
Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer med de varmeste kandidater til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.
Drake Maye og Matthew Stafford ligger her i sæsonens sidste termometer så tæt, at de ikke er rangeret på vanlig vis. Men bare rolig, vi kårer en vinder længere nede.
Og så er der også et helt nyt navn i MVP-sammenhæng her lige inden stadion-lyset slukker. Et godt billede på, at nok har toppen været relativt stabil, men på de lavere rangerede pladser er der mange der har budt sig til på dette års MVP-termometer.
Rent officielt bliver MVP-vinderen offentliggjort torsdag den 5. februar.
Vanen tro er vores MVP-termometer inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Spillere der ligger lige uden for toppen, men som presser sig på
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende

Drake Maye, QB, New England Patriots > Matthew Stafford, QB, Los Angeles Rams
Det meste af sæsonen har Maye og Stafford ligget solidt i termometer-toppen. Men med Rams-quarterbacken øverst.
I hvert fald indtil sidste uge, hvor Los Angeles noget overraskende tabte til Atlanta og hvor Stafford kastede tre interceptions – noget der næsten fordoblede hans interception-statistik for sæsonen. Dagen inden havde Maye spillet noget af en brandkamp. Godt nok mod Jets, men han var 19 ud af 21 for 256 yards med fem touchdowns til følge og en samlet rating på 157,0! Derfor indtog Maye termometer-tronen i uge 17.
I søndags var Stafford tilbage på sporet og var 25 ud af 40 for 259 yards krydret med fire touchdowns. Maye var 14 ud af 18 for 191 yards med et enkelt touchdown til følge. Han løb også for 41 yards, men sad så også ude næsten hele fjerde quarter.
Rundt regnet i den tørre statistik-afdeling betyder det, at Stafford runder 4707 yards, 46 touchdowns og otte interceptions i grundspillet, mens Maye lander på 4394 yards, 31 kastede touchdowns og ligeledes otte interceptions. Han har også 450 rushing yards og fire touchdowns på den konto.
Men hvis Stafford vinder den runde, så har Maye til gengæld en højere QB og passer rating og completion-procent i grundspillet end sin Rams-kollega. Nogle vil så mene, at de fremragende statistikker fra den unge andenårs-quarterback kommer på en billig baggrund, da Patriots på papiret har haft et nemmere kampprogram. End for eksempel Rams i NFC West, hvor tre hold er klar til slutspillet.
Stafford har så til gengæld to topklasse receivere og en offensiv linje, der gør de fleste quarterbacks misundelige. Blandt andre Drake Maye og som på receiver-fronten har sat sin lid til en skadeplaget 32-årig Stefon Diggs.
Det er tæt. Men hvis vi dykker lidt ned i argumentet om, at Patriots har haft et nemt kampprogram, så er en overall god rating af et hold ikke ensbetydende med at have et godt kasteforsvar. San Francisco 49ers for eksempel som Rams som divisionsrivaler har mødt to gange er et godt hold – klar til slutspillet – men forsvaret har ikke været gode mod kast. Cleveland Browns har på den anden side haft et forfærdeligt angreb. Men med Myles Garrett på forsvaret, har de været rigtig gode mod kast. Dem har Patriots slået. Og ifølge ESPN har Maye og Stafford faktisk stået over for målt på styrke nærmest identiske kasteforsvar hen over sæsonen, selvom de har mødt vidt forskellige hold.
Læg dertil, at New England har vundet AFC East og er andet-seed i playoffs. Rams fik kun en andenplads i deres division og et femte-seed i Wild Card-runden.
Jo, det er tæt men…
Drake Maye vinder. Vi snakker inches, men han vinder.

Trevor Lawrence, QB, Jacksonville Jaguars
Mens der var spænding om de to øverste placeringer, så er tredjepladsen helt sikker. Prinsen Trevor Lawrence kastede 29 touchdown-passes i år – de 18 af dem var i de sidste syv kampe.
Jaguars vandt AFC South med 13 og 3-record.
Og Lawrence vandt en klar placering i den varme kategori på dette års termometer.

Myles Garrett, DE, Clevland Browns
I den sidste kamp i grundspillet lykkedes det for Myles Garrett, at slå rekorden for flest sacks i en sæson. Og så skal man med på termometret. I øvrigt er det ikke kun på sacks-fronten Garrett har været flyvende. Statistikkerne for sæsonen ser sådan her ud:
23 sacks
60 total tackles
32 tackles for loss
37 QB hits
Christian McCaffrey, RB, San Francisco 49ers
Selvom han var skyld i en game-changing interception i nederlaget mod Seahawks, så hev McCaffrey stadig en rekord hjem. Han greb seks bolde for 34 yards i kampen og blev således den første runningback i historien til at have over 100 catches i tre sæsoner. Han har tidligere haft to af slagsen for Panthers.
I det hele taget har McCaffrey haft en forrygende sæson og fortjener derfor en plads på MVP-termometret lige inden lukketid.








