AFC West:
Skribent: Magnus Jølnæs
Denver Broncos: Justin Simmons, FS
Broncos valgte selv at skille sig af med safety Justin Simmons i foråret for at spare penge på lønloftet og forynge holdet. Men han er alligevel et stort tab.
I en division, hvor man er oppe imod Patrick Mahomes kan det undre, at man skiller sig af med den spiller i NFL, der har interceptet Mahomes flere gange end nogen andre, og det er tvivlsomt, om erstatningen Brandon Jones kan følge op. Derfor skal der i stedet leveres mere fra de forreste syv på forsvaret – ellers kan det blive rigtig dyrt for Broncos.
Kansas City Chiefs: L’Jarius Sneed, CB
Sneed var en af ligaens bedre cornerbacks i sidste sæson, men Chiefs sendte ham alligevel til Tennessee i en handel i foråret.
Dermed er der et stort hul, der skal lukkes i bagkæden, og håbet er, at Trent McDuffie kan indtage Sneeds rolle.
Sneed stod overfor en kontraktforlængelse, som ikke umiddelbart var noget Chiefs havde lyst til at betale for, og så var det bedre at få et tredjerundevalg for den talentfulde forsvarsspiller, der ellers har forbedret sig hvert år i NFL og har for vane at være i torn i øjet på modstandernes bedste receivere.
Las Vegas Raiders: Josh Jacobs, RB
Skal man betale dyrt for runningbacks? Det vil der være mange, der ikke mener. Men lige i tilfældet her vil jeg nok mene, at det havde været fornuftigt at betale Josh Jacobs. Runningbacken har været Raiders’ farligste våben på angrebet i flere år, og jeg er af den klare holdning, at man er blevet mærkbart ringere med Alexander Mattison end Jacobs.
Nu skal angrebet i stedet gå igennem quarterback Gardner Minshew eller Aidan O’Connell, som skal sætte sin lid til Davante Adams, og hvis ikke Antonio Pierce-effekten fra sidste sæson holder ved, kan det blive en lang sæson for Raiders.
Los Angeles Chargers: Keenan Allen, WR
Chargers havde faktisk adskillige spillere, jeg kunne have valgt her, eksempelvis runningback Austin Ekeler, receiver Mike Williams eller center Corey Linsley. Men valget falder på Keenan Allen, der gennem efterhånden mange sæsonen har været Chargers’ vigtigste receiver og et fantastisk mål for quarterback Justin Herbert.
Allen har gennem 11 sæsoner hos Chargers grebet bolde for mere end 10000 yards og i seneste sæson blev det til 108 grebne bolde. Det er altså betragtelig produktion, der skal erstattes i Chargers’ angreb til den kommende sæson.
Hop til:
AFC East | AFC North | AFC South | AFC West
NFC East | NFC North | NFC South | NFC West








