Som optakt til sæsonen bringer vi dig gennem hele august vores bidrag til en lang række emner. Vi kigger i denne artikel nærmere på den største breakout-kandidat fra hvert hold.

NFL-sæsonen kan skimtes for enden af den mørke off season-tunnel, og på Gul Klud varmer vi blandt andet op til sæsonen ved at kigge på en lang række emner. Det er blevet tid til at se nærmere på den største breakout-kandidat for alle 32 hold.

Læs også:
Mest markante tilgang til alle hold
Mest markante afgang fra alle hold
Mest undervurderede spiller fra alle hold
Mest overvurderede spiller fra alle hold
Mest interessante rookie fra alle hold

Arizona Cardinals: Christian Kirk, WR
Arizona har mange receivere på holdet, men den mest spændende er nok Christian Kirk, der sidste år blev valgt i anden runde af draften. Den 22-årige angrebsspiller havde en fin rookiesæson med tanke på, at han blot spillede 12 kampe (syv af disse fra start). Med Kliff Kingsbury ved roret kommer der et andet angrebssystem til ørkenen, som jeg tror kan passe godt til den vævre receiver. Larry Fitzgerald er ved at være oppe i årene, men skal nok producere. Jeg tror dog, at Kirk kan ende med at blive Arizonas bedste receiver, når sæsonen er gennemspillet. – Jacob Graversen

Atlanta Falcons: Isaiah Oliver, CB
Robert Alford og Brian Poole har begge forladt holdet, og i deres fravær skal Falcons erstatte de 1.800 snaps, som de tilsammen spillede. Det er en heftig opgave, men Falcons hentede netop Isaiah Oliver ind til denne opgave. Oliver så spændende ud i sidste sæson, og nu skal han på fuld tid dække positionen som højre cornerback modsat Trufant. – Nichlas Mohrsen

Baltimore Ravens: Matthew Judon, OLB
Jeg havde sat Judon til at få sit gennembrud sidste år. Det skete også næsten med otte sacks, og fortsætter han med at bygge på den sæson, så kan Judon godt forvente at få kastet en masse pengesække i favnen efter nytår. Det bliver dog næppe i Ravens, der har en tendens til at lade andre hold betale dyrt for deres pass rushers. Det har vi bl.a. set med Z’Darius Smith og den netop hjemvendte Pernell McPhee. – Anders Kaltoft

Buffalo Bills: Josh Allen, QB
Allen er det nemme svar. Han spillede bedre end mange forventede i sin rookie-sæson sidste år, og med endnu et år på bagen skal han tage et stort skridt fremad. Allen har fået opgraderet sine receivere før denne sæson, og der skulle være rig mulighed for, at han kan vise sin raket af en arm frem, hvis ellers han kan lade være med at løbe bolden. – Magnus Jølnæs

Carolina Panthers: Curtis Samuel, WR
På forsvaret kunne man pege på Donte Jackson, men da kun én spiller kan vælges, bliver Curtis Samuel manden. Den hurtige receiver er mest blevet brugt som gadget-spiller i de første to sæsoner, men i løbet af 2018 viste han bedre og bedre evner som ruteløber. De gode takter skulle efter sigende være fortsat i træningslejren, og han ligner et giftigt og vigtigt våben for Panthers i 2019. – Teis Joranger

Chicago Bears: Roquan Smith, ILB
Smith blev blot bedre og bedre i løbet af sin rookie-sæson, hvor han vel sagtens havde sin bedste kamp mod Eagles i Wildcard-runden. Han er virkelig dygtig i opdækningen, og fik udover dette lavet flotte 5 sacks, hvilket må siges at være aldeles fremragende for en inside linebacker i sit første år. Efter at have set afslutningen på 2018 for Smith, kan man næsten kun forestille sig at han for alvor får et gennembrud i 2019. Smith lavede i alt 121 tacklinger i sin første sæson. Det er flest tacklinger af en Bears-rookie siden, Urlacher gjorde det i 2000, hvilket også lover godt for Roquan Smith’s fremtid. – Mikkel Nielsen

Cincinnati Bengals: John Ross, WR
John Ross er nødt til at have en god sæson i år. Efter to dårlige sæsoner, skal han til at bevise, at han var værd at vælge med #9 valget. En frisk A.J. Green og en Tyler Boyd i hopla trækker forhåbentlig noget fokus væk fra den hurtige receiver, der dermed får plads til at bruge sin fart. – Nichlas Mohrsen

