Som optakt til sæsonen bringer vi dig gennem hele august vores bidrag til en lang række emner. Denne gang tager vi de pessimistiske briller på, og fortæller dig, hvorfor netop dit hold får en elendig sæson.

NFL-sæsonen kan skimtes for enden af den mørke off season-tunnel, og på Gul Klud varmer vi blandt andet op til sæsonen ved at kigge på en lang række emner.

Læs også:
Mest markante tilgang til alle hold
Mest markante afgang fra alle hold
Mest undervurderede spiller fra alle hold
Mest overvurderede spiller fra alle hold
Mest interessante rookie fra alle hold
Største breakout-kandidat fra alle hold
Fræk forudsigelse for alle hold

Arizona Cardinals: Kliff og Kyler er ikke klar til NFL; Forsvaret er for usikkert
Fordi holdets nye træner og quarterback simpelthen ikke er klar til NFL. Kliff Kingsbury havde ikke den største succes i college trods et underholdende angreb, der meget vel ikke fungerer i NFL. Kyler Murray er for lille og spillestilen fører til flere problemer end succeser for den unge quarterback – man skal ikke drage for mange konklusioner ud fra preseason, men det har ikke set godt ud de første to uger. De unge receivere skal bruge lang tid på at vende sig til NFL, og det eneste stabile mål er snart 36-årige Larry Fitzgerald. Patrick Peterson er ude med karantæne i seks kampe, hvilket gør den bagerste kæde hullet som en si, mens linebackerne enten er for gamle eller for skadede til at hjælpe til mod løbet eller kastet. – Jacob Graversen

Atlanta Falcons: Forsvaret er ikke til at stole på
På den defensive linje er der vel egentlig kun Grady Jarret og Jack Crawford, der er værd at stole på – Jarret noget mere end Crawford, da sidstnævnte har været både op og ned i sin NFL karriere. Af pass rushere er der Takk McKinley. Udover det, er der ikke meget pres fra den defensive linje. Falcons forsvaret – anført af Dan Quinn i år – skal være kreative for at skabe pres på modstanderens quarterback. – Nichlas Mohrsen

Baltimore Ravens: For meget hænger på en ung quarterback
Lamar Jacksons udvikling går for langsomt, den offensive linje spiller dårligt, og forsvaret falder i niveau. Det hele afhænger ekstremt meget af Lamar, der kan redde en hel del, hvis en af de to andre aspekter ikke præsterer. – Anders Kaltoft

Buffalo Bills: Josh Allen kan ikke gøre det hele selv
Man har forsøgt at give den unge quarterback nogle våben at kaste til, men Cole Beasley er altså ikke særlig sexet. Det samme kan siges om runningback-gruppen, der blandt andet byder på efterhånden ufarlige LeSean McCoy og tudsegamle Frank Gore. Hvis ikke Josh Allen viser et kæmpe skridt frem i denne sæson bliver det svært for Bills, der ikke kan sætte sin lid til, at angrebet holder dem inde i kampene. – Magnus Jølnæs

Carolina Panthers: Kasteforsvaret er ikke opgaven voksen
Panthers’ forsvar skifter til et nyt system, og det er spændende, men der vil i 2019 blive stillet store krav til unge spillere. Pass rushet bliver meget afhængigt af, at rookie Brian Burns kan levere pres. Hvis han ikke er klar, kan quarterbacks føle sig lidt for godt tilpas mod Panthers. Den usikkerhed kombineret med en ung secondary, der ikke har ret meget dybde, kan det risikabelt. Holdet håber på, at Donte Jackson bygger videre på sin rookie-sæson, og James Bradbury finder den sidste stabilitet, men hvis de ikke gør det, kan kasteforsvaret være i problemer. – Teis Joranger

Chicago Bears: Forsvaret falder i niveau – og hvem er kicker?
Holdet har mistet Vic Fangio, og det vil kunne mærkes på forsvaret i 2019. Det er utroligt svært at opretholde et så højt defensivt niveau som Bears viste sidste år. Derfor falder forsvaret lidt i niveau, og angrebet er ikke gode nok til at vinde kampe alene for holdet. Derudover er kicker-situationen også stadig et stort spørgsmålstegn, hvilket også kan være med til at tabe et par kampe. – Mikkel Nielsen

Cincinnati Bengals: Den offensive linje ved dårligt, hvordan hinanden ser ud
Fordi den offensive linje er skudt sønder og sammen. Der skal spilles to nye guards ind ved siden af andenårsspilleren Billy Price, og Hart får lov at starte i den kommende sæson på højre tackle. Det betyder, at Dalton skal af med bolden hurtigt, for ikke at blive sacked, men der findes ikke en quarterback, der har så hurtigt et aftræk. – Nichlas Mohrsen

