Brees’ Sidste chance?
Der er ikke meget tvivl om, at cheftræner Sean Payton råder over en af NFL’s mest talentfulde trupper, hvilket atter gør dem til en af de største Super Bowl-favoritter i 2020.
Det kræver sit at overkomme den slutspils-modgang Saints har oplevet, men når man som spilkalder har Drew Brees, der før har overvundet enorm modgang i form af en karrieretruende skulderskade, kan måske det lade sig gøre. Indtil videre præsterer Brees stadigvæk på et niveau, der placerer ham i den absolutte elite af quarterbacks i NFL. Ser man bort fra hans dalende armstyrke, er der ikke meget ved hans spil der antyder, at den 41-årige Brees’ karriere lakker mod enden. Alligevel spekuleres det flittigt, at 2020 kunne være Brees’ sidste. I så fald – skulle Brees ikke opleve et markant niveaudyk eller en slem skade – er det nok mere det mentale frem for hans evne til at spille quarterback, der stopper ham. Misser Saints slutspillet, eller løber de atter ind i et knusende playoff-nederlag, kan man i hvert fald ikke fortænke ham i at tænke: Hvad nytter det i grunden?
Har Saints NFL’s bedste roster?
At dømme ud fra Saints’ offseason har den manglende ingrediens været rutine. I hvert fald er holdets to mest nævneværdige tilgange nogle erfarne herrer. Hurtigløberen Ted Ginn Jr. (WR) blevet udskiftet med den erfarne Emmanuel Sanders (WR), hvilket må regnes som en opgradering. Denne udskiftning tilgodeser også Brees, der noget chokerende kun har completed ét(!!!) kast, der har været kastet mere end 35 yards i luften siden 2017. Ligeledes er den stærke veteran strong safety Malcolm Jenkins vendt tilbage til New Orleans efter seks sæsoner hos Philadelphia Eagles.
Jenkins’ retur betyder, at Saints nu har tre spillere på holdkortet, som var med til at vinde dem Super Bowl 44 (de to andre er Thomas Morstead og Drew Brees). De spiller tilmed på hver deres af de tre enheder i football, og når nu organisationen har et religiøst navn, fristes man næsten til at tro, at klubben har forsøgt at skabe en hellig treenighed, der skal føre dem tilbage til det forjættede Super Bowl-rige.
I fraværet af Brees, der overrev et ledbånd i sin højre tommelfinger, storspillede Teddy Bridgewater, og det fik efterfølgende divisionsrivalen Carolina Panthers til at satse stort på ham i free agency. I år har en øjenopereret Jamies Winston overtaget Bridgewaters rolle som quarter back’up, og han må – på trods af sit uberegnelige spil – regnes som et yderst kompetent andetvalg. På Saints dygtige offensive linje er det kun Larry Warford, som af sidste års startere ikke vender tilbage i 2020. I hans sted er Cesar Ruiz dog blevet draftet i første runde, hvorfor man må antage, at Saints igen præsterer en af ligaens bedste offensive linjer.
I 2019 leverede forsvaret en acceptabel præstation, der overordnet set rangerede lige over middel. EDGE rusher Cam Jordan og – noget mere overraskende – linebacker Demario Davis blev udnævnt til All-Pro, mens cornerback Marshon Lattimore måtte nøjes med en Pro Bowl-udvælgelse. Forsvaret er på ingen måde fattig på talent og bør måske forventes at præstere en anelse bedre, da deres secondary på trods af spillere som Lattimore, Janoris Jenkins, Marcus Williams, Patrick Robinson, Eli Apple og Von Bell underpræsterede lidt, så Saints lå i den værste tredjedel, når det kommer til tilladte kasteyards og touchdowns. Tilgangen af Jenkins bidrager med værdifuld rutine, der måske kan vise sig at være nøglen til at forbedre kasteforsvaret, og så bringer han også lederskab, der kan skabe sammenhold på hele Saints-forsvaret.
Alt i alt er Saints-truppen en af de mest afbalancerede og talentfulde i NFL, og det bevidner det minimale forsøg på at udskifte den også. Hvis noget holder Saints tilbage vil det derfor formentlig ikke være det fysiske, men derimod det mentale.
Fysik og kemi
Når man har sat uofficiel NFL-rekord hjerteknusende slutspilsnederlag, er det sidste man har brug for intern splid. Det er desværre præcis hvad New Orleans-holdet har måtte slås med denne off-season. Oven på raceurolighederne i hele USA efter politimordet på George Floyd sagde Brees i et live-interview med Yahoo Sports, at han aldrig ville kunne blive enig med folk, der ikke udviser respekt for det amerikanske flag eller militær – underforstået, at Brees mener, at personer der tager et knæ under nationalmelodien, agerer respektløs.
Flere af Saints’ afro-amerikanske spillere, såvel som stemmer i hele NFL, fandt Brees’ kommentar højst upassende og ignorant. Særligt hans holdkammerat Malcolm Jenkins, der også er kendt for sin aktivisme, var klar i spyttet i sin kritik af Brees. Senere lagde Brees afstand til sin kommentar og erklærede, at han er ven af bevægelsen og budskabet, ikke fjende. Alligevel, kan man frygte, at kemien mellem Brees – Saints’ alletiders klubikon og leder – og dele af holdet ikke er tilstrækkelig til at bære en Super Bowl-kampagne. New Orleans er ligeledes en by med mange afroamerikanere, hvorfor udtalelsen heller ikke er blevet vel modtaget blandt byens fans.
I vejen for Lombardi-trofæet står altså ikke evnen til at løbe hurtigt, afværge eller foretage blokeringer, stoppe løbet, dække op for kast, udøve tacklinger osv., men tværtimod den interne kemi og troen på, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre. Man kan måske argumentere, at Saints går så langt i 2020 som kemien mellem spillerne tillader det. Hvis Saints formår at overvinde de seneste års frustrerende playoff-oplevelser og udrede underliggende uoverensstemmelser, kan holdet meget vel – for første gang siden 2009 – være at finde i Super Bowl.
