Ud over lækker kalkun, og hvad der ellers hører til på Thanksgiving, har vi også en fantastisk football-menu med store implikationer for slutspillet. Forretten byder på Detroit Lions og Minnesota Vikings i en direkte duel om førstepladsen i NFC North. Til hovedretten tager forrygende Dallas Cowboys imod formstærke Washington Redskins og for natteravnene er der lækker dessert, når Indianapolis Colts og Pittsburgh Steelers skal forsøge at forblive i toppen af deres respektive divisioner.

Thanksgiving Football er et af de største højdepunkter for mig og mange andre NFL-elskere i løbet af sæsonen. Kalkun med stuffing, mashed potatoes, cranberry sauce, banana cream pie. Lækker mad er der nok af, og kombineret med football har vi en himmelsk sammensætning. Når programmet så endda byder på tre uhyre spændende opgør med seks hold, der alle har gode chancer for at gå i slutspillet, er forventningerne til en uforglemmelig aften skruet yderligere i vejret. Du kan læse om aftenens to tidlige kampe ved at klikke her og hermens du kan blive opdateret på den sene affære mellem Colts og Steelers i denne optakt med start klokken 02.30 på TV3 SPORT 1.

Kæmpe forskel på sejr og nederlag

Vi slutter aftenen af med et opgør mellem to historiske mastodonter i AFC. Indianapolis Colts får besøg af Pittsburgh Steelers i et opgør, hvor en sejr vil stille vinderen rigtig stærkt til en slutspurt frem mod slutspillet. Begge hold har leveret meget svingende spil, men både Steelers og Colts fik vigtige sejre i weekenden. Der var lagt op til et opgør med masser af eksplosive spil, da Ben Roethlisberger og Andrew Luck er blandt de bedste quarterbacks i ligaen og ikke bange for at kaste bolden dybt til stærke receivere som T.Y. Hilton, Donte Moncrief og Antonio Brown. Men desværre for både kampen og Indianapolis er Luck ude med en hjernerystelse. Upåagtede Scott Tolzien erstatter den unge stjerne. 

Værterne kan dog finde en smule trøst i, at Steelers-forsvaret ikke er værd at skrive hjem om, så der ligger helt sikkert nogle point og venter. Yardsmæssigt er Colts-enheden endnu værre, og det er rigtig svært at finde tegn på, at Tolzien kan føre Indianapolis til sejr i Peytons hus. 

Afgørende matchups

Hvis Colts skal udnytte den lille chance, der trods alt er, kræver det storspil fra en normalt svag offensiv linje. Steelers’ pass rush er ikke specielt imponerende, men det kan hurtigt komme til at se frygtindgydende ud, hvis Tolzien ikke får bedre beskyttelse, end det har været tilfældet med Luck. Samtidig skal receiverne spille fejlfrie kamoe, da den tidligere Packers-QB hverken har den samme arm, overblik eller evne til at slippe ud af presset som Luck. Derfor skal Hilton og Co. gøre et fremragende arbejde med at rive sig hurtigt fri af opdækningen. Steelers har også et stærkt våben i runningback Le’Veon Bell, som er usædvanligt dygtig i kastespillet. Kan Colts stoppe eller i det mindste begrænse Bells rolle i kampen, har man taget et skridt i den rigtige retning.

Vigtige skader

Colts: Luck er ude som tidligere nævnt. Det samme gælder safety Clayton Geathers. Cornerback Vontae Davis og wide receiver Donte Moncrief er tvivlsomme.

Steelers: Gæsterne må undvære runningback DeAngelo Williams, tight end Xavier Grimble, wide receiver Darrius Heyward-Bey og safety Shamarko Thomas. Safety Jordan Dangerfield er tvivlsom.

Seneste møder

Holdene mødtes på Heinz Field i december sidste år, hvor Steelers gav Colts en ordentlig røvfuld på 45-10. Det forrige opgør havde også Pittsburgh som vært og var et sandt pointorgie med 51-34 til hjemmeholdet.

Samlet vurdering

Vi havde et underholdende opgør i vente, men Lucks fravær ødelægger en ellers sjov kamp for natteravnene. Steelers vinder 33-17