Corona har slået til igen. Denne gang går det ud over NFLs træningskampe, der skæres ned fra fire til to.

NFL skærer preseason i 2020 ned til to kampe. Det skriver Pro Football Talk. Dermed får COVID-19 for anden gang på få dage effekt på opstarten af NFL-sæsonen. I sidste uge kunne vi her på Gul Klud fortælle, at også den traditionsrige Hall of Fame kamp er aflyst.

Kampprogrammet for NFLs presseason har ligget fast i flere måneder, og ganske interessant så er det spilleuge 1 og 4, der aflyses, mens de planlagte kampe for uge 2 og 3 fortsat spilles. Kampene afvikles hhv. 20.-24. august og 27.-31. august. Alle hold spiller én hjemmekamp og én udekamp.

Da de fleste klubber begynder deres træningslejr d. 28. juli, giver det spillerne en lille måned i træningslejr uden kampe mod andre modstandere, da samtlige fællestræninger med andre klubber også er annuleret i år.

Selv uden Corona vil NFL gerne have preseason skåret ned til to kampe. Med den nye overenskomst, som NFL og spillerforeningen NFLPA blev enige om i februar, bliver preseason skåret ned til tre kampe, når grundspillet udvides til 17 kampe.

Det er ingen hemmelighed, at NFL gerne vil have grundspillet udvidet yderligere, så der kommer 18 kampe og kun to træningskampe. Nu får parterne – omend ufrivilligt – mulighed for at teste det scenarie af.