2020 Draften er overstået, og det er blevet tid til at se nærmere på, hvilke spillere vi fremover skal lære at kende i NFL. NFC West-holdene endte umiddelbart med at have et blandet udbytte i årets draft, hvor Cardinals i den grad forstærkede sig.

Vi kommer her med vores bud på, hvilke spillere, som blev draftet af NFC West-holdene, der udgør bedste og dårligste værdi.

Se alle gennemgangene:
NFC North NFC South | NFC East | NFC West  
AFC North | AFC South | AFC East | AFC West

Bedste værdi: Josh Jones, T, Houston

Langt de fleste af Arizonas ville have været kandidat til den pris, men i sidste ende falder valget på den store offensive tackle, Josh Jones. Den 21-årige angrebsspiller var af de fleste eksperter vurderet til at blive valgt i slutningen af første runde, men Cardinals fik ham halvanden runde senere. Det er suverænt allerede inden, man medregner, at et af de største huller for Arizona inden denne draft var en offensiv tackle. Holdet var i høj grad i spil til at vælge Andrew Thomas, Tristan Wirfs, Jedrick Wills eller Mekhi Beckton med deres førsterundevalg. I stedet kunne de tage en af de mest interessante spillere i hele draften i den udsøgt eksplosive altmuligmand Isaiah Simmons, og stadig lukke et vigtigt hul i tredje runde. Det er ret perfekt.

Værste værdi: Ingen

Det er svært at se på Cardinals’ draft og sige, at de valgte en spiller med dårlig værdi. Ingen af spillerne blev valgt før de “burde” og flere blev valgt et godt stykke efter. Man kunne være voldsomt hård og udpege Rashard Lawrence, da han nok kommer til at have en begrænset rolle i NFL. Det synes jeg dog er ufortjent. Den store Lawrence kommer nok primært til at være rotationsspiller på de tidlige downs som løbestopper, men det var et område, som Cardinals bestemt kunne bruge noget hjælp. Evan Weaver kunne også være en kandidat, da han med manglende atletiske evner vil blive et let offer i kastespillet, men at få en linebacker, der var meget produktiv i college i sjette runde er heller ikke galt.

Samlet vurdering

Arizona valgte blot seks spillere i dette års draft, da holdet sendte flere draftvalg til Houston, da de stjal i receiverfænomenet DeAndre Hopkins fra Texans. De fleste valg ligner dog på papiret home runs. Jones udfylder et kæmpe hul på den offensive linje og var som nævnt fremragende værdi. Både Fotu og Lawrence kan hjælpe med at skabe noget fylde og tilføre energi til en defensiv linje, som jeg før draften var ret skeptisk overfor.

Weaver er nok den eneste spiller, jeg har svært ved at se kunne blive en produktiv spiller på dette hold. Trods flot produktivitet i college og masser af mentale egenskaber, som en træner vil elske, så har han nok for mange atletiske mangler. Eno Benjamin kunne være valgt langt tidligere i draften og vil tilføre noget tyngde til en runningback-gruppe, der har Kenyan Drake og Chase Edmunds. Draftklassen kom i sidste ende til at afhænge af, om de finder en rolle til Isaiah Simmons. Cardinals har den atletiske lineback Hasaan Reddick på holdet allerede, men de dage virker talte. Han var en spiller, der havde nogle af de samme evner som Simmons, da han blev draftet. Der blev aldrig fundet en produktiv rolle til Reddick, men Simmons er en langt bedre spiller, så mon ikke han bliver en succes. At have spillere med atletiske evner som Simmons parret med den frygtindgydende Chandler Jones og dygtige defensive backs som Budda Baker og Patrick Peterson er ret, ret interessant i hvert fald.

Karakter: 10

Næste side: Los Angeles Rams lavede både kloge og mindre kloge valg