Hvem bliver fyret? Hvem overlever? Vi kigger nærmere på de trænere, der kæmper for deres job i sæsonens slutning.

Bill O’Brien er blevet fyret af Houston Texans. Dan Quinn er blevet fyret af Atlanta Falcons. Matt Patricia er blevet fyret af Detroit Lions.

Der har allerede været godt gang i fyringssedlerne i år, men mon ikke der kommer et par fyringer mere på “black monday”, som mandagen efter sidste spillerunde kaldes. I hvert fald er der oftest en række fyringer dér, og i øjeblikket er der da også nogle trænere, der læner sig op ad en fyring efter den indeværende sæson.

De fleste hold har i skrivende stund spillet 12 ud af 16 kampe, og vi er dermed tre fjerdedele inde i sæsonen. Dermed er der kun fire kampe tilbage for nogle hold, hvor træneren kæmper sit NFL-liv.

Vi kigger nærmere på nogle af de trænere, der kan blive fyret nedenfor.

Kandidaterne:

Doug Marrone, Jacksonville Jaguars
Hvis der er en “dead man walking” i NFL, er det Doug Marrone. Det virker helt utroligt, at han stadig er cheftræner for Jacksonville Jaguars, for i flere år har han siddet utrolig varmt i sædet. I år er Jaguars også et af ligaens værste hold med kun én sejr på 11 kampe, og selvom holdet ikke er til meget mere, er det blot dødsstødet for Marrone. 

Doug Marrone Jacksonville Jaguars

Jeg tror egentlig, at Doug Marrone er en udmærket NFL-træner, men i Jacksonville Jaguars skal man bygge noget helt nyt op fra bunden, og det understreges blot af, at de i weekenden fyrede general manager Dave Caldwell. Mon ikke Doug Marrone fyres efter sæsonen, og at en ny general manager får lov til at finde sin egen cheftræner?

Sandsynlighed: 9/10

Adam Gase, New York Jets
Det er svært med Adam Gase. Der er næsten ikke et positivt ord at sige om ham som cheftræner, og folk har i to år råbt efter hans fyring. Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at Jets vælger at fyre den 42-årige cheftræner i foråret. De har tidligere på sæsonen udtrykt tillid til ham

Dog er chancerne store, hvis Jets ender med ikke at vinde en kamp i år. Det bør man ganske enkelt ikke kunne overleve i NFL. Samtidig har Adam Gase langt fra fået noget godt ud af Sam Darnold, og man skal snart træffe en beslutning om den unge quarterbacks fremtid – især hvis man ender med førstevalget i NFL-draften. Jeg hælder trods alt mod at tro, at Adam Gase er færdig i New York efter sæsonen. 

Sandsynlighed: 8/10

Zac Taylor, Cincinnati Bengals
De er konservative i Cincinnati, men de må kunne kalde en spade for en spade. Zac Taylor har ikke været en succes som cheftræner, og den tidligere quarterback-træners dage hos Bengals må være talte. Han har hidtil vundet fire ud af 27 kampe som cheftræner, og med Joe Burrow ude for sæsonen bliver det nok ikke flere i denne sæson.

Foruden de skuffende resultater inden for kridtstregerne, har der også været rygter om store problemer i omklædningsrummet, hvor Zac Taylors ledelsesstil ikke er faldet i alles smag. Der har også været nogle uheldige situationer med spillere, der har villet væk fra holdet, og sådanne ting falder ofte tilbage på cheftræneren og den kultur, han er med til at skabe. 

Et andet scenarie er dog, at Bengals vil give cheftræneren endnu en chance med lidt mere talent og en frisk Joe Burrow næste år. 

Sandsynlighed: 7/10 

Anthony Lynn, Los Angeles Chargers
Når man snakker fyringstruede cheftrænere, er Anthony Lynn ikke altid en af dem, der bliver nævnt først. Det bør han være.

I år har Chargers kun vundet tre af 11 kampe, selvom unge Justin Herbert har været overraskende god, og en del af det skyldes Anthony Lynns inkompetence. Der er stort set ikke en uge, hvor cheftræneren ikke dummer sig med dumme spilkald eller beslutninger, og senest fuckede han up i nederlaget til Bills. 

