Hvis Californien bliver hårdt ramt af Omikron, er Dallas og AT&T Stadium en mulig afløser for Los Angeles.

Antallet af Omikron-tilfælde stiger lige nu i Los Angeles, men foreløbig forsikrer NFL, at Super Bowl og al den medfølgende festivitas “forbliver på plads”.

Ifølge The Hollywood Reporter holdt repræsentanter fra NFL, Los Angeles turistbureau, Los Angeles Sports & Entertainment Commission, Los Angeles Rams, Los Angeles Chargers og SoFi Stadium et støre møde i starten af ugen for at bekræfte overfor hinanden, at ikke blot vil Super Bowl LVI blive spillet som planlagt, men alle de tilknyttede begivenheder i Super Bowl-ugen vil også blive gennemført.

Med den nuværende Omikron-variant, der forårsager en voldsom stigning i Covid-19-smittede ikke blot i Danmark, men også i Los Angeles County, har der været rygter og spørgsmål om, hvorvidt ligaen ville flytte kampen fra SoFi Stadium til AT&T Stadium i Dallas.

En NFL-talsmand afviser disse rygter og hævder, at ligaen altid har beredskabsplaner på plads.

Los Angeles County har nogle af de strengeste Covid-19-regler, med vaccination påkrævet til sportsbegivenheder, store forsamlinger som koncerter, biografer, natklubber, barer og restauranter. Alle de steder, der vil være involveret i Super Bowl-ugens aktiviteter.

SoFi Stadium kræver vaccination, en negativ Covid-19-test og mindbind skal bæres overalt, medmindre man aktivt spiser eller drikker.

Det er værd at bemærke, at reglerne i Texas er noget mere lempelige, og derfor vil kampen kunne spilles der, hvis Los Angeles må give afkald på finalen