Hvad får man, når man tager et af ligaens mest elektriske hold, og tilføjer en smule Stefon Diggs? 

Det begynder så småt at dufte af football igen. Træningskampene er allerede godt undervejs og sæsonpremieren står snart for døren, når Kansas City Chiefs og Baltimore Ravens brager sammen på Arrowhead Stadium natten til fredag d. 6. september 2024. Til den tid vil det være 207 dage siden, at Patrick Mahomes III og Andy Reid løftede Lombardi-trofæet i Las Vegas og fejrede deres andet mesterskab i træk. 

I løbet af august markerer vi sæsonstarten på Gul Klud ved at varme op og gå i dybden med alle divisionerne i NFL. Hvilke hold har forstærket sig mest? Hvem kan overraske? Hvem kan skuffe? Og er der overhovedet et hold, der kan udfordre Kansas City Chiefs’ dynasti?

I denne optakt bliver du klogere på AFC South, hvor C.J. Stroud og Texans er favoritter til at løbe med divisionen – især efter tilføjelsen af wide receiveren Stefon Diggs. Men hvad kan vi forvente fra Trevor Lawrence og ikke mindst Anthony Richardson?

De største historier i AFC South siden 2023-sæsonen

Texans har tilføjet krudt til kanonen

Texans nye stjerneskud C.J. Stroud tog ligaen med storm i 2023, hvor Texans lidt overraskende vandt AFC South-divisionen. Den unge førsteårsquarterback stod sikkert i lommen og lignede en mangeårig veteran med sit overblik og kølige spil og han var drivkraften bag en sæson, som sendte Texans i slutspillet. Det har fået Texansstaben til at gå all in, nu hvor man kan bygge oven på Strouds billige kontrakt, og det gjorde de ved at investere et andetrundevalg i wide receiveren Stefon Diggs, der er med i debatten om at være ligaens bedste receiver. 

Udover Diggs sikrede Texans sig også noget rutine på runningbackpositionen, hvor den tidligere Bengalsspiller Joe Mixon er kommet til, og så har man skiftet Jonathan Greenard ud med Danielle Hunter. 

Alt i alt er Houston kommet gevaldigt styrket ud af foråret og de har skabt lidt afstand til divisionens to udfordrere fra Jacksonville og Indianapolis, som begge havde en svær 2023-sæson. 

Skadet og forgyldt – Jags går all-in på Trevor

Trevor Lawrence spillede 16 ud af 17 kampe i seneste sæson, men det kunne snildt være blevet til flere afbud for førstevalget fra 2021-draften. Jaguars startede sæsonen fyr og flamme med otte sejre i 11 kampe, men holdet fik også at føle, hvor meget en skade til den startende quarterback kan betyde. Lawrence udgik af 13 spillerunde mod Bengals, og Jaguars vandt kun en enkelt af de efterfølgende seks kampe, hvor Lawrence kæmpede med efterveerne fra den nagende ankelskade.

Der er ingen, der helt ved, om han er kommet sig 100%, så det bliver spændende at se, om Lawrence er helt klar.

Jaguars mere end indikerede, at de er klar til at gå planken ud med Lawrence. I foråret blev han nemlig en af ligaens bedst betalte spillere, da han satte sin signatur på en femårig kontrakt til $275 millioner dollars.  

Lad os nu få hele angrebet at se!

Det var ikke kun hos Jaguars, at skaderne havde indflydelse på sæsonen. Hos Indianapolis Colts havde man store forventninger til fjerdevalget fra 2023-draften Anthony Richardson, hvis rå potentiale vi fans kun nåede at se glimt af, inden også han måtte udgå med skader.

Colts fik kun fire kampe ud af Richardson i debutsæsonen – hvilket kun var en smule mere, end man fik ud af runningback Jonathan Taylor, som kom sig oven på en operation, og forsøgte at presse sig ud af Indianapolis, hvilket også kostede kampe. AFC South blev en division præget af en del “hvad nu hvis”-tænkning i forhold til skader og missede kampe.

Nu vil vi gerne se, hvad de to kan sammen, tak.  

King Henry has left the building

Jaguars og Colts er to af de hold, der har haft mindst gang i svingdørene – Texans og Titans er derimod blandt de hold, som har haft flest udskiftninger på holdet. 

Værst er det gået hos Tennessee Titans, som måtte se ligaens bedste runningback Derrick Henry teste det åbne marked og skrive en gigant-kontrakt med Baltimore Ravens. Det efterlader et kæmpe hul hos Titans, hvor runningbackrummet er blevet markant mindre tungt, og det betyder, at angrebet nu skal gå gennem quarterback Will Levis.

Levis blev valgt i starten af anden runde af 2023-draften og overtager tøjlerne til angrebet fra Ryan Tannehill, som ikke længere er på holdet. Levis nåede at smage lidt på NFL i sidste sæson, hvor han spillede til tider fantastisk og forfærdeligt. Den øvelse kommer ham nok til gode i 2024, hvor han kommer til at spille helt uden støttehjul, nu hvor han ikke længere har Henry at læne sig op ad i løbespillet. 

På næste side ser vi nærmere på de største spørgsmål i AFC South i 2024