Som optakt til sæsonen bringer vi dig gennem hele august vores bidrag til en lang række emner. Vi starter serien med hvert holds mest betydningsfulde nye spiller, der ikke er rookie.

Arizona Cardinals: Marcus Gilbert, OT
Arizona Cardinals har en af ligaens dårligste offensive linjer. Sidste år virkede det til tider, som om de bevidst forsøgte at få deres quarterbacks skadet. Der er brug for voldsom forbedring, hvis ikke de skal sende Kyler Murray på hospitalet inden han kan nå at sige “set, hut”. Gilbert kan være en vigtig brik i den ligning, og den eneste betydningsfulde tilføjelse til den offensive linje. Den store tackle har døjet med skader, men holder han sig fra lægevognen kan han få stor betydning for angrebets succes. På forsvarssiden skal linebacker Justin Hicks bestemt nævnes, dog med præcis samme skadesforbehold. – Jacob Graversen

Atlanta Falcons: Jamon Brown, G
Det kunne også være James Carpenter, da disse to skal kæmpe om pladsen som holdets venstre guard, men Jamon Brown skaffede sig en kontrakt der signalerer “Jeg er her i noget tid”, mens Carpenter kan cuttes efter næste sæson. I Brown har man måske fundet en spiller, der kan hjælpe med at holde Matt Ryan oprejst i en hel kamp. Falcons tillod sjette flest pres på quarterbacken sidste år. – Nichlas Mohrsen

Baltimore Ravens: Earl Thomas, S
Holdets absolut største signing og en af dem, der får Ed Reed-fans til at savle en smule. Hans evner på banen er ud over det sædvanlige og han bør kunne løfte arven fra Eric Weddle, og endda præsterer bedre på banen. Uden for banen bliver det også spændende at se hans rolle som leder, da Ravens har mistet en del af deres erfarne kræfter på forsvaret. Kan han gå ind og fylde det ledelsesmæssige vakuum, som Suggs, Mosley og Weddle har efterladt, bliver det en helt igennem fantastisk signing. Et stort 10-tal fra mig. – Anders Kaltoft

Buffalo Bills: Mitch Morse, C
Quarterback Josh Allen har i Mitch Morse fået en ny center, han kan skabe et godt samarbejde med i mange år fremover. Alene dét er guld værd. Derudover kan Morse vel med rette kaldes en af de bedste i ligaen på sin position, og sidste år tillod han ikke et eneste sack på Chiefs’ quarterback Patrick Mahomes. Faktisk har den 27-årige center kun tilladt ét sack i sin fireårige karriere. Eneste bekymring? Morse har døjet en smule med skader de seneste par år. – Magnus Jølnæs

Carolina Panthers: Matt Paradis, C
Ryan Kalil stoppede sin glorværdige Panthers-karriere, og det efterlod et stort hul i midten af Panthers’ linje. Det blev dog prompte lukket i free agency, og det var nok ekstremt vigtigt for en Panthers-linje, der manglede kvalitetsspillere i 2018. Matt Paradis er en fuldgod erstatning, der har været utroligt god for Broncos, indtil han blev skadet undervejs i 2018. Paradis er strålende i løbespillet, og han har samme mobilitet, som var en af Ryan Kalils absolutte styrker. Han bliver en stor gevinst for en forhåbentligt forbedret offensiv linje. – Teis Joranger

Chicago Bears: Ha Ha Clinton-Dix, S
Chicago Bears skrev en 1-årig kontrakt med 26-årige HaHa Clinton-Dix som erstating for Adrian Amos, der røg videre til Packers. Clinton Dix er en playmaker, der har næse for at lave turnovers. Derudover har han aldrig misset en kamp i sin fem år lange NFL-karriere, dog kan der stilles spørgsmålstegn ved hans evne til at spille fysisk og villighed til at lave mange tacklinger. Clinton-Dix har i sine hidtil 80 NFL-kampe lavet 14 interceptions og havde i starten af 2018-sæsonen tre kampe i træk med en interception, hvilket også siger noget om det niveau han bringer til Chicago-forsvaret. HaHa Clinton-Dix har sammen med sin tidligere college-holdkammerat Eddie Jackson potentiale til at blive en ganske habil safety duo. – Mikkel Nielsen

