Ligakontoret har straffet Patriots for at filme Bengals’ sidelinje under sidstnævntes kamp mod Cleveland Browns i december. Patriots siger, at de filmede en dokumentar om en talentspejder, men klubben vil ikke appellere straffen

Mens kontrakten med Cam Newton stjæler alle overskrifter, så er Patriots også kommet i nyhederne med en knap så positiv historie.

Ligakontoret har givet Patriots en bøde på 1,1 millioner dollar – svarende til 7,3 millioner kroner – og frataget klubben et 2021-tredjerundevalg som straf for, at et kamerahold ansat af New England filmede Cincinnati Bengals sidelinje i dele af sidstnævntes kamp mod Cleveland Browns tilbage i december 2019. En uge før at Patriots selv skulle møde Bengals på udebane.

Patriots har holdt fast i, at kameraholdet filmede sidelinjen ved en fejl, da de ikke var bekendte med NFL’s strenge regler for brug af videokameraer. Kameraholdet var på stadion for at filme videoklip til Patriots’ årlige dokumentar “Do Your Job”, der hvert år følger holdet gennem sæsonen. Klippene skulle vise, hvordan en talentspejder arbejder i løbet af NFL-sæsonen.

En talsmand fra Patriots har dog meddelt, at klubben ikke vil appellere ligakontorets straf.

Det er ikke første gang, at Patriots er blevet straffet af NFL for ulovlig brug af videokameraer. Tilbage i 2007 kostede ‘Spygate‘ New England et førsterundevalg og bøder til både holdet og cheftræner Bill Belichick.