Videogennemgang: Hjalte Froholdt mod Tulsa

0

Danske Hjalte Froholdt er nået otte spillerunder ind i collegesæsonen, og han kunne endelig smage sejrens sødme igen, da Arkansas vandt for første gang siden uge 1.

Hjalte Froholdt er gået i gang med sin sidste og meget vigtige sæson i college. Talentet er stort nok til, at han har en chance for at blive den første dansker draftet siden Morten Andersen i 1982, men det kræver en god sæson på Arkansas’ offensive linje.

Derfor vil vi (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.), som har fulgt de sidste par drafts tæt og i foråret så og vurderede tæt på 300 af draftens spillere, hver uge tage et kig på Hjalte Froholdts præstationer. Med det håber vi at give jer læsere et godt kendskab til Hjalte som spiller.

Hjaltes 2017-sæson fra Dennis Cordsen
Første spillerunde mod Eastern Illinois
Anden spillerunde mod Colorado State
Tredje spillerunde mod North Texas
Fjerde spillerunde mod Auburn
Femte spillerunde mod Texas A&M
Sjette spillerunde mod Alabama
Syvende spillerunde mod Ole Miss

Endelig en sejr for Arkansas
Efter seks nederlag i træk kunne Arkansas Razorbacks og deres danske guard Hjalte Froholdt endelig smage sejrens sødme igen. I ganske suveræn stil kunne de køre en 23-0 sejr hjem mod Tulsa, der vel og mærket ikke havde meget at byde på.

Arkansas var, for en gangs skyld, favoritter efter fire meget svære kampe mod blandt andet Alabama og Auburn, og det var tydeligt, at Arkansas havde lidt flere brikker at flytte rundt med på begge sider af bolden.

For Hjalte Froholdt var det første gang i fire uger, at modstanden ikke var fra den øverste hylde af college football, og det var derfor vigtigt at holde niveauet højt, selv om modstanden var ringere. Det lykkes for det meste, og vi har udvalgt syv klip, der viser lidt af Hjalte Froholdts præstation i denne uge.

Første klip viser et af Arkansas’ 53 løbespil i kampen. De var foran mere eller mindre hele tiden, og uden deres skadede startende quarterback var de derfor aldrig pressede til at gøre meget andet end at løbe den. Her bliver Hjalte bedt om et reach block, hvor han skal spurte mod højre og holde modstanderen fra fadet og åbne et hul. Tulsas defensive tackle er ikke super mobil, så Hjalte kommer hurtigt på den rigtige side af ham og lukker ham af, hvilket åbner et stort hul. Den store niveauforskel i mobilitet er tydelig at se.

Andet klip er lige så typisk for kampen og for sæsonen. Danskeren bliver bedt om at pulle bag om venstre tackle, hvilket dog ikke sker så ofte. Hjalte får lavet en rigtig god blokering, der åbner et hul for runningbacken, men det, vi godt kan lide her, er måden han laver blokeringen på. Mange pullere går bare efter at jerne forsvarsspilleren ned, men det er ikke altid den bedste strategi. Her kommer linebackeren med noget fart, men Hjalte opfatter det og udnytter linebackerens momentum til egen fordel. I stedet for at leveret et hit, får han fat i linebackeren og styrer ham væk fra spillet og åbner hullet. Spilintelligens og god kontrol af danskeren.

Tredje klip er et lidt negativt spil, selv om der ikke var super mange af dem. Froholdt skal blokere linebackeren, hvilket ellers normalt er en styrke, men det virker til, at danskeren får valgt en lidt forkert vinkel. Noget af skylden skal måske gives til centeren, der bliver slået, hvilket kan have sendt runningbacken på en lidt yderligere kurs end planlagt, hvilket gør Hjaltes blokering sværere. Hvor meget skyld, Hjalte skal have, er svært at vide præcist uden at have en snak med Arkansas’ trænerstab.

Fjerde spil er endnu et pull til venstre, og i alt pullede Hjalte på 41,5% af alle Arkansas’ løbespil. Det er den højeste procentdel indtil videre i år. Her kommer danskeren fint rundt om venstre tackle, og denne gang bliver han modsat klip to nødt til at tage den fulde kollision, da linebackeren ellers vil få for meget penetration ind i backfield. Det klarer danskeren dog godt, da han absorberer kontakten perfekt og samtidig får fuld kontrol over manden, der flot holdes langt fra runningbacken.

Femte spil er et touchdownløb, hvor Froholdt bøller en linebacker. Han møder linebackeren på 2-yardlinjen, og spiser ham til morgenmad, hvilket skaber pladsen og de ekstra yards, der giver runningbacken et touchdown.

Sjette klip er endnu et smukt pull til venstre, men det er værd at nævne, at han pullede 19 gange til højre mod 3 gange til venstre i kampen. Danskeren møder sin linebacker i hullet og kommer godt ned i knæene, da linebackeren prøver at komme lidt under danskeren. Det giver danskeren et bedre tyngdepunkt mod linebackeren, så Hjalte kan flytte sin mand mod sidelinjen. Læg mærke til, at vi nu har set danskeren håndtere pulls til venstre på tre forskellige måder. For NFL-angreb, der beder deres guards om at blokere i open space, er danskeren et perfekt fit.

Opsummering
Kampen mod Tulsa var generelt en ganske fin kamp af danskeren, selv om den skulle have været mere fejlfri, hvis vi skal nå højderne fra Alabama-kampen. Dette skyldes mest af alt, at modstanden var markant dårligere, og det derfor havde været rart at se danskeren være altdominerende.

Dermed ikke sagt, at det var en dårlig kamp, og på 18 kastespil tillod han ikke pres. Men præstationerne mod de her lidt lavere rangerende collegehold vægter bare sjældent meget.

Når vi og NFL-holdene skal opsummere Hjalte Froholdts sæson, vil en præstation mod Tulsa bare vægte utroligt lidt sammenlignet kampene mod gode modstandere som Alabama, Texas A&M og Auburn. Det er mest af alt vigtigt, at man ikke har problemer mod dårligere modstandere, og det havde Hjalte ikke på trods af en lille håndfuld minusspil ud af de 73 offensive snaps.

I næste uge møder Hjalte Froholdt og kompagni Vanderbilt, der er et udmærket collegehold. De har præsteret på et niveau lidt over Arkansas i år pga. et ganske habilt forsvar, og det bliver dermed en fin lille test for Froholdt, inden en friuge giver holdet tid til at forberede sig på svære opgaver mod LSU og Mississippi State om tre og fire uger.