finder en måde at hive et to-cifret antal sejre i hus. Tom Brady er stadig en top-5 quarterback og Belichick er stadig NFL’s bedste cheftræner/general manager/alt-mulig-mand. Truppen har ikke mange top-5 spillere, men der er mange talenter og god dybde på vigtige positioner som cornerback og den offensive linje. Selv de svage områder som receiverkorpset har solstrålehistorier som den undraftede free agent Jakoby Meyers, der er gået amok i preseason. – Nikolaj Sattrup

New Orleans Saints: Tingene går op i en højere enhed
Saints har alle brikkerne til at gå hele vejen, og brikkerne falder bare på plads. Drew Brees leverer en hel sæson på MVP-niveau. Alvin Kamara river ligaen fra hinanden, og Michael Thomas bygger videre på sin historiske start på karrieren med endnu en fænomenal sæson. Forsvaret hænger sammen i alle geledder, Marcus Davenport får sit store gennembrud, og så ender sidste års dommer-fadæse med at hjælpe Saints til at finde den helt rigtige motivation og ekstra sult, der gør forskellen, når det spidser til. – Alexander Paaske

New York Giants: Forsvaret kan overraske, og Saquon Barkley bærer angrebet
Giants’ offensive linje ser på papiret rigtig stærk ud og kan de skabe huller til Saquon Barkley og give Eli Manning tid, så kan det måske blive et nogenlunde angreb. Samtidig ser deres secondary faktisk også spændende ud. Jabrill Peppers er en fin safety og DeAndre Baker samt Sam Beal gør Janoris Jenkins selskab i cornerbackgruppen. Hvis den defensive linje kan få lagt bare lidt pres på quarterbacken, så kan det muligvis blive godt. – Lasse Meineche

New York Jets: De dyre investeringer giver afkast
Le’Veon Bell og C.J. Mosley viser, at de er alle pengene værd. Quinnen Williams bliver øjeblikkeligt en superstjerne på den defensive linje, og Sam Darnold udvikler sig så meget under head coach Adam Gase, at han pludselig er blandt de bedste quarterbacks i ligaen. Der har du opskriften på succes for Jets. – Magnus Jølnæs

Oakland Raiders: Talentet er der på angrebet
Antonio Brown er fremragende, Tyrell Williams er en fin WR2, Incognito, Rodney Hudson, Gabe Jackson og Trent Brown bør være fire gode spillere på OL. Josh Jacobs er et førsterundevalg. Det giver 8 mulige gode spillere. Derek Carr kan også spille fornuftigt i perioder. Hvis Tom Cable fyres og Jon Gruden gør det ok, bør angrebet kunne være en fornuftig base for succes. – Dennis Cordsen

Philadelphia Eagles: De har det bedste hold i NFL
Svaret er simpelt, fordi at de har det bedste hold i NFL. De har en god blanding af spillere der har god NFL-erfaring, endda Super Bowl-erfaring, og unge talenter på jagt efter storhed. Deres offensive linje er suveræn, det samme er deres cheftræner. Så har de en Carson Wentz der skal ud og bevise sit værd, og at han kan gøre Nick Foles kunsten efter. Eagles er for mig og se, et hold der på papiret kan gå i Super Bowl, og de kan også vinde den. Ligegyldigt hvilket AFC-hold de måtte møde. – Marc Skafte

Pittsburgh Steelers: Forsvaret er bedre end længe set
Forsvaret er vigtigere end længe, men det ser også mere lovende ud end længe. T.J. Watt var forrygende i anden halvdel af 2018, hvilket ville give Steelers et af ligaens bedste pass rush. Devin Bush er manden, der endelig kan erstatte Ryan Shazier som holdets store playmaker i midten af forsvaret. Og derudover er cornerback-gruppen endelig bestående af tre solide cornerbacks. Ingen af dem er stjerner, men de er alle til at stole på. For første gang i mange år får Ben Roethlisberger et ordentligt forsvar til at komplementere angrebet. – Teis Joranger

San Francisco 49ers: Shanahan er magiker og den defensive linje terroriserer modstanderne
Den største force hos 49ers er den defensive linje og det offensive geni på sidelinjen. Skal 49ers kæmpe sig til slutspillet, så skal Bosa, Buckner, Armstead og Thomas føre an og spille som en af ligaens bedste defensive linjer. Derudover skal Shanahan med sin taktiske forståelse rykke angrebet op blandt ligaens bedste 10. Trods den overvældende mængde af kedelige skader i 2018, så præsterede angrebet overraskende positivt spil. Med raske runningbacks, en rask quarterback og en god offensiv linje, så kan cheftræneren virkelig slå sig løs. Det kan give mange sejre. – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Russell Wilson og balance på angrebet
Trods det faktum, at Russell Wilson er holdets quarterback, valgte Seattle at løbe på 52% af deres offensive spil i 2018. Seattle var det eneste hold, der løb mere end 48,5% af tiden. Holdet havde ligaens bedste løbeangreb, men havde en tendens til at forlade sig på løbeangrebet. Det var mest tydeligt i nederlaget til Dallas Cowboys, hvor holdet var utroligt effektive i kastespillet, men blev ved med at løbe ind i Dallas’ defensive mur. Succes i 2019 kræver, at holdet bliver ved med at bruge den dygtige Chris Carson og talentfulde Rashaad Penny, men i højere grad slipper Russell Wilson løs. Quarterbacken er nu ligaens bedst betalte spiller, han kan skabe vanvittige spil, hvis han får lov. – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Har et eksplosivt angreb og bedre styr på defensiven
Buccaneers er i besiddelse af et meget dynamisk kasteangreb. De vil komme til at kunne flytte bolden og score mange point i denne sæson. Hvis Devin White er en superstjerne i midten af forsvaret allerede i sin rookie-sæson, og der er styr på den bagerste halvdel af forsvaret. Så kan Bucs måske være gode nok til at spille med om et wildcard. Man skal trods alt huske på, at Bruce Arians er en meget dygtig træner. – Mikkel Nielsen

Tennessee Titans: Talent hele vejen rundt
Titans er et af de hold, som jeg de seneste år har ventet på er slået igennem og nået toppen af NFL, men det er aldrig sket. I år er tilfældet dog det samme. Der er meget at kunne lide ved Tennesse. De har måske ikke det mest talentfulde hold i NFL, men når man kigger på deres startopstilling på papiret, har de kvalitet på næsten samtlige positioner, og høj kvalitet på mere end et par stykker. Hvis alle enheder kan fungere omkring deres topniveau, så tror jeg Titans kan blive en overraskelse og for alvor blive et af de farligte hold i NFL. – Jacob Graversen

Washington Redskins: Forsvaret er stærkt
Mens der er tvivl om, hvordan angrebet kommer til at se ud, og det er uvist, hvem der skal være quarterback for Redskins, ser forsvaret stærkt ud på langt de fleste pladser. På den defensive linje er der profiler som Jonathan Allen og Matt Ioannaidis, mens Ryan Kerrigan er en dygtig pass rusher. Derudover er der også en masse talent i secondaryen. Hvis forsvaret lever op til dets potentiale, skal Redskins nok vinde en håndfuld kampe. – Victor Risager