Cleveland Browns: Larry Ogunjobi, DT
Der er andre mere velkendte kandidater (fx tight end David Njoku), men jeg har valgt at gå lidt under radaren. Ogunjobi havde en fin start på sæsonen med gode kampe mod Steelers, Jets og Chargers. Efter fire sacks i de første syv kampe, gik gassen af ballonen for Ogunjobi, der også måtte døje med en overreven biceps. I år er han skadesfri og har bedre arbejdsforhold, efter Browns erstattede Emmanuel Ogbah og Trevon Coley med Oliver Vernon og Sheldon Richardson. Han er ingen fremtidig All-Pro, men han kan blive endnu en solid spiller i Browns’ forsvar. – Nikolaj Sattrup

Dallas Cowboys: Leighton Vander Esch
Leighton Vander Esch har allerede bevist sig som en dygtig linebacker, men jeg kunne godt se ham tage endnu et stort skridt og virkelig sementere sig som en af ligaens store profiler på positionen. – Lasse Meineche

Denver Broncos: Courtland Sutton, WR
Sutton blev taget af Broncos i anden runde af draften sidste år, og leverede en solid sæson som rookie med over 700 yards. Hans største problem har været gribe de bolde, der blev kastet hans vej, men kan han forbedre det kan han blive et monster at skulle op imod. Især fordi Emmanuel Sanders formentlig stadig kommer til at være holdets WR1, og Sutton kan dermed se frem til lidt nemmere modstand. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Tracy Walker, S
Detroit Lions mistede safety Glover Quin i foråret, da han gik på pension, og de brugte hverken free agency eller draften til at finde en ny safetymakker til Quandre Diggs. I stedet skal den nye startende safety findes indefra, og det kan være Tracy Walkers gevinst. Den 22-årige safety kom fra en lille skole og spillede en lille rolle i sin rookiesæson, men viste glimt af talent. I 2019 forventer jeg, at han får en større rolle, hvor han kan bevise sine kvaliteter. – Victor Risager

Green Bay Packers: Jaire Alexander, CB
En af de spillere, jeg glæder mig allermest til at se i hele ligaen, er Jaire Alexander. Den fyrige og trashtalkende cornerback havde en rigtig lovende rookie-sæson, og 2019 bør blive hans helt store gennembrud. Hans bedste kampe sidste år var allerede på et utorligt højt niveau, og det handler bare om at finde stabilitet. Jeg forventer store ting af den rapfodede cornerback, og han skal være en vigtig mand i Packers’ forsøg på at løfte forsvarets niveau. – Teis Joranger

Houston Texans: Jordan Thomas, TE
Jordan Thomas var et sjetterundevalg i 2018, og han er langt fra en kendt mand i NFL-regi. Men den 23-årige tight end viste flere lovende takter i sin første sæson, hvor han greb for 215 yards og fire touchdowns. De tal kan blive endnu bedre i 2019, hvor han kan være med til at give quarterback Deshaun Watson et spændende kastemål udover receiverduoen DeAndre Hopkins og Will Fulller. Desuden er også receiver Keke Coutee en spiller, der kan imponere. – Victor Risager

Indianapolis Colts: Malik Hooker, S
Det er lidt som at vælge en ældste pære blandt et par virkelig smukke og delikate pære, for Colts har rigtig mange gennembrudskandidater; Parris Campbell og Nyheim Hines på offense, og Rock Ya-sin på defense. Men Malik Hooker er nok den spiller, der bliver mest spændende at følge i det kommende år. Hooker har døjet lidt med skader i sine første to år i NFL, men er en playmaker, hvilket han også har vist med fem interceptions i sine 20 kampe fra start. På vej ind i sit tredje år, og stadig kun 23 år gammel, bliver det virkelig spændende at følge den tidligere Buckeye. – Anders Kaltoft

Jacksonville Jaguars: Dede Westbrook, WR
Dede Westbrook kan løbe. Hurtigt. Og nu har han også en quarterback, der formentlig er bedre end det, han måtte trækkes med sidste år. NFL bevæger sig mere og mere i retning af at de små hurtige receivere skal have plads, og så selv kan gøre arbejdet, og sådan en spiller er Dede Westbrook – Magnus Jølnæs

Kansas City Chiefs: Damien Williams, RB
Pludselig var Kareem Hunt ikke længere Chiefs-spiller, og man troede, det ville blive et kæmpe tab. Men unge Damien Williams trådte ind i rampelyset og leverede rigtig godt som erstatning for Hunt i den sidste tredjedel af 2018-sæsonen. Faktisk gå godt at Hunt hurtigt var glemt. Williams ser nu ud til fuldstændig at have etableret sig som Chiefs’ bedste runningback, og derfor tror jeg, at han kommer til at få sit reelle gennembrud i denne sæson som en stor del af ligaens måske bedste angreb. – Alexander Paaske

Los Angeles Chargers: Mike Williams, WR
Selvom Mike Williams blev taget i top 10 i 2017 og greb 10 touchdowns sidste år, så har den store receiver endnu ikke formået at slå helt igennem. Skader har været en af de centrale årsager til, at det kun er blevet til seks kampe fra start, så kan Williams holde dem væk, bør han få en masse muligheder for at sætte sit præg på Chargers’ sæson. – Anders Kaltoft