Cincinnati Bengals: John Miller, G
Som Bengals-fan har man ikke lyst til at sige John Miller, men i mangel på tilgange og eftersom manden er projekteret til at starte, så han siges at være betydningsfuld. Samtlige fans af holdet sidder med krydsede fingre, for den højre side af Bengals offensive linje ser suspekt ud. Og det er pænt sagt. – Nichlas Mohrsen

Cleveland Browns: Odell Beckham Jr., WR
Ikke så meget at rafle om her. Uanset om man kan lide Odell eller ej, må man erkende, at han er et kæmpe talent. Giants’ quarterback Eli Manning har været alt andet end imponerende de sidste sæsoner, og alligevel har Odell grebet for ufattelige 5,476 yards på blot 59 kampe. Nu er han kommet til Browns, hvis quarterback Baker Mayfield har væsentlig mere krudt i armen end Eli. Browns har dog også flere munde at mætte med både Beckham, Jarvis Landry, David Njoku og Antonio Callaway på holdkortet. Læg dertil runningbacks Nick Chubb og Kareem Hunt (når han kommer tilbage efter sin otte kamps karantæne), der begge kan gribe bolden, og det bliver klart, at Odell måske ikke griber lige så mange bolde som hos Giants. Det gør ham dog ingenlunde til en dårligere og mindre betydningsfuld spiller. – Nikolaj Sattrup

Dallas Cowboys: Robert Quinn, EDGE
Cowboys gav Demarcus Lawrence en ny kontrakt, og derudover også en ny homie i Robert Quinn. Sammen kommer de til at udgøre en super farlig pass-rush duo. Quinn har godt nok haft lidt skadesproblemer, men 69 sacks over otte år i NFL er ganske stabilt, især hvis når man tænker på netop disse skader. – Lasse Meineche

Denver Broncos: Joe Flacco, QB
Hvordan kan det være andre end Flacco? Broncos har haft seriøse problemer på quarterbackpositionen de seneste år, og Flacco skal være manden, der bringer noget stabilitet til positionen. Flacco var sidste år på vej mod sin bedste sæson nogensinde, inden han blev skadet, og Broncos håber, at den tidligere Super Bowl MVP stadig kan spille op til det niveau, han viste tidligt i karrieren. Det er afgørende for Broncos’ succes i år. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Trey Flowers, EDGE
Trey Flowers, EDGE: Lions hentede en af de mest eftertragtede free agents i år i form af Trey Flowers, og han bliver den store profil på Detroits defensive linje. I 2018 var Lions’ pass rush blandt de dårligste i NFL, og det skal Flowers altså være med til at ændre på. Og selvom hans sacktotal i de seneste sæsoner ikke vidner om en fantastisk pass rusher, er han en af de mest komplette pass rushere i NFL. En anden vigtig tilføjelse er slotcornerback Justin Coleman, der skal hjælpe i opdækningen. – Victor Risager

Green Bay Packers: The Smiths, EDGE
Jeg snyder lidt og vælger de to gange Smith, som Packers hentede i free agency for at opgradere det udvendige pass rush. Za’Darius Smith og Preston Smith blev begge velbetalt for at erstatte og opgradere Nick Perry og Clay Matthews, der begge var ganske ineffektive i 2018. Preston Smith er lidt et uforløst talent, der i glimt har vist fantastisk lovende takter, men aldrig har fundet stabilitet over en længere perioder. Za’Darius Smith havde et strålende 2018, hvor han havde sit endelige gennembrud som en alsidig pass rusher på Ravens’ stærke forsvar. De to gange Smith ligner i hvert fald klare opgraderinger, der kan gøre Packers’ pass rush til et af ligaens bedste, når man parrer dem med Kenny Clark. – Teis Joranger

Houston Texans: Bradley Roby, CB
Texans havde en fin sæson i 2018, men i slutspillet blev det tydeligt, at der er mangler i Texans’ bagkæde. Texans’ bedst spillende cornerback i 2018 var Kareem Jackson, men nu når han er væk, bliver nyindkøbte Bradley Roby vigtig for forsvarets succes. Hidtil i karrieren har Roby været svingende, men Texans har brug for, at han præsterer. – Victor Risager

