NFC South:
Skribent: Jacob Dissing Graversen
Atlanta Falcons: Ryan Nielsen, DC
Selv om Falcons har sagt farvel til Bud Dupree og Calais Campbell, som begge leverede gode sæsoner i fjoer, er min største bekymring for holdet er udskiftningen af holdets defensive koordinator. Falcons har udskiftet på cheftrænerposten og ind er kommet Raheem Morris, der er gammel kending i klubben og tidligere midlertidig træner i 2020, da de fyrede Dan Quinn. Morris tager naturligvis sin egen stab med sig, hvilket betyder et farvel til Ryan Nielsen, der er blevet ansat som defensiv koordinator hos Jacksonville Jaguars.
Nielsen var kun defensiv koordinator i en enkelt sæson for Falcons, men det var deres bedste forsvarspræstation i mange år. De fem foregående år før Nielsen havde de gennemsnitligt tilladt 26. flest yards i NFL, i 2023 lå de i den bedste halvdel, da de tillod 11. færrest yards i hele NFL. De oplevede fremgang på stort set alle områder, de var ikke længere blandt de fem dårligste til at lave sacks, de hørte til blandt ligaens bedste 10 kasteforsvar og var blandt de ti bedste forsvar målt på effektivitet ifølge Pro Football Reference. Tilføjelsen af profiler som Jessie Bates havde bestemt en påvirkning, men Nielsen, der havde succes som assisterende træner hos det næsten altid velspillende Saints-forsvar, kan blive savnet.
Carolina Panthers: Brian Burns, EDGE
Efter flere års tovtrækkeri mellem Brian Burns og Carolina Panthers ophørte de to parter samarbejde tidligere på året, da Panthers sendte den dygtige quarterback-jæger til New York Giants. Panthers havde, trods en generelt trist 2023-sæson, succes defensivt, hvor holdet var blandt ligaens bedre forsvar.
I den kommende sæson har de forsøgt at tilføje spillere til bredden med folk som DJ Wonnum, Jadeveon Clowney og A’Shawn Robinson, men Burns er en fremragende atlet med en uhyggelig indledende acceleration. I fem sæsoner for klubben har Burns lavet 46 sacks, et snit på lidt over ni per sæson. Han har uden tvivl bidraget til endnu flere gennem sin blotte tilstedeværelse. Han har aldrig haft en supermand-sæson som TJ Watt eller Nick Bosa, men han vil uden tvivl mangle på forsvaret, når de spiller første kamp til september.
New Orleans Saints: Isaac Yiadom, CB
Jameis Winston og Michael Thomas er de største navne, der har forladt klubben, men den erfarne cornerback var den spiller, som spillede bedst i 2023. Yiadom havde kun en enkelt sæson for Saints, men han var god i rollen som reserve og nåede at spille mere end 500 snaps for klubben. Den 28-årige var god i opdækning og fyldte godt ind efter skader til Paulson Adebo og Marshawn Lattimore tvang dem på sidelinjen. New Orleans har ikke meget erfaren dybde på cornerbackpositionen, hvilket gør farvellet til Yiadom smertefuldt. Håbet i Louisiana hviler derfor på rookie Kool-Aid McKinstry, der nok er en mere talentfuld cornerback, men af gode grunde ikke er testet på kontinuerligt NFL-niveau.
Tampa Bay Buccaneers: Carlton Davis, CB
Det er svært at vælge hos Buccaneers, der formåede at holde på stort set alle deres egne spillere i free agency, så derfor stod valget mellem Davis og pass rusher Shaquil Barrett. Sidstnævnte har ikke produceret de seneste to sæsoner efter at have været en bærende del af det Super Bowl-vindende mandskab, så trods Buccaneers selv valgte at sende Carlton Davis bort i en handel med Lions, så falder valget på ham.
Også Davis var med, da Tampa Bay i 2020-sæsonen triumferede og vandt Super Bowl, hvor han spillede sin nok bedste sæson for klubben. I 2022 blev han belønnet med en kontraktforlængelse, der løb i tre år og kunne indbringe op imod 45 millioner dollars, men når altså ikke at spille færdigt i Tampa. Davis er på sine bedste dage en fysisk skræmmende cornerback, men i fjor var han under niveau, småskadet og får stadig for mange straffe imod sig. Tampa har dog ikke megen dybde på positionen, så derfor kan det være en spiller, de kommer til at mangle.
Hop til:
AFC East | AFC North | AFC South | AFC West
NFC East | NFC North | NFC South | NFC West








