Optakt: Starter Jaguars en ny stime hjemme i London? 

0

Jacksonville Jaguars og Chicago Bears tørner sammen i sæsonens anden kamp i den britiske hovedstad. Kan Jaguars starte en ny stime, eller fortsætter Caleb Williams sin positive udvikling? 

Søndag er Jacksonville Jaguars (1-4) tilbage i sin anden hjemby London. Det er 12. gang, at Jaguars indtager den britiske hovedstad, og holdet er blevet symbolet på NFL’s europæiske tilstedeværelse, som startede i 2007 med NFL International. Jaguars har kvitteret ved at vinde seks af sine 11 foreløbige kampe i England.  

Jacksonville Jaguars ankommer lettere turbulent til London, efter at deres fly blev forsinket og omdirigeret på grund af orkanen Milton, som raserer Florida i disse dage. Ikke desto mindre kan Jaguars glæde sig over, at de skal spille to kampe på stribe i London, hvilket de også gjorde i fjor, hvor det blev til sejre over Atlanta Falcons og Buffalo Bills. 

Du kan se kampen kl. 15:30 direkte fra London med NFL GamePass.

I denne sjette spillerunde af 2024-grundspillet møder de Chicago Bears på Tottenham Hotspur Stadium – formelt set som udebaneholdet. Det er tredje gang, at Bears skal spille i London som led i NFL International, og de tabte deres seneste opgør i 2019 med 24-21 til det daværende Oakland Raiders. 

Både Jaguars og Bears indtræder sjette spillerunde på bagkant af deres bedste præstation i 2024. Jaguars fik sæsonens første sejr, da de besejrede divisionsrivalerne fra Indianapolis Colts med 37-34, mens Caleb Williams strålede i Bears’ 36-10-sejr over Carolina Panthers med 338 offensive yards og to touchdowns. 

Seneste nyt på skadesfronten: 

Vi er allerede fem spillerunder henne i 2024-sæsonen, og det betyder, at skavankerne begynder at melde deres ankomst. 

Chicago Bears har meldt tre spillere ude af London-opgøret, mens tre yderligere spillere er meldt tvivlsomme. Det mest mærkbare fravær bliver safety Jaquan Brisker, som sidder ude med en hjernerystelse. Brisker har været en profil på Bears’ forsvar i år med 40 tacklinger, et sack, en interception og en fremtvunget fumble. 

Jacksonville Jaguars har også skadesproblemer i sine bagerste forsvarsgeledder, hvor startende cornerback Tyson Campbell sidder ude med en forstrækning i baglåret. Derudover er Gabe Davis (knæproblemer) og Evan Engram (forstrækning) meldt tvivlsomme, så Trevor Lawrence kan stå med et decimeret receiverkorps. 

Læs også: Optakt – Hjalte med stor opgave i Green Bay!

Fortsætter Caleb Williams sin positive udvikling? 

Efter en svær start på tilværelsen som professionel er Caleb Williams ved at vænne sig til tempoet i NFL, Shane Waldrons system og det enorme ansvar, som han bærer på sine skuldre. 

Ét er statistikkerne, som har forbedret sig mærkbart i løbet af de seneste to spillerunder, hvor Williams har kastet for 461 yards, tre touchdowns og ingen interceptions. Det mest væsentlige er, at han ser mere tryg ud i lommen, og når modstanderne sender pres. 

I London står Caleb Williams over for Jaguars’ forsvar, som har tilladt flest kastede yards (287,8 pr. kamp) og tredjeflest kastede touchdowns (to pr. kamp) i år. Det betyder, at Bears’ unge bannerfører har gunstige arbejdsvilkår, som han kan bruge til at fortsætte sin positive udvikling.

I skal især holde øje med hans kemi med receiver DJ Moore, som leverede en pragtpræstation mod Panthers, hvor han greb 105 yards og to touchdowns. I Tyson Campbells skadesfravær ventes Moore at stå over for veteranen Ronald Darby, som er kommet skidt fra start i 2024. Hidtil har Darby tilladt 14,8 yards pr. grebet bold, hvilket er femtedårligst i NFL blandt cornerbacks, der har spillet mindst 100 spil. 

Forudsigelse 

Jacksonville Jaguars bevist i fjor, at de kan bruge deres anden hjemmebane i London til at bygge momentum og vende en skuffende sæsonstart til en positiv stime. Jaguars havde tabt to af tre opgør i fjor, før de vandt fem kampe på stribe, hvoraf de to første sejre blev sikret i London.  

Ikke desto mindre er det svært at argumentere for, at Jacksonville Jaguars skulle kunne gentage svendestykket i år. Bevares, Jaguars fik hul på bylden i femte spillerunde, men det var mod Joe Flacco og resten af Colts’ skadesplagede mandskab. 

Omvendt virker det til, at Caleb Williams er ved at finde sit fodfæste i NFL, og så er Bears’ forsvar brandvarmt. Bears har tilladt femtefærrest point (17 pr. kamp) og syvendefærrest yards (294,8 pr. kamp), mens de har fremtvunget 2,8 sacks pr. kamp og tredjeflest turnovers (2,2 pr. kamp) i NFL. 

Samlet set tipper vi, at Chicago Bears tager sin tredje sejr i træk, efter at de overvinder Jacksonville Jaguars med 27-16. 

Læs også: Weekly Winners – 6. spillerunde!

Husk at du kan se alle NFL’s kampe i Europa med NFL GamePass. Hvis du køber dit GamePass-abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.