2020 Draften er overstået, og det er blevet tid til at se nærmere på, hvilke spillere vi fremover skal lære at kende i NFL. AFC South er den næste division i fokus.

Vi kommer her med vores bud på, hvilke spillere, som blev draftet af AFC South-holdene, der udgør bedste og dårligste værdi.

Se alle gennemgangene:
NFC North NFC South | NFC West | NFC East
AFC North | AFC South | AFC West | AFC East

Bedste værdi: Ross Blacklock, DT, TCU
I free agency mistede Texans deres nose tackle DJ Reader, men de har fundet en erstatning i driften i form af Ross Blacklock. Der var spekulationer om, om Ross Blacklock ville blive valgt i første runde, og hans talent er i den grad et andenrundevalg værdigt. Han skal stadig udvikle sin teknik – både imod løbespillet og som pass rusher – men han besidder god styrke, adræthed og størrelse, og der er et godt udviklingspotentiale hos den 21-årige defensive tackle. Det ligner en mangeårig starter.

Dårligste værdi: John Reid, CB, Penn State
Jeg er lidt skeptisk overfor valget af John Reid, og det virker til, at han blev valgt for tidligt. Mange eksperter havde ham som et femte- eller sjetterundevalg, men Texans tog ham allerede i fjerde runde. Jeg tror, at han vil få svært ved at spille en rolle for Texans i 2020.

Reid er en klog spiller, og det bør han også være, da han er 24 år og en lidt ældre rookie. Han er også fint atletisk, men han mangler den ideelle størrelse og er for lille. Desuden opgav han en del yards i college og især dybt blev han brændt et par gange. Hvis han finder vej til banen, bliver det på grund af hans størrelse som slotcornerback, men Reid kæmper med blandt andre Bradley Roby, Gareon Conley, Lonnie Johnson, Phillip Gaines og Vernon Hargreaves om spilletid, og der er umiddelbart lang vej til banen. Reid ligner ikke en spiller, der får en stor rolle hos Texans.

Samlet vurdering
Draften var ikke super sexet fra Texans’ side, men den bød heller ikke på nogle hovedrystende beslutninger, som man ellers er mere eller mindre vandt til. Og de havde godt nok også kun fem valg at gøre godt med. De fik hentet nogle spillere ind på positioner, de manglede, og jeg kan godt lide valget af Ross Blacklock, som ligner en starter. Jonathan Greenard, der blev valgt i tredje runde, kan også få noget spilletid som edge rusher i sin første sæson, men resten er dybdespillere.

Charlie Heck er en reserve på tackle, mens Isaiah Coulter skal kæmpe med Brandin Cooks, Will Fuller, Randall Cobb, Kenny Stills og Keke Coutee om spilletid. Medmindre der er skader, vil de ikke få mange chancer for at vise sig frem. Draften er ikke noget at råbe hurra for, men chefen Bill O’Brien lavede heller ikke de store fejl.

Karakter: 7 

Næste side: Colts sørger for gode betingelser for Philip Rivers