
Når der er tvivl om en første down, så er det nu slut med den legendariske chain gang.
I hjertet af amerikansk fodbold ligger et unikt stykke tradition: NFLs chain gang.
De dedikerede gamle mænd, iført stribede trøjer og udstyret med en kæde, to markører og en down marker, har altid spillet en afgørende rolle i at sikre, at udmålinger foregik præcist, og at tilskuere og tv-seere altid kan se, hvilken down, vi er nået til.
Nu er det slut (til dels).
Efter tests i 2024-sæsonen er NFL nemlig så tilfredse med et elektronisk målesystem (a la Hawk-eye kendt fra tennis), at de har besluttet at indføre det permanent fra og med grundspillet i år.
Hvorfor vil NFL indføre elektronisk måling af første down?
Der er flere argumenter for at NFL indfører elektronisk måling, og ikke mindst ønsker NFL at alle kampe skal afgøres så retfærdigt som muligt og ikke på et dommerskøn. Her er de fire væsentligste argumenter:
- Nøjagtighed: Elektroniske systemer giver mere præcise målinger end den menneskelige chain gang. Dette kan være afgørende i tætte kampe, hvor få centimeter kan afgøre udfaldet.
- Ensartethed: Elektroniske systemer fjerner den menneskelige faktor fra målinger, hvilket sikrer en mere ensartet linje i kendelserne. Både i den enkelte kamp og på tværs af ligaen.
- Mindre ballade: Der er altid kendelser, som går den ene eller anden vej, og som efterfølgende er genstand for diskussion. Og i visse tilfælde endog viser sig, at være dømt forkert. Indførsel af optisk måling vil reducere kontroverser og forvirring omkring vigtige spil.
- Effektivitet: Elektronisk måling kan potentielt gøre kampene kortere ved at eliminere behovet for, at kæden skal frem og tilbage (husk på det er par ældre herrer, vi taler om her) og manuelt måle afstande.
Hvordan fungerer Hawk-eye målinger?
Systemet blev faktisk afprøvet på MetLife Stadium i New Jersey og Hard Rock Stadium i Miami allerede i 2023, og sidste år testede NFL det i samtlige trænings-kampe og løbende gennem grundspillet.
Resultaterne var så overbevisende, at ligaen nu føler sig sikre i implementeringen af Hawk-eye, og siger at “systemet fungerer perfekt og tillidsvækkende”.
Den optiske sporing kommer fra seks forskellige 8K kameraer, der lynhurtigt kan angive, hvor langt bolden præcis var fremme, da boldholderen var nede. Systemet køres centralt fra New York og bliver integreret med NFL’s replay system
Systemet bliver installeret på alle 30 NFL-stadions (de to New York og Los Angeles hold deler stadion) samt de seks internationale stadions, hvor der spilles NFL-kampe i år.
Hvad laver NFLs chain gang helt præcist?
Historien går tilbage til footballs tidlige dage. I begyndelsen var det spillernes opgave at markere første downs og andre vigtige punkter på banen. Men efterhånden som spillet blev mere komplekst, stod det klart, at der var behov for et mere præcist system og nogen til at holde styr på det hele.
I 1920’erne introducerede NFL første gang den officielle chain gang, og siden da har de været en uundværlig del af spillet.
Deres arbejde er mere end blot at måle afstande. De er også ansvarlige for at kommunikere med dommerne og sikre, at alle spillere er klar over den korrekte placering af bolden. De skal være hurtige, præcise og i stand til at holde fokus under pres.
For mange fans er the chain gang ren nostalgi og på, trods af usikkerheden om tætte afgørelser, bare en del af NFL og football.
De stribede trøjer og det enkle udstyr er en påmindelse om en svunden tid, og som med alt andet traditionsbundent har vi måske en tendens til at holde fast i det lidt for længe.
Er det så slut med NFLs chain gang?
Nej, heldigvis…
Navnet The chain gang stammer fra de amerikanske fængsler, hvor fangerne ofte var forbundet med en kæde om anklerne.
Det var i en svunden tid, og selvom NFL nu indfører moderne teknologi med et elektronisk Hawk-eye system, så forbliver kæden og de gamle drenge på sidelinjen.
De vil stadig være der og blive brugt både som backup for det nye elektroniske system og som referencepunkt for såvel trænere, spillere og fans på stadion.
Så måske bevares nostalgien, men målingerne er nu optiske og en del af den moderne tidsalder.








