Sæsonoptakten ruller videre på Gul Klud og her ser vi nærmere på de mest betydningsfulde afgange, som hvert hold har oplevet i 2024.

Hvert eneste år er de 32 hold i NFL nødsaget til at slippe én eller flere af deres profiler. Det kan være gennembrudsspillere med kontraktudløb, som bliver forgyldt andetsteds. Det kan være erfarne spillere, som er blevet overhalet inden om af yngre konkurrenter, eller som er utilfredse med deres rolle eller holdets Super Bowl-potentiale. Og så kan det være spillere, der hænger støvlerne på hylden.

Det har også været tilfældet i første halvår af 2024, hvor adskillige profiler har fundet nye græsgange. Stefon Diggs er skiftet til Houston efter et relativt turbulent forløb i Buffalo, hvor han ikke kunne enes med trænerstaben. Saquon Barkley følte sig ikke værdsat i New York og skiftede i stedet til divisionsrivalerne fra Philadelphia Eagles. Og så har Aaron Donald og Jason Kelce valgte at indstille karrieren.

Derudover er flere trænere stoppet eller skiftet, og dem har vi valgt at inkludere på denne liste. Som I ved, har New England Patriots sagt farvel til den bedste trænere i ligaens glorværdige historie i Bill Belichick efter 24 særdeles succesfulde år.

Husk at du kan se alle kampene i NFL med GamePass. Hvis du køber Gamepass hos os, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.

Hop til:
AFC EastAFC North | AFC South | AFC West
NFC EastNFC North | NFC South | NFC West

AFC East: 

Skribent: Nicholas Isak Jørgensen

Buffalo Bills: Stefon Diggs, WR 

Brandon Beane har indvarslet en ny æra i Buffalo, hvor Bills har skilt sig af med flere af de løntunge og etablerede spillere. Listen tæller bl.a. Stefon Diggs, som har været en force, siden han skiftede fra Minnesota i 2020. I løbet af sine fire sæsoner i Buffalo greb Diggs 445 bolde for 5.372 yards og 37 touchdowns.

Stefon Diggs har været instrumental for den succes, som Josh Allen har opnået i NFL, og det bliver uhyre spændende at se, hvordan den 28-årige quarterback reagerer uden sin følgesvend. Nu er rollerne byttet rundt, så det i stedet er Josh Allen, som skal gøre spillerne omkring sig bedre – frem for at blive hjulpet af bl.a. Diggs.  

Miami Dolphins: Robert Hunt, OG

Efter længerevarende forhandlinger måtte Miami Dolphins give fortabt og lade Robert Hunt skifte til Carolina Panthers på en femårig aftale til værdi af svimlende 690 mio. danske kroner. Dolphins kunne ganske enkelt ikke følge med i det lønmæssige våbenkapløb, når de også skulle lande en aftale med Tua Tagovailoa.

Selvom Christian Wilkins, som Dolphins også har mistet i foråret, måske en bedre spiller, så har Robert Hunt haft en kolossal betydning for angrebets beskyttelse af den i forvejen skadesplagede Tua Tagovailoa. Eftersom Dolphins nu har viet sin fremtid til Tua – såvel økonomisk som strategisk – så er tabet af Hunt et hårdt slag. Hunt nåede at starte 55 kampe for Dolphins, og han var den ideelle spiller i Mike McDaniels spilsystem.  

New England Patriots: Bill Belichick, HC  

Bevares, vi er enige om, at det var på høje tid, at Robert Kraft og Bill Belichick trak stikket på deres 24-årige og spektakulære samarbejde i New England. For Patriots var kørt fast. De vandt bare fire kampe i 2023-sæsonen og sluttede på sidstepladsen i divisionen, hvilket ikke var sket siden 2000-sæsonen. 

Ikke desto mindre kan vi ikke komme udenom, at tomrummet efter Bill Belichick bliver nærmest umuligt at udfylde. Belichick førte Patriots til seks Super Bowl-titler og 17 divisionstitler, og hele den sportslige organisation og strategi var bygget op omkring den 72-årige legende. Derudover beviste Belichick i 2023, at han stadigvæk evner at skrue et fantastisk forsvar sammen, da Patriots bare tillod 14. færrest point og sjettefærrest yards i NFL. Der kan ikke herske tvivl om, at det bliver umuligt at erstatte Bill Belichick i New England, men det er et nødvendigt skifte på vejen til en mere modere organisation og længerevarende succes. 

New York Jets: Bryce Huff, DE  

Efter tre relativt stille sæsoner i New York fik den undraftede Bryce Huff sit endelige gennembrud i NFL i 2023, hvor han leverede 29 tacklinger og 10 sacks. Det var flest sacks af alle Jets-spillere i sæsonen – og hele 4,5 sacks flere end forsvarets store profil i presspillet Quinnen Williams.  

På den baggrund besluttede Philadelphia Eagles at forgylde Bryce Huff med en treårig aftale til værdi af hele 350 mio. danske kroner. I stedet skal Jets forsøge at lande en længerevarende aftale med Haason Reddick, som aktuelt udebliver fra træningslejren på grund af kontraktforhandlingerne. Alternativt skal Jets sætte sin lid til, at førsterundevalget fra 2023-draften Will McDonald IV træder i karakter. Her og nu har Jets i hvert fald et hul på den defensive linje, som skal udfyldes, hvis de skal forløse deres utvivlsomme potentiale. 

Læs også: Sæsonoptakt til AFC East