Det er fortsat uvist, om J.C. Jackson er blevet vraget, eller om han har valgt at udeblive fra New England Patriots’ opgør i Frankfurt mod Indianapolis Colts.

Søndag gæster New England Patriots det europæiske kontinent, når de møder Indianapolis Colts i Frankfurt. Det europæiske publikum må imidlertid undvære Patriots’ cornerback J.C. Jackson, som ikke er rejst med Patriots til Tyskland.

Efter et fejlslagent ophold hos Los Angeles Chargers skiftede J.C. Jackson “hjem” til New England Patriots, hvor han tidligere etablerede sig blandt de bedste cornerbacks i NFL. Patriots betalte et valg i sjette runde af 2025-draften for at hente Jackson tilbage til Foxborough. Siden da har J.C. Jackson spillet fem kampe, hvori han har leveret 14 tacklinger og tre direkte kasteforsvar.

Set i det lys var det også bemærkelsesværdigt, at J.C. Jackson startede på bænken, da Patriots mødte Washington Commanders i niende spillerunde. Ifølge Jeff Howe fra mediet The Athletic var der tale om, at Jackson var blevet bænket, fordi han ikke havde leveret varen til træning i den forudgående uge.

Læs også: Kan Bill Belichick redde sæsonen og sig selv i Frankfurt?

I J.C. Jacksons fravær ventes Jonathan Jones og Jack Jones at starte som Patriots’ cornerbacks. Derudover råder Patriots over upåagtede Myles Bryant og Shaun Wade, hvilket understreger tyngden af Patriots’ defensive problemer.