Miami Dolphins har fyret cheftræner Brian Flores efter tre sæsoners tro tjeneste.

Miami Dolphins har leveret den hidtil største overraskelse på “Black Monday” ved at afskedige cheftræner Brian Flores. Det sker efter, at Miami Dolphins ikke formåede at bide skeer med de tunge drenge i AFC i 2021-sæsonen, hvortil man lige akkurat missede slutspillet – blot en enkelt sejr efter Pittsburgh Steelers, som hjemtog den syvende og sidste slutspilsplads efter en vild sidste spillerunde.

Læs også: Mike Zimmer er færdig i Minnesota

Det virkede ellers til, at Brian Flores fik stabiliseret sit Dolphins-mandskab efter, at de først tabte syv kampe i træk mellem september og november, før de vandt otte af de sidste ni kampe i 2021-sæsonen. Og Dolphins sluttede endda grundspillet af med manér, da de besejrede divisionsrivalerne fra New England Patriots med 33-24 i 17. spillerunde.

Alligevel var den flotte slutspurt ikke tilstrækkelig for, at Brian Flores kunne overleve som cheftræner i Miami. Det blev formentlig afgørende, at han ikke formåede at omsætte og forløse de seks (!) spillere, som Dolphins nåede at vælge i første runde under Flores’ ledelse.

Læs også: Chicago Bears skiller sig af med Matt Nagy og Ryan Pace

Brian Flores nåede at stå i spidsen for Miami Dolphins i 49 kampe, hvoraf han vandt 24 og tabte 25 kampe. Dolphins formåede dermed ikke at lukrere på Tom Bradys skifte og indtage tronen i AFC East med Flores ved roret.

Men til trods for at Brian Flores havde begrænset succes som Dolphins-cheftræner, melder ESPN, at han nu er en “særdeles varm” kandidat til de ledige cheftrænerstillinger, som er opstået i NFL. I skrivende stund er Las Vegas Raiders, Jacksonville Jaguars, Denver Broncos, Minnesota Vikings og Chicago Bears alle på udkig efter en ny cheftræner – og det synes plausibelt, at Flores kommer til at byde sig til i denne trænerkarrusel.