Los Angeles Rams: Joseph Noteboom, G
Jeg satser lidt her og vælger en spiller, som indtil videre i NFL næsten ikke har spillet. Joseph Noteboom blev taget i tredje runde i sidste års draft og brugte sin rookiesæson på bænken bag Rodger Saffold. Med Saffolds skifte til Titans får Noteboom dog chancen, og jeg tror, at han specielt i kastespillet kan få succes. Det var hans klare styrke i college, og i uge 17, hvor han spillede 47 snaps, da Rams sparede startere, gjorde han det godt i pass protection. – Teis Joranger

Miami Dolphins: Charles Harries, EDGE
Bliver Charles Harris til noget i NFL, eller var det en fejl, at Dolphins valgte ham i første runde af draften i 2017? Det får vi måske et svar på i år. Hidtil har han ikke haft en succesfuld NFL-karriere, men med Robert Quinn og Cameron Wake væk, ligner Charles Harris en starter, og det kan muligvis give ham sit gennembrud. Det skal Miami Dolphins i hvert fald håbe på. – Victor Risager

Minnesota Vikings: Dalvin Cook
Jeg fremhæver en spiller som ingen konkurrence har, nemlig runningback Dalvin Cook. På trods af en skadesplaget start på sin NFL-karriere, så er der stadigvæk store forhåbninger til den unge runningback. Og med et forøget fokus på den offensive linje, og Latavius Murray sendt til Saints, er der for alvor lagt op til, at han skal spille en hovedrolle i Vikings i forvejen potente angreb. Ser man bort fra skaderne, er talentet og farten ikke til at tage fejl af. Cook ramte sidste sæson den højst målte fart af alle spillere, da han på et 70-yard løb i en kamp ramte hele 35 km i timen. Og det er den fart, samt hans evne til at læse spillet, der gør Cook til en potentiel touchdown-trussel hver gang at han har bolden i hænderne. Vi ved endnu ikke, hvordan det nye Vikings-angreb kommer til at se ud, men cheftræner Mike Zimmer har udtrykt et stort ønske om at løbe bolden meget, og med tilføjelsen af Gary Kubiak som assisterende cheftræner, er der lagt op til at Cook kan få en stor rolle. Skader, en manglede offensiv identitet og en tvivlsom offensiv linje har holdt den unge spiller tilbage, men hvis han kan komme igennem sæsonen uden skader, så står han i år til at få sit gennembrud i NFL. – Marc Skafte

New England Patriots: J.C. Jackson, CB
Jackson blev ikke valgt i sidste års draft, men skrev efterfølgende under med New England Patriots. Og det blev klubben belønnet for. Jackson fik mere og mere spilletid i løbet af sæsonen, før han fra uge 13 og frem blev starter på ydersiden modsat Stephon Gilmore. Han havde lidt problemer med at opdække de korte ruter, men var ifølge Pro Football Focus den næstbedste cornerback til at dække bolde kastet dybere end 10 yards. Hvis han fortsætter sin udvikling, vil han, Gilmore og Jason McCourty udgøre en af NFL’s bedste cornerback trioer. – Nikolaj Sattrup

New Orleans Saints: Marcus Davenport, EDGE
Saints ofrede to førsterundevalg i 2018-draften for at få fingrene i den meget talentfulde – men også upolerede – pass rusher Marcus Davenport. Han havde ikke en stor rookie-sæson og noterede sig blot for 4,5 sacks, men potentialet og hans fantastiske power gør ham til en oplagt kanditat til et stort gennembrud med et års NFL-erfaring i bagagen. – Alexander Paaske

New York Giants: Will Hernandez, G
Will Hernandez viste tegn på hans store talent i hans rookie sæson. Med et år ekstra til at lære playbooken, og en af de måske bedste læremestre i Kevin Zeitler er vejen banet for at Hernandez kan få en kongesæson. – Lasse Meineche

New York Jets: Sam Darnold, QB
Obviously. Darnold viste sit potentiale i sidste sæson, og med Le’Veon Bell i folden til den kommende sæson er der ingen undskyldninger for Darnold. Han skal og bør vise sig som en quarterback, der på en god dag kan måle sig med de bedste i ligaen. Der kommer helt sikkert stadig til at være lidt småfejl hist og her, men jeg forventer en stor sæson af Darnold. – Magnus Jølnæs

Oakland Raiders: Gareon Conley, CB
Det var svært at finde en spiller, jeg for alvor tror bryder igennem for Raiders i år. Gareon Conley har dog ikke fået det helt store gennembrud endnu på grund af skader, og derfor falder valget på cornerbacken. – Dennis Cordsen

