New England Patriots’ ejer Robert Kraft bortauktionerer sin Super Bowl LI-ring for at støtte velgørenhed. Og det er ikke småpenge, der bliver budt.

“Unequivocally the sweetest.”

Det var ordene fra Patriots’ ejer Robert Kraft efter holdets vanvittige comeback i Super Bowl 51, hvor Patriots var bagud 28-3, men alligevel vandt 34-28 i forlænget spilletid.

Og nu kan et stykke historie fra Super Bowl LI blive din. Holdejer Robert Kraft har nemlig besluttet at bortauktionere sin Super Bowl-ring som en del af velgørenheden ‘All In Challenge’, hvis overskud går ubeskåret til at hjælpe sultende – både i USA og resten af verden.

Buddet startede på 75.000 dollar ved midnat i søndag og er i skrivende stund oppe på 900.000 dollar – svarende til 6,2 millioner kroner.

Vinderen vil foruden Super Bowl-ringen få et personligt møde med Robert Kraft i hans kontor på Patriots’ hjemmebane, Gillette Stadium. Og bor du lidt for langt væk til at tage turen i bil? Intet problem. I så fald kan du nemlig blive hentet af klubbens fly.

Auktionen slutter natten til fredag d. 22 maj.