Der dufter af football-nostalgi, når New England Patriots og Indianapolis Colts tørner sammen i Frankfurt. Heu Rein!

NFL runder sin europæiske turné af i Frankfurt, når New England Patriots og Indianapolis Colts mødes ude i skoven ved Riederwaldstadion. Men I kan sove trygt og roligt – for NFL vender stærkt tilbage næste år, hvor London, München og måske Madrid lægger by til det omrejsende, amerikanske sportscirkus.

I år er det New England Patriots og Indianapolis Colts, som får æren af at lukke og slukke NFL International. Det er et opgør, som dufter af football-nostalgi og minder fra nullerne, hvor Peyton Manning dystede mod Tom Brady. I løbet af det første årti i dette årtusinde vandt de seks MVP-titler og fire Super Bowl-titler tilsammen, mens de mødtes tre gange i slutspillet. Patriots mod Colts var én af de største rivaliseringer i NFL, der var med til at præge og forme sporten, som den spilles i dag.

Selvom rivaliseringen stadigvæk findes, så er den ikke længere udslagsgivende for magtforholdet i NFL. Colts tabte pusten, efter at Peyton Manning forlod Indianapolis i 2012 og frelseren Andrew Luck måtte give fortabt og indstille sin karriere i 2018. Bedre gik det for Patriots, der etablerede sig som det største dynasti i ligaens historie, da de tilføjede tre Super Bowl-titler til trofækabinettet i løbet af 10’erne. Men selv Bill Belichick måtte give fortabt, da Tom Brady skiftede til Tampa Bay Buccaneers og efterlod Patriots i en stejl deroute.

Efter ni spillerunde har New England Patriots udspillet sin rolle i 2023-sæsonen, da de bare har vundet to kampe, og presset vokser omkring Bill Belichick. Ifølge den lokale avis The Boston Globe kan et nederlag i Frankfurt være den sidste dråbe, der får ejer Robert Kraft til at fyre den seksdobbelte Super Bowl-vinder.

Læs også: Bill Belichick fyres måske efter Frankfurt-kamp

Det står ikke meget bedre til i Indianapolis, hvor Colts bare har vundet fire kampe, og er femtedårligst i AFC. Anthony Richardson leverede ellers en flot sæsonstart, som pustede til et håb om en bedre fremtid, men den spektakulære rookie må desværre se resten af sæsonen fra sidelinjen, da han har pådraget sig en alvorlig skulderskade.

I stedet må vi tage til takke med Gardner Minshew, der spiller sin anden kamp på det europæiske kontinent. Senest var i 2019, da Minshew og Jacksonville Jaguars fik bøllebank af Houston Texans og tabte med 26-3. Colts skal sætte sin lid til, at Minshew spiller bedre i år, da de stadigvæk har en teoretisk chance for at nå slutspillet, om end det ser ganske sort ud.  

Seneste nyt på skadesfronten

Både Bill Belichick og Shane Steichen må se bort fra en række profiler, når de mødes i Frankfurt. Tilsammen har Patriots og Colts hele 25 spillere på skadeslisten, der tæller spillere som Matt Judon, Anthony Richardson og Kendrick Bourne.

Senest har New England Patriots dømt Trent Brown (ankelskade) og DeVante Parker (hjernerystelse) ude af Frankfurt-opgøret, mens cornerback J.C. Jackson er blevet hjemme i Massachusetts af personlige årsager. Derudover er Ja’Whuan Bentley (forstrækning) og Jonathan Jones (knæproblemer) meldt tvivlsomme.

Indianapolis Colts må se bort fra sin startende cornerback JuJu Brents, der sidder ude med en lægskade. Derudover er receiver Josh Downs (knæproblemer) og tight end Andrew Ogletree (fodskade) tvivlsomme til kampen.

Nærmer vi os enden på Mac Jones’ æra?

Tilbage i 2021 fik Mac Jones den ubarmhjertige opgave at skulle afløse Tom Brady. Bevares, Patriots havde forsøgt sig med Cam Newton i 2020, men det var først med Mac Jones, at mange forventede, at Bill Belichick havde fundet sin nye bannerfører.

Sådan er det langt fra gået. Mac Jones har haft svært ved at indfri forventningerne, som følger ved at blive valgt i første runde af draften. I år luftet gået helt ud af ballonen, da Mac Jones har kastet flest interceptions (ni) i NFL, og bare står noteret for 6,1 yards pr. kast, hvilket er femte dårligst i ligaen. Samtidig har Patriots’ angreb produceret sjette færrest yards og scoret sølle 15 point pr. kamp, hvilket er næst dårligst i NFL og kun ”overgået” af jammerlige New York Giants.

Det hører med til historien, at New England Patriots’ angreb har været og er særdeles hårdt ramt af skader. Den offensive linje har ikke været i stand til at stille i sin stærkeste opstilling og har tilladt ottende flest pressures i NFL. Senest mistede Mac Jones også sit farligste våben i Kendrick Borune, der rev sit korsbånd over i ottende spillerunde. Bourne havde ellers grebet flest bolde (37), yards (406) og touchdowns (fire) for Patriots i år.

Samlet set virker det til, at Mac Jones har tabt pusten, og han er ganske enkelt ved at løbe tør for tid og muligheder for at bevise sit værd. Hvis Patriots’ deroute fortsætter, kommer holdet til at vælge blandt de første hold i forårets draft, hvor der er flere spændende quarterbacks. Og i givet fald må vi forvente, at Mac Jones’ æra er forbi.

Forudsigelse

Pilen og favoritværdigheden peger på Indianapolis Colts, som stadigvæk kan nå at redde sin sæson og blande sig i slutspillet. Ud over at Colts rent faktisk har noget på spil, så har deres defensive linje en markant overhånd i duellen med Patriots’ offensive ditto. Anført af bundsolide DeForest Buckner har Colts leveret 2,7 sacks pr. kamp i år, hvilket er 10. flest i NFL.

Faktum er også, at Bill Belichick er 82-97 uden Tom Brady ved sin side, samt at han ikke har formået at holde sin vanlige defensive standarder i år, hvor Patriots’ forsvar har tilladt hele 25,3 point pr. kamp. Selvom jeg burde have lært, at det er uklogt at gå imod Bill Belichick, så spår jeg en Colts-sejr.

Indianapolis Colts vinder med 23-18 og avancerer til 5-5 for sæsonen. Og så bliver det spændende at se, om Robert Kraft rent faktisk har tænkt sig at fyre Bill Belichick?