Antonio Brown er blevet taget i fusk med sit Coronapas, og det koster ham nu tre spilledages karantæne.

Wide receiver for Tampa Bay Buccaneers Antonio Brown og to andre spillere med tilknytning til klubben har fusket med deres coronapas, og de har nu alle fået tre spilledages karantæne vel at mærke uden løn.

Som vi beskrev her på Gul Klud tidligere, så havde Antonio Brown fået fremstillet et falsk vaccinationskort, og det er nu bekræftet af NFL, der samtidig uddeler karantænen.

Buccaneers defensive back Mike Edwards og running back John Franklin III får samme straf for samme forseelse, og de har alle tre indgået en aftale om ikke at forhale processen ved at anke dommen. Angiveligt ville NFL have tildelt de tre spillere en længere straf, men for at få sagen afsluttet hurtigt, blev kompromiset “tre dage og ingen appel”.

Brown og Edwards får begge karantæne uden løn, mens Franklin, der er free agent, først skal afsone sin straf i det øjeblik, han skriver under med en ny klub. Det er næsten så godt som en karrieremæssig dødsdom for ham, da en klub næppe skriver kontrakt med ham vel vidende, at han står foran tre spilledages karantæne.

Antonio Brown og Mike Edwards sidder dermed udenfor til og med spilleuge 15, men kommer tilbage til de sidste tre kampe i grundspillet.

Årsagen til at NFL blev opmærksom på de falske Coronapas var, at Antonio Brown havde et økonomisk udestående med en privat kok, der som gengæld for manglende betaling gik til pressen med sin viden.

Der er ikke præcedens i NFL for den slags sager, men den professionelle ishockey-liga NHL gav Evander Kane fra San Jose Sharks 21 kampes karantæne for et falsk Coronapas, så Brown og Edwards er sluppet billigt.

Til gengæld var Buccaneers headcoach Bruce Arians ikke meget for at sætte ord på, hvad der sker med de to spillere efter udstået karantæne. “Nu har de tre ugers karantæne, og så må vi se på deres fremtid efter det”, sagde han til pressen fredag.