Indianapolis Colts: Justin Houston, EDGE
Houston bliver spændende at se i Eberfluss’ system, der er et udpræget 4-3 system, hvor Houston har spillet primært i 3-4 systemer hos Chiefs. I 2018 kom de fleste af Colts’ sacks fra indersiden og via blitzes, hvor Denico Autry og Darius Leonard var topscorerne med henholdsvis ni og syv sacks. Derfor giver det enormt meget mening, at Houston har fået en toårig kontrakt til fornuftige penge, da han tilføjer et våben i forsvarsarsenalet, som de ikke havde i forvejen, fordi han netop kan presse quarterbacken fra ydersiden. Den eneste rynke ved Houston er, at han, pga. skader, er gået glip af 21 kampe siden monstersæsonen i 2014, hvor han førte ligaen med 22 sacks. – Anders Kaltoft

Jacksonville Jaguars: Nick Foles, QB
Jacksonvilles mulighed for at konkurrere om en Super Bowl er ved at rinde ud, så holdet har spenderet stort på at erstatte deres største problem, Blake Bortles. Foles fik en kæmpe kontrakt og giver Jaguars-fans håb om, at de nu ikke er 100% afhængige af, at forsvaret spiller på et tæt på umenneskeligt niveau. – Anders Kaltoft

Kansas City Chiefs: Frank Clark, EDGE
Chiefs sagde i free agency farvel til både klublegenden Justin Houston (Colts) og Dee Ford (trade med 49ers). Det efterlod klubben særdeles svag på edge rusher-positionen. Derfor indgik Chiefs en stor byttehandel med Seahawks og fik fingrene i Frank Clark. 26-årige Clark er en fremragende pass rusher og havde senest 13 sacks i 2018. Han bliver en kæmpe gevinst for Kansas Citys forsvar. Tilgangen af S Tyrann Mathieu skal også nævnes efter Eric Berrys afgang. – Alexander Paaske

Los Angeles Chargers: Thomas Davis, LB
Chargers var ikke ligefrem hyperaktive i free agency, hvor det kun blev til et par nævneværdige signings, men trods sin alder kan Davis alligevel vise sig at blive en yderst afgørende en af slagsen. Chargers havde store problemer på linebackerpositionen i sidste sæson, primært pga. skaden til Denzel Perryman, og her kan Davis både tilføje dybde, lederskab og hjælpe med at udvikle en gruppe, hvor Davies er den eneste over 27. – Anders Kaltoft

Los Angeles Rams: Eric Weddle, S
Rams havde et forholdsvist roligt forår med begrænset udskiftning. De var dog hurtige til at sikre sig Eric Weddle, da han noget overraskende blev fritstillet af Baltimore Ravens. Den 34-årige safety er en fantastisk leder, der på sine ældre dage lever på en utrolig spilintelligens og deraf ofte styre og justerer forsvaret helt op til snappet. Det bliver interessant at se, hvilken rolle han skal spille i Wade Phillips’ forsvar, men jeg forventer, at han bliver en afgørende brik i at give Rams’ secondary flere nuancer. Måske kan han også hjælpe med at få Marcus Peters tilbage på sporet, så han igen kan være blandt ligaens absolut bedste, som vi så i 2015 og 2016. – Teis Joranger

Miami Dolphins: Josh Rosen, QB
Josh Rosen er måske ikke det største navn på denne liste, men han beskriver meget godt, hvad Dolphins har gang i. De har det nemlig helt fint med at tabe en masse kampe i 2019, og mens de gør det, kan de alligevel se den 22-årige quarterback an og altså tage en chance med Rosen, der altså blev valgt i første runde af draften i 2018. Rosen har en chance for at blive fremtidens quarterback i Miami, men hvis ikke han vinder mange kampe, kan Dolphins blot tage hans afløser i næste års draft – noget, der vil passe Dolphins helt fint. – Victor Risager

