Houston Texans havde store problemer tidligt i kampen mod Jacksonville Jaguars. Men så blev Brock Osweiler sat på bænken, og det hjalp. Hjemmeholdet vandt 21-20 med et sent comeback.

På hjemmebane mod Jaguars var Houston store favoritter og stod på forhånd med rigtig gode kort på hånden i forhold til at sikre sig en god føring af AFC South.

Men det var Jaguars, der startede kampen bedst. Kicker Jason Meyers satte et par field goals på tavlen, mens Blake Bortles løb et kort touchdown ind for Jacksonville til en føring på 0-13 i andet quarter.

For Texans var kampbilledet væsentlig anderledes, og holdets store investering i foråret – quarterback Brock Osweiler – fortsatte sin svære sæson med et par inteceptions i første halvleg.

Det blev til sidst for meget for træner Bill O’Brien, så da publikum buhede af Osweiler ved hans anden interception i kampen tog O’Brien konsekvensen og satte sin millioninvestering på bænken.

Ind kom i stedet Tom Savage, og det skulle vise sig at være en god idé. Først fik Texans foræret en safety for holding i endzone på et punt, og siden gjorde Nick Novak det til 5-13 inden pausen.

I tredje quarter blev det 8-13, inden Marquise Lee så ud til at lukke kampen med et kickoff return på 100 yards for Jaguars.

Men Texans-forsvaret lukkede ned derfra, og så gjorde Tom Savage lige akkurat nok til, at Texans kunne komme tilbage i kampen.

Novak scorede yderligere et par field goals, og helt til sidst var det Lamar Miller, der løb bolden i endzone til en udligning for Texans. Det efterfølgende ekstrapoint af Novak blev afgørende.

Tom Savage spillede hæderligt, og vigtigst af alt gav han ikke bolden væk. Det betyder, at han formentlig også starter sæsonens sidste to kampe, hvor Texans har en divisionssejr at spille for.

OPDATERET:
Efter kampen offentliggjorde Jacksonville Jaguars at de har fyret headcoach Gus Bradley.