Hans dage som cheftræner hos Chargers bør i virkeligheden være talte. Selvom han virker til at være en respekteret skikkelse i omklædningsrummet, har han ganske enkelt nogle mangler, som er svære at se bort fra, og en spilfilosofi, der er forældet. Hvis sæsonen slutter med en flere skuffelser, er han nok på vej ud af døren. 

Sandsynlighed: 6/10

Vic Fangio, Denver Broncos
Vic Fangio har fået to sæsoner i sædet i Denver, og det har ikke alt været lige godt. Den tidligere defensive koordinator har godt nok fået noget ud af forsvaret, men angrebet har haltet efter, og beslutningerne i kampene har ikke altid været forståelige.

I Denver er unge Drew Lock også manden, der bliver satset på, men til trods for store investeringer i angrebet har det ikke været kønt i år. Man kunne sagtens forestille sig, at Broncos vil parre den unge quarterback med en dygtig offensiv træner i håbet om at løfte sig i de kommende år. 

Sandsynlighed: 5/10

Matt Nagy, Chicago Bears
Det har været noget af en sæson for Matt Nagy og Bears. De vandt fem af deres første seks kampe, men har siden tabt fem i træk, og deres jagt på en slutspilsplads ser nu mere end svær ud. Uanset hvordan sæsonen slutter, skal Bears overveje, om der skal skiftes ud på trænerposten.   

Matt Nagy har godt nok vundet 25 kampe og tabt 18 som cheftræner, men det er gået den forkerte vej siden debutsæsonen i 2018 – især på angrebet, som burde være Matt Nagys force. I år råder de over et ligaens værste angreb, og det skyldes dels Mitch Trubisky og Nick Foles. Men det skyldes også cheftrænerens manglende evne til at få noget ud af de to quarterbacks. 

En ny træner og, ikke mindst, en ny quarterback bør stå på ønskelisten i Chicago.

Sandsynlighed: 3/10

Mike Zimmer, Minnesota Vikings
Først og fremmest vil jeg slå fast, at Mike Zimmer har gjort meget godt i Minnesota, hvilket hans sejrsprocent på 58,5 procent vidner om. Men det er også ved at være tid til en ny æra hos vikingerne. 

Mike Zimmer holder stædigt fast i en forældet spillestil, der har fokus på løbespillet og forsvarsspillet. Det er bare ikke nok i 2020, hvor det gælder om at score point og en masse af dem. Det bør Vikings egentlig også kunne med Kirk Cousins, Justin Jefferson og Adam Thielen, men selve filosofien holder dem tilbage. Og den filosofi er Mike Zimmers.

Chancerne for et trænerskifte er formentlig mindre, end de burde være, efter at VIkings har hentet en håndfuld sejre på det seneste. Med nogle flere sejre kan han for alvor sætte sig sikkert i jobbet. 

Sandsynlighed: 2/10

Mike McCarthy, Dallas Cowboys
Det er ikke ofte, at man ser trænere være “one and done” i NFL, og chancerne er nok også små. Men i Dallas må man gå med tanker om, om Mike McCarthy mon nu også er den rigtige mand til at stå i spidsen for holdet.

Sæsonen har i hvert fald været en fuldstændig katastrofe, og de er aktuelt sidst i den ellers skrækkelige NFC East. Godt nok skyldes det også en række skader til eksempelvis quarterback Dak Prescott, men Mike McCarthy fik heller ikke det optimale ud af holdet, inden quarterbacken blev skadet.

Han overlever nok, og især hvis den defensive trænerstab bliver udskiftet, kan det da også blive bedre. Men sædet begynder altså så småt at brænde under Mike McCarthy.

Sandsynlighed: 2/10

Outsider: Doug Pederson
Skal Eagles-fans til at synge “What have you done for me lately?” til Doug Pederson? Ja, han var cheftræneren, der sikrede dem Super Bowl-titlen for et par år siden, men siden har Philadelphia ikke levet op til forventninger. 

Holdet rummer stadig en hel del talent, men Carson Wentz er faldet fra hinanden, og i år er det blevet til blot tre sejre. I de seneste to sæsoner var de heller ikke nærheden af at leve op til spillet fra 2017. Doug Pederson får nok lidt mere tid til at komme tilbage på sporet, men der skal nok snart resultater på banen, hvis han skal beholde jobbet på længere sigt.

På fredag kigger vi på mulige trænerkandidater i NFL – følg med! Der kommer en masse spændende navne på listen.