Seattle Seahawks fik sig en tiltrængt sejr over divisionsrivalerne San Francisco 49ers i en kamp, hvor Jimmy Garoppolo fik vist sig frem for hjemmeholdets fans. 

Det startede ellers forfærdeligt for Seahawks. På kampens første spil kastede Wilson en interception, og på Seahawks’ næste angrebsserie brændte Blair Walsh et field goal-forsøg fra 48 yards. Walsh har dermed misset fem af sine 10 sidste field goal-forsøg.


Omvendt havde 49ers heller ikke succes på angrebet, og de scorede først deres eneste touchdown i kampens sidste sekund.
Wilson overkom dog den katastrofale start og endte med at stå noteret for tre touchdowns. Efter en flot interception af Bobby Wagner i starten af 2. quarter, fik Seahawks bolden i red zone. Her kunne Wilson score for første gang i kampen, da han kunne løbe bolden de sidste yards ind i end zone.
Siden fandt Wilson Nick Vannett og Jimmy Graham i end zone i henholdsvis 3. og 4. quarter, og så stod Wilson noteret for tre touchdowns, mens Seahawks var foran med 21-6.
Kort inden slutfløjtet måtte Beathard imidlertid udgå, og så fik Jimmy Garoppolo endelig sin 49ers-debut. På blot hans andet kast i 49ers-trøjen fandt han Louis Murphy i end zone, og så fik han sit første touchdown som 49er. Kampen endte 24-13 i Seahawks’ favør.


Med sejren er Seahawks 7-4 og toer i NFC West, hvor Rams stadig fører efter søndagens sejr over Saints. Samtidig er 49ers 1-10, mens de yderligere fik cementeret deres plads som absolut bundprop i divisionen. Det sidste hold i divisionen, Cardinals, slog desuden Jaguars i en gyser, som du kan læse mere om her.