For tredje gang på fire år hedder det ene hold i Super Bowl Kansas City Chiefs

Der blev råbt i gangene under Arrowhead stadium udenfor Kansas City natten til mandag dansk tid. I den ene ende kunne man høre jubelbrøl, glæde og en vis form for lettelse over at være sluppet fra AFC finalen med en sen sejr, mens der i den anden ende var banden og svovlen og sågar bebrejdelse mellem holdkammerater (husk lyd på nedenstående video):

Baggrunden var en korrekt unnecessary roughing straf dømt på Bengals Joseph Ossai for at skubbe Patrick Mahomes, efter sidstnævnte tydeligt var løbet ud over sidelinjen.

Det gav en 15-yard straf med 8 sekunder igen og på det næste play sparkede Chiefs kicker Harrison Butker det afgørende field goal til en 23-20 sejr og en tur til Super Bowl om 14 dage i Arizona.

Den store historie inden, under og efter kampen var naturligvis Patrick Mahomes. Hvor skadet var han? Og hvordan ville det influere på hans spil?

Han bevægede sig lidt akavet, men ellers leverede han igen og igen store spil og sluttede med 326 yards og to touchdown-kast. Det ene til Travis Kelce og det andet til Marquez Valdez-Scantling, der spillede en af sine bedste kampe for Chiefs på det helt rigtige tidspunkt og greb seks bolde for 116 yards og sit touchdown, der gav Chiefs en 20-13 føring i tredje quarter.

I Super Bowl kan Chiefs, se frem til, at møde headcoach Andy Reids tidligere hold, Philadelphia Eagles, der tidligere på aftenen vandt NFC-finalen over 49ers. Det bliver også den første Super Bowl mellem to brødre, når Chiefs tight end Travis møder Eagles center Jason Kelce.

Bengals offensive linje har fået tre mand skadet den seneste måned, og det benyttede Chiefs til at få lagt et voldsomt pres på Joe Burrow, der i meget få tilfælde havde ro i lommen til at kaste. Han blev sacket tre gange alene i første kvarter, og Bengals normalt eksplosive angreb spillede de første 15 minutter uden at få en eneste yard.

Bengals kom dog tilbage fra 13-3 til at få udlignet både til 13-13 og 20-20, og havde chancen for at bringe sig foran sent i kampen. Burrow gik dybt efter Tee Higgins, men bolden blev slået op i luften og interceptet af rookie cornerback Josh Williams.

I stedet fik Chiefs bolden tilbage med ca. et halvt minut af kampen, og der førte Mahomes sit angreb over midterlinjen, inden Joseph Ossai begik kampens største fejl, der sendte sejren i hænderne på Chiefs.

Man kan stadig høre dem råbe i gangene på Arrowhead.