USA er det land med størst ulighed – alligevel gennemsyrer solidaritet deres sport. Dette kommer til udtryk på flere måder i NFL.

I NFL har man gjort sig mange tanker om, hvordan man skaber en så jævnbyrdig liga, som overhovedet muligt, for at have mest mulig spænding år for år. De dårligste hold skal lynhurtigt kunne komme tilbage, de bedste hold skal kunne indhentes og de rige hold må ikke bare købe sig til succes.

Altsammen ting, som ville få enhver amerikansk patriot til at råbe “MARXIST” eller “COMMI” efter NFL.

Ejerne i NFL har indført en række regler, som har til formål at udligne konkurrencen mellem holdene mest muligt, så de dårligste hold aldrig er mere end en sæson fra at kæmpe med om mesterskabet.

Spilteori

NFL og amerikansk sport generelt, er bygget markant anderledes op, end det vi kender fra Europa. Amerikanerne arbejder nemlig med private ligaer, hvilket giver ejerne mulighed for at ændre i reglerne eller strukturen.

Dette gøres med henblik på at gøre sporten mere seværdig ud fra ideen om spilteori.

Kort fortalt forklarer teorien, at sportshold bliver bedre stillet, hvis de samarbejder, frem for at fokusere på egen succes. Fortalt i sportstermer, så er en liga med mange lige hold og uforudsigelighed mere spændende og tiltrækker flere tilskuere, end en sportsliga med ét eller få store hold, som konsekvent vinder eller tryner modstanderne.

Spredning af talent

Hvor det i fodbold er nemt (men dyrt) for de store fodboldhold at skabe såkaldte “galactico”-hold, hvor man samler alle verdens talenter på samme hold, er det anderledes svært i NFL.

Den vigtigste kilde til nye spillere – og særligt – nye talenter er nemlig draften.

Hvert år i april får ligaen en saltvandsindsprøjtning af nye unge spillere fra college, som alle håber på at kunne slå igennem i verdens største liga. Næsten alle spillerne i NFL er på et tidspunkt blevet draftet af et hold, som har besluttet sig for, at få eneret til at forhandle kontrakt med den givne spiller og det er den bedste måde at forstærke et hold på, når man fokuserer på langsigtet udvikling.

Efter hver sæson vender man tabellen på hovedet og lader det dårligste hold vælger først blandt alle de nye spillere, som kommer ind i ligaen til den kommende sæson. Derefter får det næstdårligste hold lov at vælge som nummer 2, osv.

Der findes ikke reservehold, akademier eller ungdomsafdelinger i NFL, hvor man kan skabe egne talenter. Et hold har derfor heller ikke mulighed for at gå på talentrov i de mindre klubber og tilbyde attraktive kontrakter til de unge spillere. Alle hold har samme muligheder for at hente de unge nye talenter, men det er de dårligste hold, som bliver bedst stillet.

At det så ikke er hver gang, at man finder de bedste spillere i toppen af draften er så en anden diskussion..

Mister du talenter – får du picks

Ligesom i den fodbold, vi kender i Europa, så kan en spiller skifte hold, når hans kontrakt udløber. Der er derfor hvert år flere store profiler, der forlader deres hold for at søge større lønsedler eller trofæer.

Men i NFL bliver holdene kompenseret, hvis en god spiller forlader holdet.

Dette gøres ved at give holdene såkaldte “kompensationsvalg” i draften. Hvornår en spiller er “En god spiller” bliver udregnet på baggrund af spillerens nye kontrakt – Større kontrakter betyder bedre spillere, som betyder større tab for det oprindelige hold, som betyder højere kompensationsvalg.

Holdene kan højest modtage et tredjerundevalg som kompensationsvalg i draften. Henter de en spiller ind, som koster lige så meget i løn som den spiller de mistede, så bliver der modregnet, og der gives ikke nogen kompensation. Så det er en kompliceret udregning.

Waiveren

Hvis en spiller bliver fritstillet, så ryger han ikke nødvendigvis ud på det åbne marked. Hvis en spiller ikke har spillet tilstrækkeligt mange sæsoner eller bliver fritstillet efter ottende spilleuge i sæsonen, ryger vedkommende på waiveren, hvor de andre hold får mulighed for at overtage kontrakten.

Her får de dårligste hold førsteret til at overtage kontrakten – ønsker det dårligste hold ikke at overtage spilleren overgår retten efterfølgende til de lidt bedre hold, før ligaens bedste hold til sidst får mulighed for at erhverve spilleren.

Dette giver de mindre gode hold en ekstra mulighed for at forstærke sig.

Det mindre rige hold får samme muligheder.

Som nævnt før, er det nemt for de rige hold i fodbold at samle superhold med verdensstjerner. Holdene i de rige europæiske ligaer har pengene til at købe en spiller fri fra sin kontrakt og penge til at fordoble eller tredoble lønnen. Derfor skal vi nok heller ikke regne med at se Brøndby eller Rosenborg vinder Champions League lige foreløbig.

Men i NFL arbejder man ikke med transfersummer.

I stedet for at købe en spiller, så bytter man med enten andre spillere eller valg i draften. På den måde eliminerer man pengene fra ligningen, hvilket giver de mindre rige hold en chance for også at hente spillere.

Derudover har NFL også indført et lønloft, så de fattige hold ikke bliver slået i et lønræs. Der er en øvre grænse, for hvor mange penge de enkelte hold må bruge på lønninger. Denne ligger pr dags dato på $255 mio dollar.

Programlægning

De dårligste hold i ligaen får også en fordel, når de respektive kampprogrammer skal fastlægges for den kommende sæson.

De 14 af holdenes 17 kampe er allerede fastlagte på forhånd qua den division, som holdet ligger i og hvilke divisioner, der er parret i en given sæson.

Det efterlader tre kampe. Disse kampe skal spilles mod modstandere, som endte på samme placering i andre divisioner. Endte man fx på 4. pladsen i egen division, skal man altså møde tre hold, som også sluttede på 4. pladsen i deres divisioner, mens man skal møde divisionsvindere i de tre kampe, hvis man selv har vundet sin division.