Las Vegas Raiders er angiveligt blevet enige om en kontrakt med en af de bedste offensive linjemænd, der er tilgængelige efter draften. Ifølge NFL Network er Andrus Peat ny mand i klubben.

Den tidligere New Orleans Saints stjerne, der fyldte 30 år i november, blev oprindeligt valgt af Saints med pick 13 i 2015 NFL Draften. Han har siden startet i 102 af 111 karrierekampe og blev valgt til Pro Bowl hvert år fra 2018-20.

Det meste af karrieren har Peat spillet venstre guard, men har også været omkring venstre tackle, senest sidste år, hvor Saints havde brug for hjælp på den vigtige position. Han har sågar spillet lidt på højre tackle, så det er en alsidig herre Raiders har sikret sig.

Raiders fandt ikke en quarterback i den netop overståede NFL Draft, men sportschef Tom Telesco brugte to af sine tre første picks på den offensive linje, da Jackson Powers-Johnson faldt til dem på pick 44 i anden runde og Delmar Glaze var et fint valg i tredje runde. Nu har klubben tilføjet Peat, der kommer til at give en masse erfaring og rutine til linjen.

Der er flere nye ansigter på angrebet, hvor Raiders også hentede to erfarne receivere ind i den forgangne uge.