Philadelphia Eagles: Dallas Goedert, TE
Det er sjældent at ordene “touchdown” og “Dallas” er noget som Eagles fans kan lide at høre i samme sætning, men når det gælder holdets tight-end Dallas Goedert, er det nok en anden snak. Han er en del af et system der har gjort Zach Ertz til en superstjerne, og et hold som virkelig godt kan lide at lave mange forskellige opstillinger med to tight ends. I Goederts rookie-sæson viste han i glimt af at han, selv med en frisk Ertz, havde sin berettigelse i angrebet. Jeg siger ikke at Goedert bliver en decideret superstjerne i denne sæson. Det er Ertz for god til, og Eagles-angreb er for balanceret til at fokusere på enkelte spillere. Bolden bliver med Wentz som styrmand fordelt på mange spillere i angrebet, men organisationen virker meget begejstrede for deres unge tight end, og Goedert skal derfor nok få sin andel af boldene. Vi ved at Wentz elsker sine tight ends, og jeg tror på, at han kan genfinde den form der kunne have gjort ham til MVP i 2017. Sker det, så lover det aldeles godt den unge tight end. – Marc Skafte

Pittsburgh Steelers: Vance McDonald, TE
Det er måske den ældste mand på vores gennembrudsliste. Den 29-årige tight end har været nogle år undervejs blandt andet på grund af en hel del skader, men i sin syvende sæson i NFL kunne han bryde igennem som en top 10-tight end i ligaen. Med Antonio Browns afsked er der flere bolde til resten, og McDonald virker til at have en god kemi med quarterback Ben Roethlisberger. Hvis han holder sig skadesfri, ville det ikke være overraskende, hvis han er den Steelers-spiller, der griber for næstflest yards. – Teis Joranger

San Francisco 49ers: Dante Pettis, WR
49ers har mange spændende receivere, men der lader ikke til at være en klar nummer ét i San Francisco. Tight end George Kittle er omdrejningspunktet i angrebet, og selv om han ofte stiller op på en receiverplads, så skal en af receiverne slå igennem. Jeg tror det bliver Dante Pettis. Det tager tid at lære positionen i NFL, men Pettis havde efter en besværlig opstart en række gode kampe mod slutningen af sidste sæson. Mit gæt er, at han tager de præstationer med sig ind i det nye år og får en glimrende sæson i 49ers’ angreb. – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Poona Ford, DT
Mit valg har længe stået på Poona Ford, men det blev blot bekræftet, da NFL gav Jarran Reed seks kampes karantæne. Ford blev ikke draftet sidste år, men den tunge defensive tackle fik tilspillet sig en plads på Seattles hold. Den 23-årige defensive tackle fik en del spilletid mod slutnignen af sæsonen, og havde flere gode præstationer. Med usikkerhed på den defensive linje kan det betyde endnu mere spilletid til Ford, som jeg tror griber chancen fuldt ud og bliver fast starter i Seattle – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Chris Godwin, WR
Med den offensive guru Bruce Arians ved roret hos piraterne fra Tampa, er det nærmest umuligt ikke at nævne en offensiv spiller i denne kategori. Valget er faldet på Chris Godwin, der allerede forbedrede sig meget fra første til anden sæson i NFL. Derfor tror jeg, han for alvor vil få et gennembud her i sin tredje sæson. Med både DeSean Jackson og Adam Humphries væk, er der også udsigt til, at Godwin kan få en masse bolde i sin retning i 2019. Bruce Arians har tilmed selv udtalt, at Godwin kan ende med 100 grebne bolde, når sæsonen er omme, hvilket lover rigtig godt for den unge receiver. – Mikkel Nielsen

Tennessee Titans: Jayon Brown, LB
Titans har en række gode spillere på forsvaret, Jurrell Casey, Adoree Jackson og Kevin Byard bør være kendte navne hos de fleste NFL-nørder. Jayon Brown kan blive den næste i den række. Den unge linebacker havde en flot sæson i 2018, hvor han blandt andet lavede syv sacks. Analysesitet Pro Football Focus har ham blandt de 15 bedste linebackere i NFL, bygger han videre på den forgangne sæson og får Titans et godt år, så kan han blive en spiller, som man kan komme til at snakke om. Af samme grund kan Harold Landry, sidste års rookie også nævnes. – Jacob Graversen

Washington Redskins: Shaun Dion Hamilton, LB
Jeg vælger at sige, at den defensive linjemand Jonathan Allen havde et gennembrud i 2018 med otte sacks og imponerende spil. I stedet vælger jeg derfor Shaun Dion Hamilton. Redskins har sagt farvel til linebackere Zach Brown og Mason Foster, og Reuben Foster er blevet skadet. Det giver efter alt at dømme godt med spilletid til Hamilton, der i slutningen af 2018 viste fine takter som starter. – Victor Risager