Cleveland Browns: For afhængig af Baker Mayfield
Der er flere ting, der kan gå galt. Først og fremmest er Browns ikke et hold, der er vant til at vinde. 2018 var den 11. sæson i streg uden flere sejre end nederlag, og det tager tid at opbygge en vindermentalitet. Den offensive linje kan også blive et problem, efter den fremragende guard Kevin Zeitler blev tradet til New York Giants. Angrebet kører gennem Baker Mayfield, og hvis han ender på ryggen, får holdet problemer. Selv hvis han fortsætter sit flotte spil fra sidste år, har holdet ikke en chance, hvis ikke Browns’ forsvar forbedrer sig efter at have tilladt 24,5 points per kamp i 2018. – Nikolaj Sattrup

Dallas Cowboys: Jason Garrett er det svageste led
Tror vi virkelig på at Jason Garrett kan føre Cowboys, eller et hvilket som helst andet hold langt i slutspillet? Cowboys har et solidt hold, men en kæde er ikke stærkere end det svageste led, og når den titel tilfalder træneren, ja så ser det skidt ud i dagens NFL. Jeg har aldrig haft særligt meget fidus til Jason Garrett som cheftræner, og jeg kunne godt frygte på Cowboys’ vegne, at han bliver manden, der gør de ikke udløser potentialet. – Lasse Meineche

Denver Broncos: Angrebet kan ikke score point
Joe Flacco er en middelmådig quarterback, og angrebet mangler playmakere. Derudover skal holdet bruge ekstra tid på at finde ind i det nye angrebssystem, der følger med, når der kommer en ny ung offensiv koordinator. Hvis ikke forsvaret bliver det absolut bedste i NFL kommer angrebet ikke til at kunne følge med modstanderne, og så bliver det en lang sæson. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Matt Patricia har mistet omklædningsrummet
I 2018 var der forlydender om, at cheftræner Matt Patricia ikke var alle spillernes kop te, og at hans old school-metoder ikke faldt i god jord. Det er aldrig godt, når en cheftræner mister omklædningsrummets opbakning, og medmindre der er kommet andre boller på suppen over sommeren, kan Lions komme ind i ond spiral, der ender med en fyring til Patricia. – Victor Risager

Green Bay Packers: Matt LaFleur er ikke svaret
Efter endelig at have skiftet Mike McCarthy ud, forventer mange, at angrebet bliver bedre. Men Matt LaFleur imponerede ikke synderligt hos Titans sidste år, så hvem siger, at hans angreb vil være bedre for Rodgers. Generelt har Rodgers aldrig været super skarp på play action, som er en stor del af LaFleurs angreb, så måske passer de i virkeligheden dårligt sammen. – Teis Joranger

Houston Texans: Den offensive linje er noget skrammel
Den offensive linje var ganske enkelt forfærdelig i 2018, og de nye tilgange ser ikke ud til at kunne løfte niveauet betragteligt i den kommende sæson. Matt Kalil ligner holdets venstre tackle – yikes. Hvis ikke den er blevet bedre, må quarterback Deshaun Watson igen løbe for sit liv, og – i værste tilfælde – kan det resultere i en alvorlig skade til ham. – Victor Risager

Indianapolis Colts: Alt ramler uden Luck
Andrew Luck har stoppet karrieren og med det hænger Colts’ sæson i en tynd tråd. Hvis ikke trænerne lykkes med at få det maksimale ud af Jacoby Brissett kan det blive en lang sæson. – Anders Kaltoft

Jacksonville Jaguars: Foles falder igennem
Jags har satset meget på den gamle opbygning, dvs. forsvaret, og givet Foles’ børnebørns børnebørn økonomisk sikkerhed. Men Foles har endnu til gode at vise, at han kan holde niveauet i en hel sæson (uden Chip Kelly), og absurd gode forsvar har bare svært ved at holde niveaet. Det så vi sidste år, og vi har set det igennem NFL’s historie. Det holder ikke længe. – Anders Kaltoft

Kansas City Chiefs: Patrick Mahomes kommer ned på jorden; For meget uro omkring holdet
Patrick Mahomes kan ikke kopiere sin vanvidssæson, Tyreek Hill-sagaen har skabt for meget uro, og fraværet af forsvarets to største ledere, Eric Berry og Justin Houston, kan ikke opvejes af de nytilkomne spillere som Frank Clark og Tyraan Mathieu. Derudover er Andy Reid altid på herrens mark, når han er under størst pres. Det koster igen rigtig dyrt, når det spidser til. – Alexander Paaske

Los Angeles Chargers: Forbandelsen
Det er som om, at football-guderne bare er lidt hårdere ved Chargers end nogle af de andre gode hold for hvert år bliver de bare ramt af skader til deres helt store spillere. Det vil også være baggrunden for nederlagene i dette scenarie. Der er allerede spørgsmålstegn ved linjen og den absolutte profil på forsvaret, Derwin James, er måske ude i hele sæsonen. Samtidig har Anthony Lynn endnu ikke bevist sine evner, og kan også være en kilde til nederlag. Truppen, uden skader, derimod er en af ligaens dybeste. – Anders Kaltoft

