Tom Brady: Her er min MVP

0

Grundspillet er slut, og dermed er alle stemmer til sæsonens MVP afgivet. Men hvem vinder? Tom Brady er kommet med sit bud.

Matthew Stafford eller Drake Maye? Hvem vinder prisen som NFLs mest værdifulde spiller for 2025-sæsonen?

MVP-prisen er noget af det ypperste, man kan opnå som spiller i NFL, og i år lader det til, at der kun er de to kandidater tilbage.

Flere har blandet sig i løbet af sæsonen. Jonathan Taylor, Myles Garrett, Bijan Robinson, Jaxon Smith Njigba, og senest har Trevor Lawrence, med otte sejre i træk og fornemt spil, presset på.

Men. There can be only… two. Rams quarterback Matthew Stafford eller Patriots quarterback Drake Maye.

Nu har selveste Tom Brady givet sin besyv med på Fox Sports. Men hvem vælger den tredobbelte MVP? Den gamle eller den unge?

De to favoritter har både sejre og statistikker til at bakke deres kandidatur op, men Brady tvivlede ikke, da han skulle vælge.

Brady går mod sin gamle klub og gode ven

“Jeg synes, det Matthew Stafford har præsteret i denne sæson har været fuldstændig bemærkelsesværdigt – for enhver quarterback er det en drømmesæson,” siger Brady til Fox Sports om Staffords sæson, der gav Rams 12 sejre. “Han har været spektakulær. Drake Maye har på den anden side gjort nogle utrolige ting sammen med Josh McDaniels i deres første år sammen. Drake har en lang karriere foran sig, så jeg er sikker på, at han får mange chancer. Jeg ville sige Matthew Stafford.”

Brady kender naturligvis Josh McDaniels særdeles godt. Han er offensiv koordinator for Patriots nu. Lige som han var det for Tom Brady. Og en lille sjov fact er, at Brady og Patriots ikke vandt en Super Bowl uden McDaniels. De vandt tre med ham. Så var han væk. Kom tilbage. Og så vandt de tre mere.

At Brady på den måde går mod sin tidligere klub og offensive koordinator har naturligvis medført harme i Boston og Foxboro, og flere eksperter har også påpeget, at det ikke er en “karriere-pris” men en “sæson-pris” i modsætning til Brady’s argument om, at Drake Maye er ung og nok skal vinde prisen på sigt.

Vild sæson af både Stafford og Maye

Begge de to quarterbacks har haft fornemme sæsoner, og man kan ikke argumentere mod Staffords stats.

Han stod i spidsen for NFL’s bedste angreb, han ramte på 65% af sine kast, førte NFL med 4.707 yards, 46 touchdowns og blot otte interceptions. Rams er 5. seed og de sluttede grundspillet 12-5, dog med et væsentligt sværere kampprogram end Patriots og Maye, der vandt hele 14 af 17 kampe. Imponerende uanset, hvem man møder.

Mayes statistik er også flot. Han ramte på 72% af kast pasninger for 4.394 yards, kastede 31 touchdowns og lige som Stafford kun otte interceptions. Med sin unge ben tilføjer han et ekstra aspekt, idet han også løb for 450 yards, fjerdeflest blandt quarterbacks i sæsonen. Han løb også fire touchdowns ind, så kom i alt op på 35 i sæsonen.

Måske kan ingen af dem modtage prisen

Brady’s stemme er blot en holdning. De ægte stemmer, altså dem der rent faktisk får lov at stemme, det er 50 af de mest ansete NFL-journalister i USA. Deres stemmer er nu indgivet, og så må vi vente til NFL Honors torsdag før Super Bowl LX med at finde ud af, om det andenårs-spilleren Maye eller Stafford, veteranen med 17 år på bagen, der tager deres første MVP-trofæ med hjem.

Som et lille ekstra twist kan det jo være, at de skal mødes i Super Bowl LX. I givet fald vil ingen af dem være til stede til NFL Honors, der i år bliver afholdt torsdag den 5. februar på Palace of Fine Arts i San Francisco.

Læs også: MVP termometer: Den gamle eller den unge?