Den pensionerede wide receiver blev mandag fundet død på et hotelværelse i Florida. Det lokale politi efterforsker dødsfaldet, men har meldt ud, at der ikke umiddelbart er tegn på vold

Den tidligere NFL-wide receiver Vincent Jackson er død, blot 38 år gammel. Han blev fundet af rengøringspersonalet på hotellet Homewood Suites i Florida kl. 11.30 lokal tid.

Ifølge hotelpersonalet tjekkede Vincent Jackson ind på hotellet den 11. januar. Den 10. februar kontaktede Jacksons familiemedlemmer politiet og efterlyste ham, men efterlysningen blev aflyst den 12. februar, da politiet fandt Jackson i god behold på Homewood Suites.

Tre dage senere – mandag den 15. februar – blev han fundet livløs på sit hotelværelse.

I en pressemeddelelse fortæller Hillsborough Countys politi, at man stadig arbejder på at fastslå dødsårsagen, men at Jacksons krop ikke havde tegn på vold.

Hele politiets pressemeddelelse kan læses her:

Vincent Jackson spillede syv sæsoner for Los Angeles Chargers og fem sæsoner for Tampa Bay Buccaneers. Han blev i karrieren valgt til tre Pro Bowls, havde seks sæsoner med +1.000 gribeyards og greb i alt for 9.080 yards og 57 touchdowns i sin NFL-karriere.

Jackson var ikke kun beundret for sit talent på banen, men også det ansvar han tog uden for de hvide linjer. Han startede fonden “Jackson In Action 83”, som støtter militærfamilier, og han blev valgt som Buccaneers’ ‘Man of the Year’ i fire ud af sine fem sæsoner i klubben.

Også de nyslåede Super Bowl mestre fra Tampa Bay Buccaneers begræder tabet af deres mange-årige stjerne og tidlige mentor for Mike Evans.