Bedste værdi: Ben Bartch, OL, St John’s
Ben Bartch er en ret spændende spiller. Han har kun været offensive linjemand i to sæsoner, men var alligevel inviteret til Senior Bowl, hvor han imponerede i stor stil. Bartch har stadig noget at lære som offensiv linjemand, men i college viste han nok til, at flere regnede med, at han ville blive valgt i tredje runde. Det er måske ikke et decideret steal, at Jaguars så får ham i fjerde runde, men Jaguars havde brug for lidt hjælp på den offensive linje, og Bartch kan udvikle sig til en starter – måske allerede i sin første sæson. Når man får en mulig starter i fjerde runde, er jeg tilfreds. 

Jeg er også helt vild med valget af K’Lavon Chaisson som nummer 20, og det er ret god værdi. Jeg troede, at han ville være væk, før Jaguars’ andet valg.

Dårligste værdi: Tyler Davis, TE, Georgia Tech
Er det lidt hårdt at kalde et sjetterundevalg for den dårligste værdi? Ja, det er det. Men jeg forstod ikke rigtig valget, og alle de andre valg, synes jeg, var fornuftige. Tyler Davis er mest af alt en blokerende tight end, og han greb kun 17 bolde for 148 yards og ét touchdown i sidste sæson. Han spillede også special teams, og det er nok her, han også skal hjælpe Jaguars. 

Tight end var samtidig ikke et stort hul på holdkortet, da Jacksonville også har Tyler Eifert, Josh Oliver og James O’Shaughnessy, og selvom det ikke er stjerner, står de længere fremme i køen om spilletid. Det er selvfølgelig svært at få gode spillere i sjette runde, men jeg var nok gået en anden vej en Tyler Davis. 

Samlet vurdering
Jaguars havde en gylden mulighed for at blive bedre med hele to førsterundevalg, og de har grebet den chance. CJ Henderson og K’Lavon Chaisson var to rigtig gode valg i første runde, og begge kan blive mangeårige profiler på Jaguars’ forsvar, mens de også hjælper med at udfylde nogle af holdets mangler allerede nu. Tredjerundevalg Davon Hamilton kan også ende med at blive en starter tidligt i sin karriere, mens fjerderundevalget Josiah Scott potentielt kan få spilletid som slot-cornerback allerede i 2020. Er de mon på vej mod at genopbygge et stærkt forsvar?

Der blev også gjort lidt for at få ekstra kastemål til quarterback Gardner Minshew, da man i anden runde valgte Laviska Shenault. Jaguars har angiveligt planer om at bruge Shenault over alt på angrebet, selvom han står listet som receiver, og han giver Minshew endnu et farligt våben. Minshew fik også lidt beskyttelse i Ben Bartch, som jeg allerede har rost. Alt i alt har Jaguars gjort det ret godt i draften, hvor de fik lappet et par store huller på holdkortet. 

Karakter: 12

Næste side: Det kunne I have gjort bedre, Titans