Minnesota Vikings: Josh Kline, G
Der er ingen tvivl om at den offensive linje skal præstere på et væsentlig  højere niveau, hvis Minnesota Vikings skal have en chance for at udnytte deres fulde potentiale og indfri deres Super Bowl-drømme. Guarden Josh Kline er holdets eneste størrer nye tilgang i Free Agency, og det bliver hans ansvar, sammen med den mere erfarne tackle Riley Rieff, at lede resten af en meget ung offensiv linje, der i denne sæson står med et kæmpe ansvar på deres skuldre. Vikings nye o-line træner Rick Dennison har kun haft rosende ord om Vikings nye guard, men har heller ikke lagt skjul på at han håber på¨at de erfarne spillere vil bringe lederskab til en ung linje. Kline kommer til at spille en vigtig rolle i den proces. – Marc Skafte

New England Patriots: Michael Bennett, EDGE
Michael Bennett skal ind og fylde hullet som Trey Flowers efterlod, da han skiftede til Detroit Lions i free agency. Selvom Bennett er 33 år gammel, har han stadig har lidt brændstof tilbage i tanken. Hos Philadelphia Eagles sackede han quarterbacken ni gange og havde dertil 30 quarterback hits i 2018-sæsonen. Trey Flowers førte til sammenligning Patriots i begge kategorier sidste år med 7,5 sacks og 20 quarterback hits. Patriots har en meget talentfuld bagkæde, og hvis Bennett og resten af den defensive linje kan få lagt pres på modstandernes quarterback, kan Patriots’ forsvar blive rigtig giftigt i 2019.– Nikolaj Sattrup

New Orleans Saints: Jared Cook, TE
Fra 2011 til 2014 var Jimmy Graham en af NFL’s bedst tight ends. Hvor spiller han dér? I New Orleans Saints. Siden har klubben ledt efter en reel erstatning, og det har de nu fundet. Jared Cook havde to rigtig gode år i Oakland, og han giver Drew Brees endnu et stærkt våben ud over Michael Thomas. – Alexander Paaske

New York Giants: Kevin Zeitler, G
Kevin Zeitler. Kevin Zeitler er en klasse-guard som giver Giants noget stabiliet og lederskab på den offensive linje. Sidste år var han den bedste af alle guards i ligaen i pass-protection. Sammen med Will Hernandez og Jon Halapio giver det en stabil linje som forhåbentlig kan beskytte gamle Eli. – Lasse Meineche

New York Jets: Le’Veon Bell, RB
Le’Veon Bell var den store historie i free agency dette forår, efter Bell sad ude hele sidste sæson på grund af utilfredshed med situationen hos Steelers. Bell er en kæmpe opgradering på runningback-positionen for Jets, og han bliver vigtig for holdets unge quarterback Sam Darnold i de næste sæsoner. – Magnus Jølnæs

Oakland Raiders: Antonio Brown, WR
Amari Cooper blev efter manglende succes hos Raiders i 2018 byttet til Dallas Cowboys og i resten af sæsonen var en pensionsklar Jordy Nelson og andre ikke-nævneværdige receivere samt Jared Cook de eneste tilbageværende våben for Derek Carr. Styrkelsen af receiverpositionen med Tyrell Williams og især Antonio Brown er vigtig for det Gruden-ledede angreb, hvis Derek Carr – og resten af holdet – skal fremstå som en quarterback Raiders kan få succes med. – Dennis Cordsen

Philadelphia Eagles: Jordan Howard, RB
Eagles har i denne offseason fået flere spændende spillere ind på holdet. De har hentet den talentfulde Malik Jackson, en spændende linebacker i Zach Brown og så er det blevet til en kærlig genforening med fanfavoritten DeSean Jackson. Det er dog et andet sted jeg kigger hen, for Eagles har i denne offseason lavet et af de potentielt største “steals”, da de formåede at hente runningbacken Jordan Howard i Chicago Bears for en slik. Howard er ung, talentfuld, passer perfekt i klubben og vil være en afgørende faktor for Eagles angreb, ikke bare i år, men mange år ude i fremtiden. Personligt syntes jeg at Howards tilgang er gået lidt under radaren, i forhold til hvor afgørende hans tilgang kan være for klubben og hans egen karriere. Han går et stort år i møde. – Marc Skafte

