Saints fortsætter med at investere i Jameis Winstons receiverkorps.

Jarvis Landry vender hjem til Louisiana. Det står klart efter, at den ombejlede receiver tweetede holdets famøse “Who Dat” slogan lørdag-aften og efterfølgende interagerede med både Jameis Winston og Tyrann Mathieu på de sociale medier.

Jarvis Landry er født og opvokset i Lousiana, hvor han også spillede i college-rækkerne for Louisiana State University. Landry nåede tre sæsoner for LSU, hvor han greb 137 bolde for 1.809 yards og 15 touchdowns, før han blev valgt af Miami Dolphins i anden runde af draften anno 2014.

Hjemkomsten sker efter, at New Orleans Saints handlede sig frem i den netop overstået draft for at vælge den talentfulde receiver Chris Olave. Kombineret med Michael Thomas, der ventes tilbage på fuld styrke efter, at han fik sin seneste sæson forpurret af en ankelskade, råder Jameis Winston efterhånden over et slagkraftigt receiverkorps.

Der er længe blevet spekuleret i Jarvis Landrys fremtid, hvor Baltimore Ravens også har været nævnt som en mulig destination. Oprindeligt Landry skulle – efter sigende – have krævet i omegnen af $20 millioner (cirka 140 mio. danske kroner, red.) om året, hvilket holdene ikke har været villige til at betale.

Senest har Jarvis Landry tørnet ud for Cleveland Browns, hvortil han spillede 12 kampe i fjor og greb 570 yards og to touchdowns. Samlet set står Landry noteret for 6.424 grebne yards og 31 scoringer i NFL.

I skrivende stund er hverken kontraktens længde eller værdi blevet offentliggjort eller lækket. Artiklen opdateres herefter.