
New England Patriots har sikret sig én af de mest eftertragtede trænere i NFL. Det er Mike Vrabel, som tidligere har spillet for klubben.
New England Patriots har haft det svært, siden Tom Brady skiftede til Tampa Bay Buccaneers, og senest blev Jerod Mayo fyret, efter at han bare nåede en enkelt sæson som cheftræner i Foxborough. Nu har Robert Kraft fundet manden, som han mener, kan genrejse sit kuldsejlede mandskab.
Det bliver igen en tidligere Patriots-spiller, som får overdraget tøjlerne i New England. Valget er nemlig faldet på Mike Vrabel.
Mike Vrabel har været ét af de mest eftertragtede trænernavne i NFL, siden han blev fyret af Tennessee Titans i fjor. Vrabel nåede at stå i spidsen for Titans i seks sæsoner, hvor han bl.a. førte holdet frem til konferencefinalen i AFC, og leverede to sæsoner med mindst 10 sejre. På den baggrund blev Vrabel også kåret som årets træner i NFL i 2021.
Den 49-årige træner har tidligere spillet linebacker for New England Patriots i perioden 2001 til 2008, hvor han var med til at vinde tre Super Bowl-titler. Mike Vrabel blev også indlemmet i Patriots’ Hall of Fame i 2023.
Ikke desto mindre startede Mike Vrabel sin trænerkarriere i college-rækkerne, hvor han var en del af trænerstaben hos Ohio State. Vrabel startede efterfølgende hos Houston Texans, hvor han arbejdede for Bill O’Brien, før han blev hentet til Tennessee i 2018.
I løbet af den forgangne sæson har Mike Vrabel været ansat som ekstern konsulent hos Cleveland Browns, hvor han bl.a. har arbejdet med at udvikle forsvaret.