Pittsburgh Steelers: Steven Nelson, CB
Der er store chancer for, at den mest betydningsfulde tilgang for Steelers bliver rookie-linebacker Devin Bush. Men da han netop er rookie, bliver han fravalgt pga. den store usikkerhed, rookies ofte bringer. I stedet falder valget på Steven Nelson, der er kommet til for at styrke Steelers’ cornerback-gruppe. Sidste år var Steelers’ secondary et stort problem, og selvom Nelson kun er en gennemsnitlig cornerback, er gennemsnitlig markant bedre end, hvad Coty Sensabough præsterede i 2018. Hvis Steelers endelig har en nogenlunde pålidelig secondary, kan forsvaret bliver ganske godt. – Teis Joranger

San Francisco 49ers: Dee Ford, EDGE
49ers har haft store problemer med at nå ind til modstandernes quarterbacks og få dem nedlagt. Trods masser af valg tidligt i draften til den defensive linje de seneste år. De var i den kedelige ende af sacktabellen, men forsøger at ændre den tendens med tilføjelsen af Dee Ford. Den unge, eksplosive forsvarsspiller kan på sine bedste dage ligne en fremragende forsvarsspiller, men han har en god del udfald. Derfor bliver det spændende at se, om han kan leve op til den store kontrakt han har fået i San Franciscos bugt. Valget af Nick Bosa som nummer to i draften kan afhjælpe en skuffende sæson fra Ford, men 49ers har satses stort på, at den tidligere Kansas City Chiefs-spiller kan løfte hele forsvarets niveau. – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Jason Myers, K
Seahawks har forhåbentlig endelig fået styr på deres kicker-situation. Efter holdet lod den pålidelige Steven Hauschka gå i free agency har forsøg med Blair Walsh og Sebastian Janikowski slået fejl og det har kostet flere sejre. Myers var blandt ligaens bedste kickere i fjor, og han har fået en betydelig kontrakt i Seattle, der tror han kan hjælpe dem til slutspillet. Ezekiel Ansah kan også være værdifuld, men han er på vej ind i karrierens efterår med en kedelig skadeshistorik i bagagen, så Myers er det mere sikre kort i denne sammenhæng. – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Shaquil Barrett, EDGE
Barrett passer perfekt ind i det nye 3-4 forsvarssystem, Buccaneers er ved at implementere. Han er en af de bedre forsvarsspillere i ligaen til at stoppe løbet, og vil derfor være en værdifuld tilføjelse til en defensiv, der mildest talt havde det svært i sidste sæson. Et af de mere undervurderede aspekter af Barrett’s spil er, hvor fantastisk han er på special teams, hvor han står noteret for et par blokerede spark i karrieren. Alt i alt er Barrett en klog spiller, der ofte er i god position på den defensive linje. Det bliver utroligt spændende at følge hans udvikling, når han nu får mulighed for at blive 1. valg på OLB. – Mikkel Nielsen

Tennessee Titans: Rodger Saffold, G
Den mest betydningsfulde afgang fra Los Angeles Rams, bliver den mest betydningsfulde tilgang i Tennessee. Titans har med tilføjelse af guard Rodger Saffold efterhånden samlet en af ligaens mest solide offensive linjer. Saffold var sidste år blandt ligaens bedste guards og skal erstatte Josh Kline, det er i den grad en opgradering. Saffold er dygtig i kastespillet, men er lige så god til at blokere i løbespillet. Han bliver en vigtig mand i forhold til at beskytte Marcus Mariota og åbne huller til den stærke runningback Derrick Henry. – Jacob Graversen

Washington Redskins: Landon Collins, S
Landon Collins blev NFL’s bedst betalte safety, da Redskins hentede ham. Det virkede umiddelbart for dyrt for Collins, men i Redskins har de brug for, at han bliver en stor profil. Foruden Collins har de nemlig blot Montae Nicholson af kendte navne på safety, da de har vinket farvel til HaHa Clinton-Dix og D.J. Swearinger. – Victor Risager