
Fire dage før draften har New York Giants sendt deres måske største stjerne til Cincinnati Bengals. De får Bengals pick 10 for defensive tackle Dexter Lawrence.
I sidste uge bad Lawrence offentligt om at blive tradet, og mens de fleste slog det hen som forhandlingstaktik, så gik et større spil i gang i kulissen.
Nok forhandlede Giants og Lawrences agenter, men samtidig havde Giants taget kontakt til flere potentielle aftagere, og da forhandlingerne torsdag brød sammen, der trak Giants i det store trade-håndtag.
Lørdag skete det så. Giants sender Lawrence til Cincinnati Bengals for deres pick 10 i første runde.
Hvad betyder det for Bengals?
Den tre-dobbelte Pro Bowler skal nu fremover spille for Cincinnati Bengals, der pludselig med ét trylleslag får et helt nyt udtryk.
Lawrence opgraderer omgående både den indvendige defensive front, og forstærker Bengals’ pass rush. Bengals har også tilføjet Super Bowl mesteren Edge Boye Mafe og tackle Jonathan Allen til den defensive linje, og med Myles Murphy og Shemar Stewart på holdkortet i forvejen på Edge og store B.J. Hill i midten ser skyttegraven pludselig fornuftig ud på trods af tabet af Trey Hendrickson.
Næste store opgave bliver så, at få en ny kontrakt på plads med Lawrence. Han skrev under på en fireårig kontrakt i 2023 med Giants, der indbragte ham 90 millioner dollars. Det gjorde ham til den tredjebedst betalte defensive tackle i ligaen, men siden er han faldet til den blot 12. bedst betalte, så nu vil han og hans agent have en ny aftale. Noget Giants ikke var villige til. Nu skal Bengals så forsøge at gøre den 28-årige Lawrence glad igen.
Med handlen har Bengals ikke et valg i første runde, og træder først ind i draften i anden runde, hvor de har pick 9 (samlet pick 41).
Hvad gør Giants med pick 10?
Handlen giver Giants pick 10 i draftens første runde på torsdag, hvilket betyder, at de nu har to to valg i top-10. Det giver Giants flere muligheder. De kan naturligvis vælge to af de potentielt bedste spillere i draften, men de kan også bruge et eller begge picks til at trade ned og få endnu flere picks i draften.
Det må gøre holdets nye cheftræner John Harbaugh glad, når han går ind i sin første draft i spidsen for Giants.
Som nævnt ovenfor kan de måske vælge at trade ét eller begge picks, men de kan også vælge at bruge de to picks på unge spillere, man med stor sandsynlighed kan betragte som byggesten for et nyt forsvar.
Fro John Harbaugh bliver det også en anderledes oplevelse, da han i sine 18 år som headcoach for Ravens kun havde et valg i top-10 én gang.
Hvem vælger Giants med pick 10?
Vi har allerede udgivet vores analyse af NFC East (den finder du her), men nu ændrer perspektivet sig for Giants.
Der forudså, at de ville tage linebacker Sonny Styles med pick 5 (og det gjorde Claus Elming også i sin første mock draft). De kunne selvfølgelig der vælge at tage en offensiv linjemand og vente med forsvar til pick 10, men lad os holde fast i Styles nu med pick 5. Hvad gør de så med pick 10?
Kunne de dobbeltdyppe med endnu en forsvarsspiller? F.eks. safety Caleb Downs, cornerback Mansoor Delane eller erstatte Lawrence med den brutale Edge Reuben Bain?
Eller går de efter endnu en receiver som f.eks. Makai Lemon eller måske tight end Kenyon Sadiq, omend pick 10 virker lidt for tidligt for det. Der er også en vis sandsynlighed for, at de vælger hjælp til den offensive linje, og der kunne tackle Spencer Fano eller Olaivavega Ioane være en mulighed.
Du finder vores Big Board med de 100 bedste spillere i draften her. Og her kan du se, hvad Giants og alle de andre 31 hold savner mest inden draften.








