Tom Brady har syv Super Bowl-titler og er den ubestridt største spiller i NFL’s historie. Kan han igen føre sit hold hele vejen til den ultimative triumf?

Det definerende drive mod Rams kommenteret af legenden John Madden. Nedturene mod Giants. Comebacket mod Seahawks. Vanvidscomebacket mod Falcons. Kastet til Gronk i Bradys sidste Super Bowl-triumf med Patriots. Og afklapsningen af Chiefs.

De syv Super Bowl-sejre.

Den mest markante spiller i historien

De store øjeblikke alene i Super Bowl-sammenhæng er ubegribeligt mange for Tom Brady.

Den 44-årige quarterback er definitionen på en vinder. Han er definitionen på det, som NFL tilstræber at være. Brady er det ufattelige og det smukke. Han skaber uforglemmelige dramaer og intriger, og somme tider er han på grænsen til usympatisk i sin konstante jagt på touchdowns. På sejre. På flere Vince Lombardi-trofæer.

Tom Edward Patrick Brady har kendetegnet og domineret NFL som ingen anden spiller i spillets historie. Og han gør det fortsat.

Tom Bradys vindergén er unikt

44 and still going strong

Da Brady for flere år siden sagde, at han kunne spille, til han blev 45 år, troede de fleste ikke på det. Nu står Brady her så igen. I slutspillet med chancen for at føje endnu et kapitel til en fuldstændig fantastisk fortælling om en helt ekstraordinær sportsmand, der vinder, vinder og vinder i en sport, som er bygget til at forhindre gentagelser. Bygget til at skabe konkurrencelighed og uforudsigelighed. Det er bare utroligt.

Brady er indehaver af et hav af NFL-rekorder, herunder flest kasteyards med 84.520 og flest kaste-touchdowns med 618. Det er to helt igennem vilde rekorder, som han kommer til at cementere yderligere i 2022 og måske igen året efter og året efter det?

14 Super Bowl-rekorder

Men de rekorder, som Brady selv er mest stolt af og går mest op i, drejer sig om Super Bowl. Og der har han ikke en, ikke to, ikke tre, men 14 rekorder!

Jeg vil ikke remse alle Bradys Super Bowl-rekorder op, men for at nævne et par stykker, så har han naturligvis flest Super Bowl-titler (syv), flest Super Bowl-optrædener (10), flest Super Bowl MVP’s (fem), flest kastetouchdowns (21) og flest game-winning drives (seks). Og så er han den ældste quarterback til at vinde den store finalekamp, da han sidste år sejrede i sin første sæson med Tampa Bay Buccaneers i en alder af 43 år.

Førte NFL i år yards og touchdowns

Det er helt uhørt, at Brady i sit 45. leveår og i sin 22. sæson i NFL stadig kan spille så formidabelt godt. Han har aldrig bevæget sig så godt i lommen, som han gør nu. Og samtidig kaster han bolden lige så godt, som han nogensinde har gjort. Tro det eller ej. Ud fra det perspektiv er det ikke overraskende, at han fører NFL i både kasteyards (5.316) og touchdowns (43). Men så kommer du i tanke om, at manden er 44 (!?!) år, og så tænker du, at det simpelthen ikke bør være muligt. Men det er det!

Netop Bradys fremragende spil gør ham i mine øjne til en mindst lige så god kandidat til MVP-titlen som Aaron Rodgers. Men allervigtigst betyder det, at Tampa Bay Buccaneers har gode chancer for at genvinde Super Bowl.

Kan Brady vinde sin 8. Super Bowl?

Chris Godwin og Antonio Brown er godt nok ude (af forskellige årsager), men Brady har stadig så meget talent rundt om sig, at Bucs kan gå hele vejen for andet år i træk.

Den offensive linje er endnu bedre end sidste år og er blandt ligaens bedste. Mike Evans er et bæst, og Rob Gronkowski ser ud til at være i topform lige som i sidste års slutspil. Forsvaret har talentet til endnu en gang at gøre ondt på alle, og mon ikke de får helt styr på sagerne her i slutspillet.

Derudover skal man ikke underkende betydningen af at være forsvarende Super Bowl-mestre. Det giver Tampa Bay selvtillid, og selvtillid kan gøre forskellen, når det spidser til.

Får vi Brady mod Rodgers i NFC-finalen igen?

Green Bay Packers er forhåndsfavoritten i NFC. De har Aaron Rodgers. De har Davante Adams. De har en god trænerstab. De har hjemmebanefordelen. Og de har det (nok) mest komplette mandskab. Derudover kan Cowboys, Rams, Cardinals og 49ers alle lege med, hvis alt går op i en højere enhed. Men ingen af de hold har Tom Brady.

Derfor tror jeg, at vi igen kommer til at stå med en kæmpe duel mellem Rodgers og Brady på Lambeau Field i NFC-finalen. Vi husker, hvordan det gik sidste år, og det bliver ikke mig, der tvivler på den syvdobbelte Super Bowl-mester. Og det bliver i hvert fald ikke Brady selv.

Slår Brady først Rodgers og co., så tvivler jeg på, at han kan blive stoppet i sin 11. Super Bowl.

Læs også: Den Super Bowl vil vi helst se