Ifølge det store, amerikanske medie Bleacher Report forventer flere og flere af holdenes beslutningstagere, at sæsonen bliver udskudt pga. Covid19-situationen

For NFL-fans kan tiden fra Super Bowls slutfløjt til startfløjtet på den efterfølgende sæson føles som en uendelighed.

Og hvis man tror NFL’s trænere og general managers, så bliver den uendelighed lidt længere i år.

Ifølge Bleacher Reports’ journalist Mike Freeman tror flere og flere trænere og beslutningstagere, at NFL-sæsonen umuligt kan starte som planlagt i septemper. Og flere forventer ligefrem, at klubbernes træningslejre vil blive skubbet til efteråret.

Det er vigtigt at understrege, at ligakontoret på nuværende tidspunkt ikke har meldt noget ud, men ‘løbende holder øje med situationen’. Roger Goodell og kompagni har dog besluttet at holde draften på den allerede fastsatte dato, omend i et digitalt format.

Covid19-situationen har allerede påvirket free agency, hvor klubberne ikke har haft mulighed for at flyve spillerne ind til forhandling og lægecheck. Det har resulteret i flere annullerede handler, noget man yderst sjældent ser under normale omstændigheder.

2020-sæsonen sparkes efter planen i gang d. 10. septemper, hvor de forsvarende Super Bowl-mestre Kansas City Chiefs skal møde et endnu ukendt hold.