Adrian Peterson forventer store ting fra den unge Vikings-quarterback i den kommende sæson

Om sammenligningen er helt på plads, må være op til den enkelte, men Adrian Peterson sammenligner Vikings-kammeraten Teddy Bridgewater med en af de allerstørste på quarterback-positionen, fortalte han for nyligt til NBC Sports Radio:

“Han minder mig om Tom Brady, fordi Brady er god på de mellemlange kast. De korte til mellemlænge er præcist, hvad Teddy er suveræn til. Teddy er typen, der har brug for at hans receivere løber præcise ruter. Tilføjelserne vi har fået på offensiven i år tror jeg vil gøre hans arbejde nemmere. Så jeg forventer store ting fra Teddy i år.”

I draftens første runde valgte Vikings Laqoun Treadwell, der måske ikke er den hurtigste receiver, men alene størrelsen og Treadwells gode hænder vil være et perfekt supplement til Vikings receiver-gruppe.

Udover Treadwell valgte Vikings også det tyske wunderkind Moeritz Böhringer, der fysisk er en freak, men måske skal bruge et år på at vænne sig til NFL.

Løbespillet skal hjælpe Teddy Bridgewater
Peterson pegede også på den offensive linje som en af holdets styrker. Vikingerne hentede i free agency to solide offensive linjemænd i Andre Smith og Alex Boone. Om forventningerne til linjen fortalte AP følgende:

“Jeg mener at tilføjelserne til den offensive linje, og hvad jeg bringer til offensiven, også vil være med til at gøre Teddys job nemmere. Hvis løbespillet fungerer, vil det gøre ham mere komfortabel, og han kan koncentrere sig om at stå tilbage og spille sit spil.”

Hvad mener Gul Kluds læsere? Tror i, at Teddy Bridgewater løfter sit spil i den kommende sæson, og hjælper Vikings med at genvinde NFC North?