Politiet i Jacksonville har lørdag fundet liget af den 29-årige Louis Nix III

Blot to uger efter den tidligere NFL-wide receiver Vincent Jackson blev fundet død på et hotelværelse, har endnu et dødsfald ramt NFL.

Den blot 29-årige defensive tackle Louis Nix III – der fra 2014 til 2017 nåede at repræsentere Houston Texans, New York Giants, Washington Football Team og Jacksonville Jaguars – er lørdag blevet fundet død af politiet i Jacksonville.

Det har Louis Nix’ mor bekræftet til lokale medier i Jacksonville.

Nix’ mor fortalte allerede fredag tv-stationen Action News, at hun ikke havde haft kontakt med sin søn siden onsdag, og at hun frygtede, at der var sket ham noget.

Lørdag trak politiet en bil op af en sø nær Nix’ lejlighed, der passede på beskrivelsen af hans bil. Politiet fortalte da medierne, at de havde fundet Louis Nix, men de ville ikke oplyse, om han var død eller levende.