San Francisco 49’ers cornerbacken er alt andet end imponeret over NFL’s nye tackleregler, som straffer spillere der tackler med hovedet. Sherman mener at reglen er for uklar, hvilket Eagles’ Nigel Bradham er enig i.

NFL vedtog tilbage i maj en række nye regler i et forsøg på at forbedre spillernes sikkerhed. Ideen er god nok, men flere spillere kritiserer særligt tacklereglerne for at være for uklare og forvirrende. Reglen hedder at ‘det er ulovligt, hvis en spiller sænker hovedet for at ramme en modspiller med sin hjelm’.

Se også – Nye regler: Kickoffs ændres

49’ers nye mand på cornerbackpositionen, Richard Sherman, mener at reglen bliver umulig at dømme, og at selv forsvarsspillere der er dygtige til at tackle, vil blive straffet. Dette udtalte Sherman til USATodays Jarrett Bell.

– Det er latterligt. De vil se hvor latterligt det er, når de får dommerne til at kalde det. Det bliver værre end holding, værre end gribereglen. På en korrekt takling, vil spilleren føre an med skuldrene, men man har hovedet med. Det bliver en katastrofe.

Frustrerede Eagles-spillere

Sherman er ikke den eneste der har problemer med de nye regler. Tidligere på ugen mødtes Eagles’ spillere med en række af NFL’s dommere for at få afklaring på reglen. Ifølge Eagles linebacker Nigel Bradham, endte sessionen dog med at give flere spørgsmål end svar.

– Vi forsøgte at stille spørgsmål for at få en bedre forståelse af reglen, men de kunne ikke besvare dem. De kunne ikke give os, det vi kom efter.

Under mødet viste spillerne dommerne videoen af Malcolm Jenkins tackling på Brandin Cooks i Super Bowl 52, for at høre om tacklingen, der betød at Cooks måtte udgå af kampen, var ulovlig og derfor kunne have betydet at Jenkins var blevet smidt ud. Ifølge Bradham kunne dommerne dog ikke give noget klart svar, da de internt var uenige.

Den nye catch-rule eller vejen til et sikrere NFL?

Efter den hjernerystelsesskandale der stadig mærker NFL, er det forståeligt, at ligaen gør alt de kan, for at gøre spillet mere sikkert, både for ligaens egen og spillernes skyld. Udfordringen ligger i at implementere regelændringerne, uden at forstyrre spillet på banen og derved skade underholdningsværdien.

En massiv dommerudskiftning, hvor tre af ligaens mest rutinerede dommere har pensioneret sig (Ed Hochuli, Jeff Triplette og Gene Steratore), gør ikke implementeringen nemmere, men der er stadig mere end en måned og en god mængde preseason-kampe til den regulære sæson begynder.

Forhåbentligt giver det ligaen og dommerne tid og erfaring nok, til at hele kører på skinner, når Eagles og Falcons støder hovederne sammen natten til den 7. september i den første kamp af den regulære sæson.