Los Angeles Rams: Den offensive linje hæmmer McVay og gør Goff usikker
Største bekymring for Rams må være den offensive linje. Specielt indvendigt på linjen er spillerne ganske uprøvede, og hvis Joseph Noteboom og Brian Allen ikke er klar til at løfte opgaven, kan det give store problemer. For hvordan ser Rams-angrebet ud, hvis de ikke kan løbe bolden ret effektivt indvendigt? Begrænser det mulighederne for play action, og vil et niveau fald gøre Jared Goff mere usikker i lommen? Han er i forvejen ikke ret dygtig til at håndtere pres. – Teis Joranger

Miami Dolphins: Fordi det er bedst for dem
Det bedste for Dolphins vil være at tabe så mange kampe som muligt i 2019. Det vil nemlig give dem en chance for at vælge fremtidens quarterback i 2020-draften, hvor de efter alt at dømme vil få et højt valg. Det er også derfor, at de har afskibet en hel del talent dette forår – de er nemlig i gang med en stor genopbygning. Af grunde indenfor kridtstregerne kan man pege på quarterbackpladsen, den offensive linje, løbespillet, receiverne, den defensive linje og linebackergruppen – ja, faktisk alle positioner undtagen secondaryen. – Victor Risager

Minnesota Vikings: Den offensive linje er ikke moden nok
Det er i mine øjne kun et kedeligt, men også sikkert svar, og det er at den offensive linje ikke er moden nok. Faktisk så umoden at den falder sammen om ørene på Kirk Cousins. På papiret ser den formentlige startende offensive linje spændende ud, men dens succes afhænger af meget unge spillere, der alle skal ind og løse en stor opgave. Skulle skader indtræffe, så er der for mig at se bekymrende lidt dybde at trække på. Den offensive linje vil forblive Vikings store akilleshæl, og begynder skaderne at indtræffe tidligt, så er der lagt op til en potentiel katastrofe. – Marc Skafte

New England Patriots: De kan ikke sacke modstandernes quarterback
Den største trussel er selvfølgelig, at alderen endelig indhenter Tom Brady. Men sådan har det været de sidste 4-5 sæsoner, så lad os flytte fokus andetsteds. Patriots får problemer, hvis ikke man finder en måde at få fat på quarterbacken. Udover Trey Flowers og Adrian Clayborn, der begge er fortid i klubben, fik ingen Patriots-spiller pres på quarterbacken mere end 30 gange i 2018. 33-årige Michael Bennett er kommet til, men han fixer næppe problemerne alene. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, hvem Brady skal kaste bolden til udover Julian Edelman. Josh Gordon kommer måske tilbage, men ellers afhænger meget af førsterundevalget N’Keal Harry og preseason-stjernen Jakoby Meyers. – Nikolaj Sattrup

New Orleans Saints: Tingene hober sig op
De zebrastribede spøgelser driver gæk med Saints-spillernes mentale tilstand. Drew Brees har tabt kampen til ‘Father Time’. Cameron Jordan er eneste mand, der for alvor gør en forskel på forsvaret – og det koster dyrt. Max Ungers karrierestop svækker den offensive linje mere, end det var både ventet og frygtet. Ja, alle de spørgsmålstegn, der er omkring mandskabet, ender med et negativt udfald. Og så er der pludselig langt til slutspillet. – Alexander Paaske

New York Giants: Holdet har INTET pass rush
Giants’ pass-rush er et stort spørgsmålstegn inden denne sæson. Udover Markus Golden har ingen spillere over 6,5 sacks. Giants havde næstfærrest sacks sidste år, og alligevel smider man sin bedste pass-rusher væk. Noget uforståeligt. Samtidig har Eli Manning ikke leveret på et stabilt niveau i flere sæsoner nu, og spørgsmålet er om ikke han er færdig. – Lasse Meineche

New York Jets: Head coach Adam Gase
Jeg begriber ikke, hvor Jets ansatte Adam Gase som head coach. I Miami troede de, at han kunne fikse Ryan Tannehill, men hans ry som quarterback guru må snart have svært ved at klæbe sig fast til ham. I New York håber man, at Gase kan gøre Sam Darnold til den næste store quarterback i New York, men jeg tvivler på, at det i så fald vil være Gases fortjeneste. – Magnus Jølnæs

Oakland Raiders: Hvor skal vi starte?
1. De har Jon Gruden som Head coach. 2. De har ansat Tom Cable som offensiv linjetræner. 3. Deres forsvar er voldsomt uprøvet på alle de væsentligste positioner.. 4. Deres startende tight end ville ikke have været sikker på at klare cuttet på 25+ af de andre hold. 5.Derek Carr er en middelmådig quarterback – måske værre. Overall: Der er virkelig mange gode grunde til, at Raiders bør tabe i 2019-sæsonen – Dennis Cordsen

