
Efter to sæsoner og 24 kampe fra start er Jack Jones færdig i Las Vegas. Det står klart efter, at Raiders har fritstillet den 27-årige cornerback.
Pete Carroll fortsætter med at rydde op i Las Vegas Raiders. Senest har Carroll sendt sin startende cornerback Jack Jones på porten.
Las Vegas Raiders har efter sigende længe forsøgt at finde en handelspartner, som ville tage Jack Jones til sig. Det har imidlertid ikke været muligt og nu tager de konsekvensen og fyrer den 27-årige cornerback.
Højt at flyve, dybt at falde
Det var oprindeligt New England Patriots, som valgte Jack Jones i fjerde runde af 2022-draften. Allerede i sin første sæson som professionel viste Jones glimt af sit talent, da han spillede 13 kampe og leverede 30 tacklinger og tre turnovers i 2022-sæsonen.
Men Jack Jones forpurrede sin succesfulde start i NFL, da han blev arresteret i sommeren 2023 med adskillige ladte skydevåben i sin kuffert i Boston Logan Airport. Da Jones ikke overholdt sin sengetid, men i stedet forlod Patriots hotel forud for en kamp i niende spillerunde mod Washington Commanders, blev han fyret af Bill Belichick.
Efterfølgende skiftede Jack Jones til Las Vegas Raiders, som på det tidspunkt havde Antonio Pierce som vikarierende cheftræner. Jones kendte Pierce fra både high school og college, og han kvitterede for tilliden ved at spille sig ind som fast starter hos Raiders i slutningen af 2023-sæsonen.
Jack Jones skuffede ligesom størstedelen af Las Vegas Raiders’ mandskab i 2024-sæsonen, da han spillede sin foreløbigt ringeste sæson i NFL. Ifølge analysemediet Pro Football Focus tillod Jones 679 yards og hele 10 touchdowns i 2024. Til sammenligning havde Jones bare tilladt to touchdowns i løbet af sine første to år som professionel.
Hvor står Raiders’ bagerste forsvarsgeledder?
Uden Jack Jones står Las Vegas Raiders tilbage med Jakorian Bennett, Decamerion Richardson og nytilkomne Eric Stokes som de tre primære kandidater til at starte på de to ydersider af forsvaret. Det er en relativt uerfaren trio, som bare står noteret for 81 kampe tilsammen i NFL.
De tre spillere har imidlertid den fysiske pakke, som Pete Carroll traditionelt har ønsket i sine cornerbacks. Både Bennett, Richardson og Stokes har en vis størrelse og en god fart, og så er de allerede kendetegnet ved deres relativt aggressive spillestil.
Vi må dog alt andet lige forvente, at Las Vegas Raiders kommer til at bruge den forestående draft til at forstærke forsvarets bagerste geledder.
Læs også: Raiders forlænger med Geno Smith