Philadelphia Eagles: Bagkæden er for uprøvet
I mine øjne står meget og falder med hvordan Eagles secondary, og specielt cornerbacks spiller i år. Flere potentielle startere er relativt ubeskrevede blade, og deres mangel på dybe gør dem sårbare- Frygten hos Eagles fans bør derfor være, at bunden går ud af deres secondary, og at de begynder at lukke rigtigt mange point ind per kamp. Katastrofen indtræffer dog først, hvis det bliver en tendes der bliver gennemgående for sæsonen. Det vil svække deres ellers farlige pass rush på sigt, og på trods af at Eagles har et super potent angreb, vil det være en kæmpe mundfuld, hvis Wentz & co. skal indhente store føringer hver eneste søndag. Helt ærligt tror jeg ikke på, at bunden fuldstændigt kan falde ud af holdet, men spiller deres secondary under middel igennem hele sæsonen, så kan være nok til at de ikke vinder divisionen, og bliver nødt til at kæmpe om en wild card-plads. – Marc Skafte

Pittsburgh Steelers: Big Ben mangler receivere og forsvaret forbliver middelmådigt
Man kan ikke erstatte en spiller som Antonio Brown, og det kan sagtens blive dyrt for Steelers. Hvis Donte Moncrief forbliver gennemsnitlig, og hverken James Washington eller Diontae Johnson forløser potentialet, så mangler Steelers våben at kaste til. Hvis det er tilfældet, så skal forsvaret være markant bedre, hvis ikke sæsonen skal blive en fiasko, og er det virkelig det? Steven Nelson og Devin Bush er de to eneste nye startere, og Bush har aldrig spillet et snap i NFL. Det er langt fra garanteret forbedring. – Teis Joranger

San Francisco 49ers: Jimmy Garoppolo skuffer og forsvaret falder sammen
Jeg er en af dem, der endnu ikke er solgt på Jimmy G som franchise-quarterback. Formår han ikke at hæve sit niveau, kan det blive svært for holdet. Selv om Kyle Shanahan er dygtig, så er det svært at vinde i NFL, hvis ikke quarterbacken leverer. Specielt da forsvaret ikke nødvendigvis selv kan skaffe mange sejre. Der er talent på den defensive linje, men resten af forsvaret har signifikante mangler. San Francisco kan umiddelbart kastes i stykker, og hvis Jimmy G ikke kan tage styring og sætte mange point på tavlen, så kommer nederlagene til at ramme tungt. – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Forsvaret kommer til at sejle
Mange af mine bekymringer omkring holdet omhandler forsvaret. Det virker næsten som utopi at sige, efter det længe har været holdets helt store styrke. Seahawks har ligaens måske bedste linebackerkæde, men derudover ser det meget usikkert ud. Seattle mangler i høj grad noget pass rush efter en handel sendte Frank Clark til Kansas City. Holdets bagerste kæde har spillere, der har vist at de hører til i NFL, men ikke meget mere end det. Det kan nemt blive en lang sæson for forsvaret, hvis ikke flere spillere virkelig overrasker. – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Forsvaret er stadig for dårligt
Selvom Bucs har hyret Bruce Arians, der er en fantastisk offensiv træner, så var deres angreb allerede ganske godt i 2018. Selvom holdet havde flest kasteyards af alle hold i ligaen til sammen, så endte sæsonen alligevel med skuffende 5-11. Forsvaret er nødt til at forbedre sig markant, ellers slutter Bucs også med 5-11 eller værre i 2019. – Mikkel Nielsen

Tennessee Titans: Marcus Mariota
Fordi Marcus Mariota er for meget skadet, og når han er rask, har han simpelthen ikke bevist, at han er god nok uge efter uge. Han kan bestemt ramme gode dage, men der er for langt mellem dem. Titans har gode spillere på rigtig mange positioner, men quarterbacken er bare den vigtigste og den, der ofte har størst indflydelse på kampene. – Jacob Graversen

Washington Redskins: Uvished på quarterback-pladsen
Hvem skal være Redskins’ quarterback? Colt McCoy? Case Keenum? Dwayne Haskins? Det bliver en af de tre, og de to første kandidater giver mig ikke meget tro på, at Redskins skulle vinde mange kampe i 2019. Den tredje mulighed, rookien Dwayne Haskins, ser ikke ud til at starte sæsonen som starter, men må på et eller andet tidspunkt få spilletid. Det er ikke godt, at der er uvished på banens vigtigste plads, og når de mest sandsynlige startere er Colt McCoy eller Case Keenum er det heller ikke kønt. – Victor Risager